-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
I forberedelserne til hjemmekampen mod FCN kunne man godt forestille sig, at Niels Frederiksen havde skelet til udekampen i Farum, hvor Brøndby fik tæmmet Farum-mandskabet og vundet 2-0. Temaet har angiveligt været – undgå omstillinger til FCN, hav fokus på restforsvaret og hold en disciplineret defensivorganisation på den bagerste tredjedel af banen, så FCN-spillerne ikke kunne få det frie rum at spille i.
På midtbanen var det igen med Frendrup som den evigt patruljerende 6’er bagved de to 8’ere i form af Radosevic & Tibbling. Her var Radosevic tiltænkt en rolle som en konstant løbende felt-til-felt midtbanespiller, med licens til at presse højt og aggressivt, når det vel at mærke gav mening, mens Tibbling skulle forsøge at binde fase 2 sammen med fase 3 i angrebsspillet, således at Brøndby ikke ”bare” var gode på bolden på egen halvdel, men også fik offensivt slutprodukt på.

I boldbesiddelse angreb FCN i en 4-3-3, hvor de spillede med en central trio på midtbanen; Kofod & Christensen agerede motorer bagved en mere fri Damsgaard, som så skulle forsøge at finde tiden på bolden i typisk halvrummene i hver side for at sætte de tre offensive folk op i bagrummet.
For FCNs vedkommende forsvarede man i en afart af 5-4-1, hvor de to kantangribere Sulemana & Sadiq trak lidt ned i banen, lod Kofod & Damsgaard ligge centralt, mens FCNs nummer 6, Christensen, trak dybt i venstre, således at FCN forsvarede med tre stoppere centralt og samtidig forsøgte at neutralisere Brøndbys wingbacker ved selv at lade føromtalte Christensen ligge som en art wingback til venstre og Thycosen til højre.
FCN valgte også en mindre markant aggressiv tilgang i presset, hvilket også gav udslag på PPDA-statistikken (et tal der viser hvor mange afleveringer man tillader modstanderen før end en defensiv aktion foretages).

En disciplineret & stærk central akse
Brøndbys helt store styrke i kampen mod FCN var en stærk central akse. Man var super disciplinerede restforsvaret, FCN havde generelt i kampen store problemer med at fange Brøndby i ubalance.

Når FCN i et etableret angrebsspil forsøgte at bygge op faldt wingbackerne (Bruus & Mensah) ned og dannede en 5-backkæde samtidig med Brøndby trak sig sammen og efterlod ekstremt lidt rum mellem kæderne. Angivet ovenfor ses hvordan Brøndby har positioneret sig således at rummene er lukket ned for FCN. Bruus har fokus på kanten (Sulemana), Hermannsson er skudt frem og lukker halvrummet ned, Radosevic presser boldholderen og inde centralt er Uhre (som ydede et helt åndsvagt flot defensivt løbearbejde) med nede og lukke det centrale rum af.

Brøndby lykkedes helt generelt rigtig flot med at lukke FCNs muligheder på den sidste tredjedel af banen ned. Både ved simpelt pres på boldholderen (ovenfor er det Hermannsson & Radosevic der stresser FCNs Christensen) og samtidig lukke rummene ned. På grafikken ovenfor får Christensen slået bolden, men den er allerede læst af Maxsø der kommer først i duellen og stjæler bolden.

Sidste eksempel er grafikken ovenfor. Et perfekt synkroniseret zoneforsvar, hvor boldholderen er under pres, men samtidig har ekstremt svært ved at komme af med bolden, fordi der ganske enkelt ikke er en ledig zone der ikke er besat af en gulklædt spiller. FCN var i kampen alt for ofte for langsomme i tanke og handling, ligesom man ikke formåede at tage de løb der kunne åbne Brøndbys defensive struktur.
I kampen blev FCN ikke noteret for en eneste omstilling, man kom ganske enkelt aldrig afsted og kom i de løbedueller, som vi tidligere har set være gift for Brøndbys defensive balance.
Ubalancen uden Frendrup centralt
Undervejs i kampen nåede Morten Frendrup både at spille 6’er samt wingback i begge sider. I perioden med ham som venstre wingback (i starten af anden halvleg) var det også der FCN kom bedst med i kampen. Centralt blev Brøndby for udisciplinerede med både Radosevic, Vigen & Tibbling på banen. Hvor specielt først- og sidstnævnte er slemme til at gå i et til tider hovedløst pres.

