Analyse: Brøndby i knæ mod FCN

Skrevet af Kasper Pedersbæk, 27. juli 2022

Niels Frederiksen havde rystet posen, da han satte navne på de startende 11 mod FCN, hvor blandt andre Frederik Alves var at finde på en af stopperpositionerne. Men systemmæssigt var det stadig en 4-4-2 (diamant) med en vekslen til 4-3-3 alt afhængig af spilsituation. For Brøndby var det Hermansen - Sebulonsen, Rosted, Alves, Riveros - Radosevic - Slimane, Greve - Schwartau - Divkovic, Kvistgaarden der spillede fra start.

Advarslen kom hurtigt i kampen, for trods de blågule der gav bolden op, så var det FCN der efter 24 sekunder kom til en afslutning efter et boldtab dybt på egen halvdel i det opbyggende spil fra Brøndbys Josip Radosevic af. Den sekvens satte tonen for de resterende 89 minutter, for det blev ikke bedre. 3point.dk sætter nedenfor fokus på en række punkter fra kampen som var med til at gøre udslaget.

 Usynkroniseret pres

Det pres Brøndby skulle lægge på FCNs opspil fungerede langt fra tilstrækkeligt. Det var usynkroniseret, og blev for let overspillet. For ofte var det et solopres af en blågulspiller, hvilket gav gæsterne straffede simpelt, men effektivt. Aflever, ryk i bevægelse til en ny fri position, modtag bolden.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor illustreret - Schwartau går i pres på Mads Bidstrup, han afleverer bolden mod højre, hvor Kvistgaarden bliver fanget i et limbo - det samme gør sig gældende for Greve. Ingen dækker hverken Andreas Schjelderup (7)) eller Jacob Steen Christensen (6), så sidstnævnte kan trække frem i et frit rum, modtage bolden fra Villadsen på kanten og på førsteberøringen finde en fri Schjelderup (der så sender en medspiller fri i dybden).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et andet eksempel ses ovenfor. Et eksempel som også fortæller hvad FCN gjorde så flot. I deres stringente 4-3-3 lod de i boldbesiddelse den ene 8er trække frem på siden af Radosevic (der spillede 6er hos Brøndby), mens Schjelderup droppede ned fra sin rolle som midterangriber på den modsatte side af Radosevic. Samtidig trak FCNs to yderangribere meget bredt - og det efterlod de to stoppere hos Brøndby uden en egentlig angriber at dække i store perioder af kampen. DEN manøvre havde held med flere gange at lokke stopperne hos Brøndby ud af position, hvor især Rosted kæmpede med det.

Skudproduktion og fødekæden fremad banen

Hvis nogen havde håbet på en mirakelkur henover sommerpausen på forårets strabadser må de tro om igen. Brøndby kæmper stadig med skudproduktionen. Det bliver ikke farligt nok. Fraregnet straffesparket kom Brøndby blot op på 0.59 xG - som isoleret set fortæller os om en stærkt begrænset skudproduktion hos de blågule.

For at forstå udfordringer skal vi se på den store helhed. På hvorfra man forsøger at opbygge spillet. Grundlæggende lider opstillingen under et udfordret opspil allerede fra den første fase af spillet. Derfor tager vi et kig på denne situation, hvor Brøndby er i boldbesiddelse:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Radosevic trækker ned mellem de to stoppere, uden de i øvrigt er pressede, FCN afventer ved buens begyndelse på egen halvdel. For at flytte bolden kræver det åbne linjer frem i banen, vinkler den boldbesiddende spiller kan aflevere frem i for at skabe fremdrift i spillet.

Ved at Radosevic er trukket så dybt blænder han den trekant han kunne have dannet med de to stoppere, i stedet ender de tre med at stå på linje. Det er alt andet lige nemmere at kontrollere et modstander hold i boldbesiddelse der lader tre mand stå på en flad linje, end hvis der begynder at komme vinkler og åbninger.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor er det en mangel, at Sebulonsen ikke har den centrale løsning til en aflevering. Han har reelt to muligheder - retur i banen til Rosted / Hermansen eller selv at satse på at drive den frem. Men FCN er opmærksomme, de har to mand i den side - og nordmanden vil ende i en blindgyde.

Det nytter simpelthen ikke noget at Radosevic dropper så dybt i banen, han fratager de to stoppere mulighederne for at lave trekanter op centralt i banen. På samme vis er det nemmere for FCN at lukke det centrale rum med den 2 x 3 mands blok centralt. De lader i situationen Brøndby spille på ydersiden af deres defensive struktur, og Brøndby har ekstremt svært ved at sætte afslutninger op fra det centrale rum. Alt for meget endte på siderne, og i indlæg. Isoleret set fungerede en stor del af indlæggene fint, boksen var fyldt op - men der savnedes så tværtimod kvalitet at sigte efter på de indlæg.

Når opspillet halter som beskrevet ovenfor, så bliver det også sværere for de to 8ere at komme på bolden, for de rum de opererer i bliver lukket, hvis ikke opspillet går hurtigt nok! Det gør så at fødekæden frem i banen bliver cuttet, og det bliver derfor rigtig svært at sætte de forreste i scene.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Sidste eksempel er fra første i kampen. Brøndby starter på bolden, er ved at bygge spillet op - og her har FCN trukket helt mod højre. De har praktisktalt alle 10 markspillere på den højre akse i banen. Kan man i opspillet skifte side hurtigt, og komme fri på modsatte flanke skaber det uorden i organisationen. Situationen ender i et boldtab og et godt udført angreb til FCN.

