Fodbold live resultater




4-3-3: Svaret på transfervindue-kvaler?

Skrevet af KlapHatten, 28. april 2021

Hej allesammen,

Jeg er flittig læser her på 3point, men det er første gang jeg giver et bidrag til debatten. Glæder mig til at høre hvad I tænker.

Når jeg kigger frem mod transfervinduet, så synes jeg det ligner at det bliver enormt svært at bevare en trup med 2 spillere til hver position, med mindre vi vælger at lave en del dyre kontraktforlængelser og afvise potentielt attraktive spillersalg.

Så vidt jeg kan lure, så bliver vi nok tyndt besat ift. 3 mandsforsvaret og angrebet, mens vi har et væld af spillere til de 3 midtbanepladser, og til wingbacks.

Mit bud er derfor at Niels F og trænerteamet kunne finde på at lave systemskifte til 4-3-3 i sommerpausen.

Transfervindue
Der er jo altid mange usikkerheder hvad angår spillersalg og kontraktudløb, men nogle antagelser er man jo nødt til at gøre sig.

Jeg har forsøgt at basere mine antagelser på nogle principper som jeg har hørt CV direkte eller indirekte give udtryk for:
1) Undgå en løntung trup
2) Sælg når spillerne har haft en kanonperiode
3) Gør plads til at de unge talentfulde spillere kan få spilletid

Her er mit bud på hvilke spillere vi mister i transfervinduet.
- Schwäbe skifter på fri transfer (for dyr at forlænge, og blokerer for spilletid til Hermansen/Ægidius)
- Hermansson skifter på fri transfer (for dyr at forlænge)
- Maxsø sælges ELLER Jung skifter på fri transfer (CV lader næppe begge dele ske, men det er realistisk at én af dem smutter)
- Vigen skifter på fri transfer (for dyr at forlænge, og blokerer for Slimane/Fallenius/Corlu/Pyndt/osv.)
- Radosevic sælges (fordi han kan sælges for nogle mio. kr. nu, men har kontraktudløb om 1 år, og fordi han blokerer for Frendrup og Børkeeiet på 6'eren)
- Lindstrøm sælges (Har spillet kanonflot - ingen garanti for at det fortsætter)
- Uhre sælges (Har spillet kanonflot - ingen garanti for at det fortsætter)
- Kabongo ELLER Skipper sælges/udlejes

Mon ikke jeg tager fejl med 2-3 stykker her. Men det er mit bedste bud.

3-5-2: Masser af ubalance i truppen
Bud på startopstilling (og reserver):
- GK: Hermansen (Ægidius)
- Sweeper: Maxsø (-)
- Venstre stopper: Kabongo (-)
- Højre stopper: Rosted (-)
- Venstre wingback: Bjur (Riveros, Lumb)
- Højre wingback: Mensah (Bruus, Gammelby)
- 6'er: Frendrup (Børkeeiet)
- 8'er: Cappis (Pyndt)
- 10'er: Slimane (Fallenius, Corlu, Singh)
- Angriber: Hedlund (-)
- Angriber: Pavlovic (Kvistgaarden)

Så for at opsummere: 3 stoppere og 1 angriber for lidt. 2 wingbacks og 2 center midts for meget.

​​​​​​4-3-3: Meget bedre balance
Bud på startopstilling (og reserver):
- GK: Hermansen (Ægidius)
- CB: Jung el. Maxsø (Kabongo)
- CB: Rosted (-)
- VB: Riveros (Lumb)
- HB: Mensah (Bruus, Gammelby)
- 6'er: Frendrup (Børkeeiet)
- 8'er: Cappis (Pyndt)
- 10'er: Slimane (Fallenius)
- VW: Bjur (Singh)
- HW: Hedlund (Corlu)
- Striker: Pavlovic (Kvistgaarden)

Disclaimer: Jeg har ikke så godt styr på Cappis, Fallenius og Singh som spillertyper. Kan være at jeg skyder ved siden af med nogen af dem.

