I denne uge sætter 3point.dk fokus på Brøndby Masterclass i en række interviews med nøglepersoner og spillere i systemet. I dag bringer vi et interview med T+-træner Kenneth Brogaard, der fortæller hvordan Masterclass tager sig af de yngste spillere, og forbereder dem på videreudvikling.
FOTO: Marco Spelten, www.actionphotography.nl
Kenneth Brogaard har arbejdet i Brøndby IF i en årrække, og har haft titlen T+-træner siden lanceringen af Brøndby Masterclass. Det betyder, at han er ansvarlig for de yngste hold i afdelingen, fra U/10 til U/14, ligesom han står for rekruttering og trænerudvikling.
Netop trænerne er en vigtig del af den professionelle tilgang, man ønsker at have til talentudviklingen i Brøndby Masterclass, og det har derfor stor betydning, at alle har de rette forudsætninger for at skabe trivsel hos børnene.
– Det vi har gjort er, at jeg, sammen med min højre hånd, er rigtig tæt på spillernes trænere. Vi finder nogle profiler, som er rigtig gode fodboldfagligt men som samtidig kommer med pædagogisk erfaring. Vi har eksempelvis to skolelærere i U/12, som ved siden af jobbet har en B-licens, og i øjeblikket er ved at tage A-licens. Det sikrer at vi holder niveau over hele linjen. Vi træner rigtig meget, men det vigtigste er, at vi skaber nogle rammer hvor vi alle har det hyggeligt, siger Kenneth Brogaard til 3point.dk.
Han fortæller, at de yngste spillere arbejder med at udvikle spilintelligens via flere forskellige træningssystemer, som man selv har udviklet.
– Vi træner meget ud fra nogle principper, vi har udviklet. F.eks. træner vi meget ud fra et princip der hedder delivate play, hvor spillerne selv tager ansvar og udvikler deres spil, så det hele bliver i deres øjenhøjde. Det kan være, at vi giver dem en bane at træne på, og så finder de reglerne, og udvikler en spilforståelse. Så kan det være, vi lige kan smide en ekstra regel ind til dem, som de skal forholde sig til, men vi giver dem nogle rammer, og så finder de selv ud af, hvad de skal gøre. Det er sådan vi udvikler spillerne, de skal selv kunne samarbejde og lykkedes med det.
Samarbejdet er nøglen
Netop samarbejde er hovedfokus i Brøndby Masterclass, fortæller Brogaard.
– En af de allervigtigste ting er, at vi gør ting sammen. Trænere og spillere træner på kryds og tværs, og er på træningslejre sammen på tværs af årgange. U/10 og U/14 har lige været afsted sammen, og U/12 skal snart på tur med U/19. Det er vigtigt for os at alle 72 spillere kan alle 23 træneres navne, og at alle 23 trænere omvendt kan navnene på alle 72 spillere. Det kan kun lade sig gøre, hvis man samarbejder på tværs. Det opdrager vi hinanden til.
– Vi gør ingenting alene. Forældrene herude vil rigtig gerne inddrages, og hvis vi har brug for spillerne til at være bolddrenge eller frivillige til et bankospil, så træder de til med det samme. Det er Danmarks største SFO herude, siger forældrene, og det kan det kun være, fordi alle vil hinanden.
Som ungdomstræner arbejder man meget med, at spillerne skal have det godt, men de skal selvfølgelig også udvikle sig fodboldfagligt. Det kan Brøndby Masterclass hjælpe med, men det kræver også rigtig meget af spillerne selv, fortæller Kenneth Brogaard.
– Der er blevet lavet en statistik, der fortæller, at på landsplan er der omkring 14.000 spillere pr. årgang. Ud af dem er der 20-25 der kommer til at spille Superliga. Det er ikke mange, og det kan der være mange årsager til.
– Vi har omkring 75 spillere pr. årgang, og som jeg ser det, har de alle det samme potentiale, men de bliver ikke lige dygtige. Det er fordi nogle ikke træner lige så godt, og interessen er ikke lige så stor som hos andre. Vores opgave er, at når de bliver 13-14 år, skal vi finde de 14-16 spillere som er klar til at steppe op og rykke op. Det kan vi, fordi vi har masser af erfaring og ekspertise indenfor området, og så har vi en god scoutingafdeling, som kan supplere holdene når vi har mangler.
Talentspotting i børnehøjde
Kenneth Brogaard arbejder med talenterne op til 13-14-års alderen, hvorefter de skal videre i systemet. Det kan være svært, hvis ikke helt umuligt, at spotte talent i den alder, men Kenneth Brogaard har alligevel nogle ting, han kan fokusere på, når han skal vurdere spillernes udvikling.
– Jeg synes der er rigtig få toptalenter i dansk fodbold, men der er til gengæld rigtig mange gode spillere. Vi ved, at gode spillere i det rigtige miljø kan nå rigtig rigtig langt. De rykker sig bare i forskellige tempo og alt efter hvor stor interesse man har for det. Så sent som i år har vi rykket tre spillere op fra andetholdet på U/14. De har ikke været dårlige, deres interesse er bare kommet senere hen. Det kan man aldrig vurdere.
– Men vi kan se hvor god en krop spillerne har, hvor intelligent og ivrig er han, har han en basisteknik, og sådan nogle helt basale ting. Har han det på plads, og har han en spilintelligens, så er der noget at bygge videre på.
Vil udvikle hele mennesker
– Det er vigtigt, de hele tiden følger et flow og udvikler. Med de drenge her, der er det ikke svært, for de har simpelthen så meget energi. Vi skal nærmere sørge for, de ikke bliver for trætte, og nogle gange sige til dem, at de skal holde fri. Hvis vi f.eks. spiller både lørdag og søndag, skal vi holde dem nede, for de skal også andre ting. De skal også gøre det almindelige mennesker gør. De skal ud til fødselsdage og snakke om andet end fodbold og offsideregler. Vi vil gerne udvikle hele mennesker.
Tæt på Masterclass er en serie, som 3point.dk bringer i 5 afsnit i denne uge. Læs første del af serien her.
1 kommentar
Super fed artikelserie i laver omkring masterclass. Det kunne også være fedt at høre, hvor trænere og ledere ser de største forbedrings områder for masterclass projektet de næste par år