
Simon Kammer
Den 17-årige forsvarsspiller er ikke med ved U17-VM. Thomas Nørgaard fortæller, at Brøndby efter dialog med DBU har besluttet at beholde ham i førsteholdstruppen.
Raphael Canut har spillet sig ind i Brøndbys førsteholdstrup igennem 2026 - og har senest spillet tre kampe i streg mod OB, Randers og AB, og det får nu betydning for hans landsholdsaktiviteter. Den unge stopper kommer ikke med til U17-VM, selv om han tidligere har været en fast del af årgangens landshold.
På pressemødet før mødet med AGF forklarede Thomas Nørgaard, at klubben har været i kontakt med DBU om beslutningen:
- Vi har brug for Raphael, som tingene ser ud lige nu og her. Og derfor så landede det på, at han skal blive hjemme sammen med os, sagde Nørgaard.
Cheftræneren pegede på, at Raphael aktuelt er en af fire stoppere i førsteholdstruppen. Han har fået fulde kampe mod OB, Randers og AB, mens skader har begrænset mulighederne i bagkæden:
- Superfin dialog med DBU omkring det, lød Nørgaards beskrivelse af forløbet.