Opsummering: 1 CB for lidt. 1 back for meget. Der er altså markant færre huller at lukke i truppen, og markant færre overflødige spillere at skille sig af med, ift. 3-5-2.

Men er det realistisk at Niels F og trænerteamet skifter væk fra 3-5-2?
På den ene side har vi nu spillet 3-5-2 i 1½ sæson og det har bragt os helt ind i guldkampen i denne sæson. Det må koste noget på vores niveau på kort sigt, at skifte væk fra et system, som er så velimplementeret. Så det kan virke drastisk at skifte væk fra det. 

På den anden side så har vi allerede set af Niels F og trænerteamet er pragmatiske og vælger at tilpasse spillestil og system til spillermaterialet. Det var det der skete dengang i oktober 2019, da de skiftede til 3-5-2 (fra 4-3-3). Vores nuværende spillestil - omstillingspræget 3-5-2 - er særligt velegnet til Maxsø, Jung, Lindstrøm og Uhre, hvoraf de fleste formentlig er væk efter sommerferien. Og så står trænerteamet med en trup som ikke nødvendigvis passer til 3-5-2 længere, hvor Peter Bjur får gavn af at gå fra wingback til wing, og hvor de mange unge potentielle salgsemner på midtbanen (Børkeeiet, Frendrup, Cappis, Slimane, Pyndt, Fallenius, Corlu, Singh) har brug for flere spilleminutter for at udvikle sig og blive salgbare.

Hvad siger I derude? Er 4-3-3 løsningen på vores transfervindue-kvaler? Og tror I at trænerteamet kan finde på at lave det skifte?




Deltag i diskussionen




  • mp80
  • mp80   28. april 2021   

  • Tror du har ret i truppen er mere egnet til den formation, hvis man mister de spillere der nævnes. Jeg tvivler dog stærkt på man kan holde på Jung og Maxsø, tror begge skifter, Gammelby har også udtalt han er åben for et skifte og mon ikke også det sker.

    Jeg er sikker på der skal hentes omkring 4 spillere ind ude fra, såfremt der kommer de mange afgange, som de fleste forventer. Jeg er meget i tvivl om Corlu bliver, virker ikke til han har opbakning fra NF. Men ellers er jeg meget enig i dine tanker om det kommende vindue.
    1 enig
     
    • @mp80
      Corlu har bået været skadet og haft Corona. Det er svært at vurdere trænerens opbakning, det kan sagtens være at han ikke har været i stand til at spille.

  • Fint oplæg.

    Jeg mener ikke vi skal gå væk fra den nuværende måde at spille på, hvor vi kan skifte formation afhængig af hvordan kampene forløber. Det synes jeg er en stor styrke.

    En 4-backkæde kræver nogle backs der er rigtigt gode til at forsvare, inklusiv på indlæg, hvor der er en stopper mindre til at tage fra. Problemet er, at sådan en back har vi ikke, og har ikke haft det i mange år. Jung kan godt, men han er langt bedre i en 3-backkæde. Da vi spillede med 4 i bagkæden, både under Frank og Zorniger, men også tidligere, var vi sårbare på indlæg til bagerste stolpe. Vi spillede meget med at backen i den ene side gik frem på skift, og blev så ramt af at der kun var 2 gode forsvarere i restforsvaret.

    Dertil kommer at jeg er ret tilfreds med den fleksibilitet der er ved 3-5-2, hvor wingbackerne afhængig af situationen kan gå tilbage i banen, som vi så det mod FCN, og så langt frem, som vi så det mod Randers. Man kan ikke helt gøre det samme med 4-3-3 eller 4-4-2, i hvert fald ikke på samme måde.

    Angrebsmæssigt er der ikke så stor forskel, vi kan spille 3-4-3, 3-4-1-2, 3-5-2, og veksle meget rundt der, præcis som hvis vi spillede 4-3-3, 4-4-2, 4-2-3-1 osv osv. Det er forsvarsdelen vi vinder noget på med 3-backkæden.