Ændringerne i kampen

Undervejs i kampen, da man var bagud i anden halvleg, skiftede Niels Frederiksen til en meget aggressiv rendyrket 4-3-3. Men afstemningen i presset haltede stadig, og det blev aldrig rigtig godt for de blågule. FCN kunne stadig spille sig for nemt ud af presset og komme på bagsiden af de første 4-5 Brøndbyspillere.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor ses udtrykket i det presspil der blev beskrevet efter skiftet til den rendyrkede 4-3-3, udfordringen var bare, at når FCN fik spillet sig forbi Brøndbys tre angribere + de to højanlagte 8ere, så stod de blågule med Bell + bagkæden til at agere stopklods. FCN afklædte Brøndby i flere omstillinger.

Opsummering

FCN klædte Brøndby af taktisk. En ting er valg af spillere, det er hvad det er. Men selve systemet og ikke mindst udførelsen af det skete på et alt for lavt niveau. Presset var langt fra koordineret, opspillet var tandløst og langsomt. Det haltede på at finde åbningerne frem i banen centralt, der var for mange berøringer i opspillet til de blågule kunne få flyttet gæsterne fra Farum hurtigt nok. Der blev spillet for meget på ydersiden af FCN, man kom ikke ind og stak kniven ind centralt.




Deltag i diskussionen




  • ClausM
  • ClausM   28. juli 2022   

  • Niels fejlede...måske skal vi lade være med at forlænge med ham han virker til at være kørt fast. og så finde en ny træner som kan tage det næste skridt.
    1 enig

  • Et nederlag der er voldsomt irriterende - et er at tabe til FCN noget mere bekymrene er at det var et fortjent nederlag.

    Fordelen ved der ikke er skiftet ud i truppen skulle vel bla. være at ting som vores presspil sad i skabet?

    Ellers tak for analysen der dog også efterlader mig med en mistanke om at en ny angriber ikke nødvendigvis løser alle vores problemer.
    1 god kommentar

  • Det var virkelig en pine at overvære kampen og det virkede som om vi slet ikke magtede at føre bolden fremad på en hensigtsmæssig måde. Tak for analysen Kasper, den var fin som sædvanlig. Jeg har i meget lang tid ikke været med på råbene om en ny angriber, ikke fordi jeg er modstander af det, men mere fordi jeg ikke ser den som vores mest åbenlyse udfordring. Hvad nytter det med andre angribere i biksen hvis ikke de får bolde at arbejde med. Vores opspil bagfra fungerer ofte ikke og der bliver lavet simple personlige fejl og boldtab. Jeg hader at kritisere vores spillere, også fordi nogle mangler bliver opvejet af andre forcer. jeg kan i perioder blive sindssyg af Rados tåbelige fejl og placeringer på banen, men manden er jo en kriger og en super bold erobrer, her kunne vi dog måske blive opgraderet i form af en mere boldsikker mand. Så synes jeg at vi mangler en gennembrudsspiller der med fart og føling for medspillere kan sætte spillet op, det er for mig at se ikke nok med Slimane. Nu er jeg ikke en ørn på det teoretiske område, men for mig at se er truppen slet ikke så dårlig som mange gerne vil gøre den til. Nu må vi vinde i aften så drengene og os fans kan få lidt at glæde os over, vi fra Næstved er i hvert fald på plads på stadion som sædvanligt. Jeg skal på en lille sejlferie efter kampen, sidste gang jeg gjorde det var vi bagud 0-2 mod Randers men vandt efter en fin 2 halvleg, det gør vi igen gutter og gutterinder. God kamp til alle.
    2 god kommentar

  • Rigtig god analyse! Det var en hård kamp at se på. Jeg havde selv svært ved at forstå, hvorfor man ikke bruger Heggheim i kamp, hvor fart og muligheden for at drive bolden frem med bagkæden er afgørende. Egenskaber som absolut ikke gælder for Rosted. Derved kunne vi have undgået, at Radosevic konstant skulle ned og starte fra eget felt.

  • Ivan
  • Ivan   28. juli 2022   

  • Tak for analysen. Desværre udstiller den , at Radocevic er og bliver vores største problem. Han er så desværre også en af vores største styrker. Problemerne først. Han placerer sig alt for ofte forkert. Det er påvist gang på gang. Og sådan noget er desværre umuligt at lære når man først er blevet 18-20 år. Han er alt for usikker på bolden når han bare presses en lille smule. Det er også bevist mange gange. Også det er svært at gøre noget vedi en fremskreden alder. Til gengæld er han vores bedste bolderobrer, største fighter, bedste til lange afleveringerne , en af de bedste til dybe stik. Som sådan ofte afgørende for mange af holdets sejre. Så hvad gør en træner? Meningen var nok at Greve , Cappis eller Bell ,som ikke helt har Radosevic svagheder skulle kunne erstatte Rado på sigt, men desværre har de vist sig heller ikke at have hans styrker. Konklusionen er at NF må leve med Rado og håbe på at Radosevics styrker oftest er mere afgørende end hans svagheder.
    1 enig





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER