Brøndbys kvindehold har i dag spillet sig i semifinalen i Champions League efter en samlet 2-1-sejr over Linköping.
Der var lagt op til et brag på Brøndby Stadion lørdag eftermiddag, hvor Brøndbys kvinder tog imod Linköping i returkampen i kvartfinalen i Champions League. Brøndby vandt den første kamp med 1-0 og havde derfor et godt udgangspunkt forud for dagens kamp.
Kulissen var flot med mange tilskuere og allerede efter seks minutters spil fik de noget at glæde sig over. Emma Madsen kom højest efter et hjørnespark og gav hjemmeholdet en drømmestart ved at komme foran 1-0. Svenskerne åd sig dog mere og mere ind i kampen og kort før halvleg bragte danske Mariann Gajhede balance i regnskabet, så det to hold kunne gå til pause med stillingen 1-1.
I anden halvleg kom Brøndby for alvor under pres, men det lykkedes ikke svenskerne at profitere af spilovertaget og dermed sluttede kampen 1-1.
Brøndby-kvinderne har med et samlet resultat på 2-1 sikret sig avancement til Champions League-semifinalerne, som er sidste stop inden de to eftertragtede pladser i finalen.

Smid en kommentar