    En sidste ting er at jeg absolut ikke mener at Jung skal spille CB i en 4-3-3. Det gik helt galt da vi prøvede det. Jeg tror heller ikke han er defensivt stærk nok til det, specielt i hovedstødsduellerne.

    Så summa summarum, hvis vi skal skifte ud i truppen, synes jeg vi skal hente spillere der passer til et system med en 3-backkæde, men jeg synes samtidig vi skal bevare vores mulighed for at skifte formation i kampene.
    3 enige · 5 god kommentar

  • Philip
  • Philip
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      29. april 2021   

  • Godt oplæg :)

    Jeg er lidt uenige i din opstilling. Jeg kan godt garantere, at Blas er foran Bjur, når han er tilbage. Bjur skal bruges som backup på 8’eren eller 10’eren i næste sæson, hvis vi holder den nuværende formation.

    Derudover bliver JMG med garanti udlejet eller solgt til sommer. Så reelt har vi kun Bruus, Mensah og Blas til de to WB (Lumb har udløb til vinter og forlænges ikke). Jeg synes derfor vi skal købe en til to WB (jeg tror også Mensah sælges). Vi skal derfor bruge en backup til venstre (Klitten fra AaB) og en starter til højre (Diks fra Fiorentina).

    Jeg er ret sikker på, at vi forlænger med Jung så han kan spiller den venstre stopper (Kabongo som backup, måske Cappis), Rosted får den centrale (backup Tobias) og så har vi Skipper til den højre. Her skal der købes en ny stopper eventuelt Gartenmann fra SønderjyskE.

    På midten tror jeg også vi mister Rado og Vigen. Det vil betyde, at Frendrup bliver 6’er, Anis bliver 8’er og 10’eren bliver Corlu/ Fallenius. Til midten har vi så Pyndt, Cappis, Tobias, Bjur, Singh som backups plus lidt MC spillere (eksempelvis Marinus og Kvist). Måske der skal hentes en klasse midtbanespiller men jeg ser det ikke som et must.

    Til sidst er der angrebet her tror jeg også Hedlund sælges. Det betyder vi kun har Pavlovic, Kvistgaarden og Singh (evt. også Fallenius). Her skal der er en ny spiller ind. Det kunne være Kamara fra Randers.

    Alt i alt kan vi stille op med følgende spillere:
    Hermansen
    Gartenmann - Rosted - Jung
    Diks - Blas
    Frendrup - Anis - Fallenius/Corlu
    Pavlovic - Kamara

    Bænk: Jonathan, Skipper, Kabongo, Klitten, Bruus, Bjur, Tobias, Pyndt, Cappis, Singh, Corlu/Fallenius og Kvistgaarden.

    Ovenstående hold ser jeg ikke som dårligere end vores nuværende. Rosted viste sig at være rigtig stærk som den centrale i starten af sæsonen (ikke på niveau med Maxsø naturligvis). Gartenmann er dog en opgradering ift. Hjortur. Vores WB er markant bedre og resten er nogenlunde på niveau. Så alt i alt er der ikke mange justeringer der skal laves og derfor bør vi holde fast.

    Der er nogen spillere det ville ramme hårdt hvis vi skiftede til en 4-3-3. Eksempelvis vil Blas ikke komme til sin ret, han er ikke god nok dengensivt. Modsat ville det gavne en spiller som Rosted. Jeg tror dog Rosted overtager den centrale plads i 3 mandsbagkæden hvis Maxsø sælges og derfor er det lige vidt i min verden. Jeg tænker derfor, at vi skal holde fast i vores 3-5-2. Hvis man holder på Rado synes jeg vi skal overveje at spille 4-2-2-2.
    6 enige · 6 god kommentar
     
