Anders B. Jakobsen ©

interview31. okt. 2026

Fenger har rykket sig: Havde ikke troet på det for fire måneder siden

adammossin
Adam Emil Mossin31. okt. 2026
Annonce

Oskar Fenger har gjort lynkarriere i Brøndby. Først for U/19 og nu på Superliga-holdet.

- Hvis du sagde til mig for tre-fire måneder siden, havde sagt til mig, at jeg ville have spillet så meget, så havde jeg nok fået et chok, sagde Fenger i mixed zone torsdag, hvor 3point var til stede.

Den unge angriber kom nemlig kun til Brøndbys U/19-hold i vinter, hvor han gjorde det godt. Under Steve Cooper fik han debut i Superligaen i foråret og fra denne sæson under Thomas Nørgaard, er Fenger blevet rykket op i førsteholdstruppen og har fået mange minutter.

Tillid fra alle omkring ham er årsagen til, at det er gået så godt ifølge ham selv.

- Jeg synes, jeg har udviklet mig rigtig meget som spiller, siden jeg kom op. Jeg tog store skridt i preseason, og så har jeg kunnet blive ved at få chancerne og tilliden fra trænerne og holdkammeraterne.

- De har virkelig været gode til at sætte mig ind i det. Så jeg har fået en masse plads til at udvikle mig. Jeg har fået mange minutter, og jeg føler mig mere komfortabel for hver kamp, der går.

Fengers fysik har været et spørgsmål, siden han kom til. Han er blevet passet på. Brøndby så en diamant, såfremt man bare passede lidt på den.

Nu er han klar. Det har han egentlig været noget tid, føler han selv - men så lytter han til staben omkring ham.

- Jeg er 99 procent klar. Jeg har stadig ikke spillet 90 minutter, som er det eneste, jeg mangler. Der er blevet taget super god hånd om mig, og jeg er blevet doseret en smule. Nu er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg kan spille 90 minutter.

- Det føler jeg jo, at jeg har været i et stykke tid - men de har haft godt styr på mig, og så har jeg bare lyttet, sagde han og understregede, at planen for ham har været super i Brøndby.

Selv highligther han tempoet, som det parameter, han har rykket mest på. Men også at han er blevet stærkere.

- Fysisk er jeg blevet stærkere. Men rent fodboldmæssigt går det bare hurtigere heroppe. Du lærer hvordan du skal tænke og tage beslutninger hurtigere. Der er så mange lag, der bliver bygget på, i forhold til det man har lært igennem alle ungdomsårene. Jeg har rykket mig sindssygt meget, ellers kan man ikke følge med.

Indtil nu har Fenger scoret tre mål i sæsonen og lagt op til mål en enkelt gang.

Næste gang Oskar Fenger har mulighed for at vise sig frem er på søndag mod AGF på Brøndby Stadion. Kampen starter kl. 18:00.

Annonce
Annonce

Relaterede nyheder