Ovenfor kan ses hvordan både Tibbling & Vigen er fremme centralt i banen for at presse. I og for sig en situation der også var set i første halvleg – som vist nedenfor:

Men med den markante forskel, at her var Frendrup disciplineret nok til at blive og lukke det rum der opstår bagved de to pressende 8’ere ned. Men i eksemplet ovenfor igen presser Radosevic OGSÅ op. Det åbner op for en rigtig meget plads bagved i mellemrummet (mellem Brøndbys midtbane og forsvar).
Generelt bar starten af anden halvleg præg af, at Niels Frederiksen er ved at løbe tør for wingbacker. Det kommer nok til at være en sjældenhed, at vi ser Frendrup udfylde rollen, hvorfor Brøndbys organisation i denne periode af kampen bar præg af tingene ikke helt foregik i sync.
Opbygningsspillet kort & langt
Den helt store styrke for Brøndby i dette forår har været det tålmodige opbygningsspil man har udviklet. Mod FCN kom det til udtryk ved, at forsøgte gæsterne at gå højt og lægge en høj preslinje, så havde hjemmeholdet isen i maven til at spille sig forbi det (se grafikken nedenfor)

Det kostede blandt andet dyrt ved scoringen til 2-0, hvor Schwäbe viser sine kvaliteter i afleveringsspillet med igangsætningen som vist nedenfor, hvor han ser de korte muligheder er lukket og ligger en smuk lang aflevering præcist til Tibbling.

Tibbling tager bolden til sig, kommer fri af sin markering og holder lige præcist så længe på bolden, så Bruus kan tage en 50 meter sprint og komme fri på højrekanten.

Hvorfra han ligger en perfekt bold ind i det ubehagelige rum mellem bagkæde og keeper. Som det kan ses på grafikken nedenfor kommer Lindstrøm, Uhre & Radosevic i et perfekt timet indløb, hvor Uhre lukrerer på det gode indlæg og flot header bolden i mål.

Noter
På falderebet kan noteres, udover hattrick-helten Mikael Uhre, at der var en serie gode præstationer. Schwäbe rejste sig fra AaB-kampen og viste sikkerhed i keeperaktionerne, og ikke mindst igen rigtig godt blik for afleveringerne i opbygningsspillet. Maxsø organiserede som altid forsvaret, læste spillet og sørgede for at distribuere boldene i fase 1. Hermannsson, ofte udskældt, ydede, udover det brændte straffespark, en stærk og modig rolle i det fremadrettede presspil. Islændingen er god til at skubbe frem og lukke halvrummet ned.
Mensah havde ikke en af sine bedste kampe. Defensiv solid, men kom aldrig med i kampen fremadrettet (og spillede også kun pga Gammelbys skade). Indsatsen bar præg af en første kamp efter en halvlang skadespause.
I modsatte side fortjener Bruus stor ros. Han tæt på neutraliserede den kommende Neymar, Sulemana, fuldstændig og FCNs hurtige nummer 14 bor den næste uges tid i Bruus’ baglomme. Når Sulemana bliver matchet på farten var det tydeligt, at han endnu manglede erfaring (i form af dumme valg af udfordringer mv.).
Centralt i banen var Frendrup essentiel for at lukke mellemrummet ned for FCN. Samtidig har den unge nummer 19 ligeledes lagt en del på sit pasningsspil. Foran ham så vi en revitaliseret Simon Tibbling. Svenskeren sugede bolden til sig konstant, og var et bindeled i det offensive spil for Brøndby, både hvor han trak dybt ned og hentede bolden eller fandt ledigt rum mellem FCNs kæder.
På toppen løber Uhre med al opmærksomheden med sit hattrick og assist til Tibblings mål. Men Lindstrøm fortjener tæt på lige så meget ros, han var mod FCN rigtig dygtig til at trække ned og ud i halvrummene, hvor han kunne modtage og vende med bolden. Havde flere gode oplæg, ikke mindst til Uhres ene scoring.
Konklusion
Sejren var baseret på en kollektiv indsats. En stram defensiv organisation, hvor FCN blev holdt til et relativ begrænset antal chancer (som dog, udover det brændte straffespark) godt kunne have kastet en scoring mere af sig. Men langt overvejende viste kampen, at NF læste modstaderen perfekt og lagde en gameplan der stak kniven ind der hvor det gjorde ondt på FCN. En sejr på 4-0 afspejler også en kamp, hvor Brøndby endelig havde ”lidt stolpe ind”. Sagt med andre ord, sejren kunne snildt ”bare” have været på 2-0 igen. Men momentum var med Brøndby, manglede hos FCN og derfor kom slutresultatet op på 4-0. Sejren i sin helhed kunne der ikke indvendes mod, dertil var FCN ganske enkelt for dårlige defensivt.
Deltag i diskussionen
Towerfalcon
Betalende bruger
12. juli 2020
Christian Brøndbyman 12. juli 2020
preben
Betalende bruger
12. juli 2020
BIF_Sherra 12. juli 2020
Jonas Jensen 12. juli 2020
---