    • Jensen
    • Jensen
      Betalende bruger
        29. april 2021   

    • @Philip - Jeg er meget enig i dine betragtninger.
      Den eneste lille ting jeg kunne være uenig i, er et salg af Hedlund. I vinterens transfervindue havde jeg været enig med dig. Men jeg synes han har steppet up på det sidste. Og med den store udskifning der kan komme, kunne jeg godt se, at vi holde lidt på ham, til han var endnu mere værd. Han har 2 år endnu, så man kunne håbe på en brændsæson og så skyde ham af næste år.
      Men jeg græder ikke snot, hvis han sælges.
      1 god kommentar

    Se 2 flere kommentarer

  • Joblar
  • Joblar   29. april 2021   

  • Helt generelt er jeg egentlig godt tilfreds med den nuværende formation, vi har fået opbygget en stærk defensiv som er utrolig vigtig helt generelt (og som har været en mangelvare i BIF længe), specielt hvis vi skal lave resultater i europæisk sammenhægn. MEN, jeg har også hørt både Cv & NF sige at vi skal være fleksible, dvs. vi skal kunne spille flere systemer og formationer, alt afhængig hvad modstander og kampen tillader, her er jeg for så vidt også meget enig, kan vi det, er det jo bare et ekstra våben i arsenalet. Jeg tror og håber at der kommer en forholdsvis stor udskiftning i truppen til sommer, BIF mangler i den grad penge til at komme videre på og her tror og håber jeg vi kan kapatalisere ved salg af Jobbe, Maxsø, Uhre som de primære, men måske spillere som Hedlund og Rado også skal videre - og ja så er det helt store spørgsmål jo hvad det kommer til at betyde sportslig, men jeg har egentlig en god mave fornemmelse når jeg kigger på resten af truppen sådan helt generelt, det gik jo meget godt da Hany, kamil og Kaiser forsvandt, så jeg er fuld af fortrøstning. Jeg tror endvidere at Heramnsson, Marwin og Vigen forsvinder. Det betyder også at der vil skulle hentes noget udefra, og her syntes jeg det er vigtigt at vi sætter kvalitet over kvantitet, vi skal have et par bærende spillere ind på holdet som de unge kan læne sig op af, som eksempelvis Maxsø - som iøvrigt bare er et super forbillede for alle de unge mennesker. Målmand på være MH - i forsvaret ser jeg Rosted central med Børkeit til højre og Jung til venstre - til at starte med Bjur på VWB (indtil Blaz er tilbage) og Bruus på HWB (alternativt er det en position hvor vi skal se os om efter forstærkning) - på 6 positionen må det blive Frendrup - og de to 8 kan dækkes af Slimane, Corlu, Cappis, Pyndt (men vi skal evt. også have en forstærkning her) - angreb må blive Fallenius, Palvo, Kvistgaarden (også her ser jeg vi skal bruge en ekstra angriber hvis både Uhre og Hedlund ryger afsted). anyway, vi går en spændende sommer i møde - FORZA BIF, TAG NU DET MESTERSKAB !!!!!!!!
    3 enige · 2 god kommentar

---

  • KJOE
  • KJOE   29. april 2021   

  • Tak for et godt oplæg!

    4-3-3 er et fantastisk system, hvis man har spillerne til det. Og i forhold til Brøndby synes jeg, at vi mangler nogle spillere for at det kan blive rigtig godt.
    I angrebet kræver det kantspillere med fart. Men de skal også fra “stående” kunne sætte en mand. Samtidig er der kun en mand i boksen. Så skal den modsatte kant eller 8’erne i feltet. Og jeg oplever tit, at der simpelthen mangler folk i boksen i en 4-3-3.
    Derudover går vi væk fra det fundament i forsvaret, der har skabt de resultater vi har nu.

    Vi skal spille europæiske kampe efter sommer. Og der bliver helt sikkert situationer, hvor vi spiller 5-3-2 på udebane for at få et brugbart resultat med hjem.

    Jeg tror ikke man går væk fra 3 back-kæden. Men i stedet arbejder med varianter såsom 3-4-3 eller 3-4-2-1.

    Blas Riveros er en klasse Vwb og med en af tilsvarende kvalitet i højre side er vi godt kørende.

    Jeg regner med at følgende er væk: Schwäbe, Maxsø, Hermansson, Jobbe og Uhre. Måske: Rado og Jung.

    Til gengæld tror jeg at følgende brænder ligaen af næste sæson: Slimane, Frendrup, Pavlovic og Blas. Og så har jeg fidus til Fallenius. Men om det allerede er fra næste sæson ved jeg ikke.

    Jeg har ikke fingeren på pulsen i forhold til, hvem der måtte blive tilført truppen til sommer af spillere fra Superligaen. Jeg har selvfølgelig nogle drømme. Blandt andet Tshiembe fra Lyngby og Diks fra ÅGF.

    Men med CV’s netværk og erfaring er jeg sikker på, at Start 11’eren er mindst lige så god når den nye sæson begynder.

    Der kommer en del salg i FCM (skal profitere af CL deltagelsen) og PSE ligner et kæmpe oprydningsarbejde. Om det skal trænes eller købes væk må tiden vise (PC skal helt sikkert ind og sætte hans aftryk). ÅGF har toppet for denne gang.
    Så kan der være noget strategisk i at holde på spillerne?

    Lad os nyde den trup vi har nu og glæde os over, at vi har muligheden for at blive danske mestre :-)
    2 enige · 4 god kommentar

  • Interessant snak. Personligt tror jeg at det afhænger meget af vores slutplacering, hvilke spillere vi er nødt til at sælge og hvilke spillere der evt. gerne vil blive lidt længere.

    Vinder vi lortet og kommer i CL? Så tror jeg fx at Maxsø og Jobbe bliver minimum et halvt år mere og jeg tror at en forlængelse med Jung er garanteret.

    Bliver vi nr. 2, så tror jeg helt sikkert at Maxsø og Jobbe bliver indtil kvalifikationskampene er overstået og så tager de en beslutning om evt. skifte når vi (realistisk set) er røget ud uden at kvalificere os til en turnering. Jung er nok 50/50 vedr. en forlængelse her.

    Bliver vi nummer 4 og misser alle El kampene, så vil der komme et stort udsalg, hvor vi bare skal have hevet penge hjem.

    Af alle dem med kontraktudløb tror jeg at Jung er den eneste vi vil kæmpe for at beholde. De er alle fire dyre og Jung er umiddelbart den der er sværest at finde en god erstatning for.
    4 god kommentar
     
    • Philip
    • Philip
      Top kommentator
      Top gode
      Top enige
        29. april 2021   

    • @skj6986 Det er en god pointe. Vinder vi mesterskabet bliver nok både Jobbe, Maxsø og Jung (i hvert fald til vinter). Så ser vi voldsomt stærke ud hvis Blas bliver klar og hvis vi får en ny Hwb. Jeg tror Uhre sælges lige med hvad. Rado og Hedlund ryger også kommer der et godt bud.
      4 enige · 3 god kommentar
     
    • Jensen
    • Jensen
      Betalende bruger
        29. april 2021   

    • @skj6986 - Jeg ved at dette ikke er populært, men jeg synes ikke europa skal afgøre om vi sælger spillere eller ej.
      Vi er foran vores målsætning, men vi må ikke lade os forblænde og holde for længe på vores spillere i et romantisk håb om europæisk succes.
      Jeg siger ikke, at vi bare skal smide de europæiske kampe væk, men for mig er det vigtigere at holde fokus på vores strategi og blive ved med at bygge op.
      Når det så er sagt, så kan en Maxsø, Jobbe g Frendrup måske øge deres værdi endnu mere, hvis de gør det godt i kval. kampene. Så det er en svær balancegang.
      1 god kommentar

  • Jensen
  • Jensen
    Betalende bruger
      29. april 2021   

  • Rigtig flot, velargumenteret og gennemtænkt indlæg. Tak.
    Jeg er meget enig i dine betragtninger og kommer måske til at lyde som om, at jeg bare gentager hvad du skrev.

    Jeg er virkelig ikke særlig stærk i formationer og hvilke spillere der fungere bedst i hvilken formation. Men ud fra de andre kommentarer, lyder det kun som om at Blas vil komme i klemme, ved at skifte tilbage til 4-3-3. Selvfølgelig vil forsvaret stå anderledes og ikke så kompakt som nu. Men jeg synes vi skal huske på, at vi gik over i 3-5-2 fordi vi havde brug for et stærkere fundament og fordi spillertruppen ikke passede til 4-3-3. Men der blev også proklameret, at når det defensive var på plads, skulle vi kigge på det offensive igen. Og man må i den grad sige, at defensiven er kommet på plads, så måske er det tid til at kigge på det offensive.

    I forhold til transfervinduet, så har jeg tidligere udtalt, at jeg kunne være nervøs for at at fjerne hele stammen og kontinuiteten. Men det skal jo ske på et tidspunkt.
    Det er lidt som at skulle trække et plaster af... Der kommer aldrig et godt tidspunkt. Så måske er tiden inden til, at vi bare flår det af i eet hug. Det betyder (for mig) følgende afgange:
    Schwäbe - Vi har afløsere klar i MH
    Maxsø - Jeg tror det var aftalen og hvis han skal sælges med størst fortjeneste og for at give ham de bedste chancer i hans fremtidige karriere er det nu. Måske man kan holde på ham, til vi har spillet europæisk, for at øge værdien mest muligt.
    Hermannsson - Han har gjort det godt, men vil være for dyr at forlænge med i forhold til hvad vi får for pengene.
    Jung - Alt efter formation, kunne hans lønkroner måske bruges bedre. Hvis een spiller skal forlænges, synes jeg det er Jung. Men hvis vi skifter formation, er de ekstra lønkroner måske ikke givet alt for godt ud.
    Vigen - Skal ikke forlænges. Han er for dyr og for meget skadet.
    Rado - Hvis CV skal gøre alvor af at sælge, når vores spillere er mest værd, så bør Rado sælges nu. Desuden har vi afløsere klar.
    Frendrup - Skal kun sælges ved højt bud. CV har udtalt, at MC-spillere gerne skal nå 100 kampe, inden de sælges. Så han skal ikke aktivt forsøges at sælges i dette vindue.
    Jobbe - Som med Frendrup, skulle vi måske holde på ham til han har spillet 100 kampe. Men hvis buddet bliver for godt, skal vi ikke gøre som med Hany og holde på ham for længe.
    Uhre - Han bør skydes af nu. Vi skal smede mens jernet er varmt. Han kan måske gøre det igen, men hvis vi skal bygge holdet op, kan vi lige så godt forberede os på en tid uden Uhre, allerede nu.

    Og der er selvfølgelig andre spillere, som kan/skal sendes videre, men disse er bare frit fra min hukommelse.
    1 enig · 1 god kommentar

  • KlapHatten
  • KlapHatten
    Betalende bruger
      29. april 2021   

  • Tak for alle kommentarerne. Der er mange gode pointer i blandt, som påpeger at 4-3-3 også kommer med sine udfordringer med vores trup.

    For mig at se, er den mest centrale del af problemet, at vi har en strategi der baserer sig på udvikling og salg af unge spillere - og når man så ser på vores trup, så er langt de fleste unge talenter midtbanespillere (Børkeeiet, Frendrup, Cappis, Slimane, Pyndt, Bjur, Corlu, Fallenius, Lindstrøm, Singh), men vi spiller et system med kun 3 midtbanespillere.

    Vi har selvfølgelig også unge spillere på andre positioner - Skipper, Kabongo, Bruus og Kvistgaarden. Men det virker tvivlsomt om de kan slå igennem for alvor.

    Så jeg er spændt på hvordan CV og Niels F lykkes med at få flest muligt af disse unge talentfulde midtbanespillere til at slå igennem.

    Mit (lidt friske) bud er et systemskifte til 4-3-3 (læs: reelt 4-5-1), for så er ikke kun behov for 6 midtbanespillere i truppen, men nærmere 10. (Og det løser også problemet med at vi har mangel på CB’er og angribere i næste sæson).

    Men det kan selvfølgelig også være at problemet kan løses på andre måder. Måske kan nogle af talenterne fungere på andre positioner? (Børkeeiet i forsvaret? Fallenius / Singh i angrebet?). Måske benytter vi os af udlejninger?

    Et eller andet må i hvert fald ske, for CV har jo skabt denne situation med åbne øjne, da han i vinters forlængede med Pyndt og Singh, og signede Fallenius og Cappis.
    1 god kommentar
     
    • Philip
    • Philip
      Top kommentator
      Top gode
      Top enige
        29. april 2021   

    • @KlapHatten Jeg kan godt følge dig og de fleste store talenter i MC er også midtbanespillere. Der er dog en del af de spillere du nævner, som nok snart sælges eller som kan spille andre positioner:
      - Jeg tror vi skal forvente at Jobbe og Frendrup er væk seneste efter næste sæson.
      - Bjur kan være backup på vwb og derigennem få nogen kampe.
      - Tobias og Cappis kan jeg godt se i forsvaret.
      - Fallenius og Singh kan også spille angribere

      Jeg tænker også at vi kunne leje eksempelvis Pyndt ud i næste sæson og så er han forhåbentlig klar når Frendrup og Jobbe er solgt. Jeg frygter også at Slimane er væk efter næste sæson.
      3 enige · 3 god kommentar

---

  • Virkelig en fed debat og utrolig spændende læsning.

    Er enig i at vi med den trup vi nok kommer med næste år, bliver bedre til en 4 back kæde.

    Hvis vi kigger på kampen mod Randers. Så mister vi vores 4 bagerste mænd, pt på kontrakt udløb og et salg.

    Er bare lidt nervøs for at vores hold bliver for ungt, når folk mener at vi stadig skal købe unge spillere.
    Vi skal stadig spille med om top 3 næste år, så vi er nødvendige til at købe ældre og erfarende spillere ind.

    Bliver bare nervøs for at vi bliver Nordsjælland light på en gennemsnitsalder, der er alt for lavt og vi skal være heldige for at være med til top 6.

    Vi kan sælge jobbe og frendrup som de eneste talenter.
    Så er resten af dem der ryger erfarende spillere som Jung, maxsø, hjortur, vigen, uhre, raso og hedlund.

    Håber CV finder kuglepennen frem og signere nogle erfarende spillere der kan træde direkte ind, som de unge også kan læne sig op af.



     
    • Jensen
    • Jensen
      Betalende bruger
        30. april 2021   

    • @Dokter Hattenik - Jeg kan sagtens følge din bekymring om at vi bliver for ungt et hold. Men jeg er ikke selv sp nervøs.
      CV har jo vist, at han sagtens kan finde erfaring - Blas, Pavlo og Lumb.
      Men som Klaphatten skriver, så er mange af vores nuværende talenter midtbanespillere. Så hvis vi fortsat skal udvikle og sælge unge spillere, bliver vi også nød til at investere i unge talenter udefra.

  • Kaj
  • Kaj   30. april 2021   

  • Meget interessant diskussion - tak for den!
    Jeg tror på følgende sikre afgange til sommer: Schwäbe, Hjörtur, Maxsø, Vigen og Jobbe. Tørnæs har vist også udløb - jeg kan ikke huske, om der allerede er meldt noget ud om ham, men tænker, at han fint kan fortsætte som 3. målmand for de to unge.

    Derudover kan der ske salg af flere spillere, hvis prisen er rigtig + udlejninger. Vi skal af med en højreback, idet Gammelbys udlejning udløber. Vi skal også af med Erceg, som har et år tilbage af kontrakten, så vi må håbe, at han bliver i Kroatien på udlejning eller salg.

    Med de nævnte + evt yderligere salg / udlejninger, skal vi selvfølgelig også have spillere ind i truppen. Vi har købt Cappis og Ægidius. Måske kommer nogle fra MC op, men derudover er jeg meget tryg ved, at CV har fingeren på pulsen. Nanna nævnte i sidste Brøndbylyd Egho fra Randers som et emne - har kontraktudløb til sommer. Lyngby har også nogle interessante spillere.

    I forhold til vores spilsystem er jeg ret begejstret for 3-5-2. Det giver en mere sikker defensiv base, som er meget vigtig. Jeg tror Jung forlænger, og dermed har vi med ham og Rosted 2 af midterforsvarerne på plads og skal kun spille 1 ny ind. Jeg er ikke sikker på, at hverken Kabongo eller Skipper er gode nok, så jeg mener, at vi skal have en ny midterforsvarer, medmindre en anden fra truppen / MC kan spille pladsen (Børkeeiet?).

  • Saesonkort
  • Saesonkort
    Betalende bruger
    Top kommentator
    Top enige
      30. april 2021   

  • Jeg tror, at vi skal starte med det vi ved.

    CV vil lægge på og ikke bygge om. Derfor føler jeg mig sikker på, at trænerteamet vil arbejde med dynamikken og fleksibiliteten i systemet, men med udgangspunkt i vores nuværende 3-5-2.

    CV vil gerne have dyre spillere - de skal bare spille. Glem alt om at intet må koste penge - det må det godt, hvis der er tilbagebetaling i point og spilletid.

    Der kommer nok ikke flere op fra MasterClass end de 3, der er i transition. Kvistgaarden, Singh og Pyndt. U19 har været en sørgelig omgang i år.

    CV er ikke kendt for mange udskiftninger af de bærende spillere på en gang. Han er fortaler for kontinuitet. Derfor tror jeg at åreladningen vil blive spredt over så lang tid som muligt.

    CV sælger kun, hvis det er en god handel og spilleren kan erstattes inden for rimeligheden af den værdi tilbuddet repræsenterer - eller at der er en gentleman agreement.

    Jeg tror, at samtlige spillere gerne vil have europæisk fodbold på cv’et, så overhånden ligger nok hos CV, hvis han kan og vil møde det økonomiske niveau for den enkelte.

  • Hej alle.

    Er der nogen der ved hvor meget vi har at købe for?.

    Hvis vi sælger
    Jobbe = 6 mil euro
    Maxsø = 2 mil euro
    Hedlund =1 mil euro
    Frendrup = 2.50 mil euro
    Rado = 1 mil euro
    Uhre = 1 mil euro
    Så vi har 13.5 ( bare tal der er set på transfermarkt)

    Hvor meget har vi så at købe ind for?

    Kan huske da Ebbe sand var sportsdirektør, så sagde JBA at hvis de solgte for 10 kunne de købe for 10.
     
    • Kaj
    • Kaj   30. april 2021   

    • @Dokter Hattenik Maxsøs frikøbsklausul er på 3.1 mio, så vi sælger ham forhåbentlig ikke for 2 mio, uanset hvad tranfermarkt mener. Hedlund er også mere værd, og Uhre tænker jeg er lidt mere værd. Det er for tidligt at skyde Frendrup af, og i øvrigt er han metervare i europæisk fodbold, så tvivler faktisk på, at vi kan få 2,5 mio for ham.

      Dit regnestykke afhænger jo også af, hvad de nye spillere skal have i løn i forhold til dem, som vi sælger. Desuden kan nogle af transferindtægterne jo blive brugt til andet end spillere f.eks. afdrage gæld, diverse i forbindelse med stadion, øvrige faciliteter, konsolidering, træner-setup, analyseteam mv.

    Se 2 flere kommentarer

---





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner