Fodbold live resultater




Analyse: Taktisk fejlvalg og passivitet

Skrevet af Kasper Pedersbæk, 16. september 2021

Det var ændringernes kamp fredag, da Brøndby IF på hjemmebane tog imod de rødklædte spillere fra Silkeborg IF. For væk var Silkeborgs markante possession orienterede gameplan, ligesom Brøndby valgte at skrotte tre mand i bagkæden, og i stedet sætte skakbrikkerne op i en 4-4-2 med en diamantformet midtbane. Det ene udviklede sig som en succes, det andet knapt så meget.

Ikke meget som vanligt

Kent Nielsen benyttede - som vanligt - sin 4-3-2-1 "juletræs-formation", som bragte minder i opsætningen om tidligere tiders AC Milan under Ancelotti. En bagkæde med fire mand, og med en midtbane, med tre arbjdere, bagved to dygtige mellemrumsspillere, hvor Brøndby igennem kampen specielt havde deres udfordringer med Nicolaj Vallys og med Helenius liggende på toppen som targetspiller.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Silkeborg gjorde det rigtig kompakt inde centralt, men hvor Niels Frederiksen havde valgt en diamantformet midtbane med henblik på at lukke ned for Silkeborg i spillet MOD bolden, så havde Kent Nielsen og co. luret den, og gjort deres midtbane kompakt - for Brøndby at spille i MED bolden. Den opgave formåede de blågule midtbanespillere i meget stor grad ikke at løfte. Som Suez Kanalen da et skib lå på tværs, så blev der rigtig meget "kø på floden" og meget lidt kapacitet at arbejde med.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For gæsterne lagde sig ned i en kompakt "juletræsformation", og lagde først meget sent pres på Brøndbys boldførende spiller. Antageligt skete dette af to årsager - dels fordi det i høj grad tvang Maxsø og Tshiembe til at være markant mere på bolden for at skabe spillet højt i banen, og dels for netop at lokke Brøndby højt op på banen for at kunne køre omstillinger på hjemmeholdet.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor et eksempel på hvordan Silkeborg organiserede sig i spillet mod bolden, og hvordan de gerne inddirekte ville presse bolden ud på kanterne til henholdsvis Mensah og Bruus for at tvinge dem til at skabe spillet derfra. Ofte i 1:1 dueller, da Brøndby, med en diamantformet midtbane, spillede meget smalt fremad banen og overlod det til netop backerne at udgøre truslen i bredden.

Udfordringer mod bolden

Det kom aldrig for alvor til at fungere med den diamantformede midtbane mod Silkeborg. Presset fungerede ikke, gæsterne vendte spillet alt for nemt og fik flyttet bolden ud af presset med vendinger over midten.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor illustrerer det fint. Brøndby har hele sit hold flyttet over i deres højreside for at lægge maksimalt pres på boldholderen fra Silkeborg ved at minimere det fri rum at spille i. Men gæsterne kombinerer sig ud af det qua et absolut ukoordineret pres fra Brøndbys side af, og kan vende spillet til en helt fri Rasmus Carstensen i modsatte side.

Nedenfor et andet eksempel, hvor Silkeborg på en igangsætning af keeperen Nicolai Larsen spiller den lige op gennem midten til en fri spiller der kan vende med bolden, og spillede bolden yderligere et led frem til en helt fri Stefan Thordarson - på bagsiden af fem (!!) Brøndby spilleres dårligt udførte pres. Det var alt for ukoordineret og ustruktureret i spillet mod bolden fra Brøndbys side af.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Afslutninger med ringe værdi

Brøndby formåede offensivt alt for sjældent at sætte sine offensive profiler i scene. Uhre led under en taktisk veludført plan af gæsterne, som ikke for alvor gav noget bagrum væk at løbe i, hvilket også resulterede i noget af en sjældenhed fra den ellers skarpe angriber - nemlig en kamp uden en registreret afslutning mod mål!

For mange kokke fordærvede maden. For når både Frendrup og Cappis skulle forsøge at løbe dybt i halvrummene for at finde pladsen mellem Silkeborgs kæder - og Simon Hedlund i forvejen trives i det præsi samme rum som en fisk i vandet, så blev Mathias Greves arbejdsrum lige så stille ædt bid for bid, hvorfor den nyankomne spiller som minutter gik gled mere og mere ud af kampen. Men inden han gjorde det så man dog nogle elementer af det han kan bringe til holdet i form af aggressive løb gennem kæderne.

Ovenfor et alt for sjældent set eksempel fra kampen. Brøndby vender spillet ud mod venstre, lokker Silkeborgs back frem - mens Cappis løber dybt i ryggen på sin direkte oppasser på midtbanen. Og hvad der er værd at bemærke er Greves udgangspunkt, langt ude til højre, hvorfra han søger et diagonalløb og ender inde i feltet. Lidt mere skarphed - relationerne mellem spillerne kan ikke undervurderes - i afleveringen fra Cappis og Greve har en rigtig stor chance for fødderne.

Men det endte desværre alt for ofte med dårlige beslutninger fra de blågule spillere i offensiven. Eller mangen på "normalitet" i det normal udtryk. Det synes mere at være et strukturelt problem i kampen mod Silkeborg, med spillere der skulle udfylde nye roller på banen i en 4-4-2 diamant, end at spillerne pludselig har mistet deres evne til at tage beslutninger der leder til bedre afslutningspositioner.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor et eksempel fra kampen. Cappis kommer igennem i halvrummet, men vælger en afslutning en position med utrolig lav værdi målt ud fra sandsynligheden for en scoring. Jeg kunne godt have brugt lidt mere koldblodighed (fra spillerne generelt) - i eksemplet ovenfor er Bruus fx helt åben på kanten.

Simulering af kampen - Et point var vist det

Hvis vi tager et kig på kampens expected goals kan vi få en ide om, hvordan Brøndby og Silkeborg præsterede. Det er værd at holde sig for øje, at expected goals IKKE er en sandhed for hvem der BURDE, SKULLE eller FORTJENTE at vinde kampen, men er et redskab til at analysere, hvem der havde MULIGHEDERNE for at kunne have bragt mere med sig hjem af point. Eller hvem der havde fodboldens guder til at smile lidt deres vej.

En analyse af afslutningerne fortæller os at Brøndby samlede 1.01 xG på 18 afslutninger, heraf 0 “store chancer” (!!) - afslutninger på mere end 0.25 xG. Gæsterne fra Silkeborg genererede ikke voldsomt meget mere, men akkumulerede dog 1.10 xG på 14 afslutninger i alt - herunder en stor chance. Bryder vi alle afslutningerne ned, og matematisk simulerer kampen til at blive spillet 100.000 gange med de eksakt samme chancer, så tilfalder de mulighe resultater sig ud således:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Begge hold ville statistisk set i dette tilfælde hente en sejr i ganske ligelig en del af opgørene med de samme chancer. Knap 38 % af de spillede kampe med de pågældende afslutninger ville have givet gæsterne en sejr. En uafgjort ville ske i knap 31% og Brøndby med en forventet sejr i  lige over 32% af kampene med et lignende forløb af afslutninger.

Hvis man kan kalde nogle resultater i fodbold for rimelige, så var en uafgjort ikke noget der kunne løfte mange øjenbryn i opgøret mellem Brøndby og Silkeborg - omend det for folk med blågule briller må være tendenserende til bekymrende, at Silkeborg statistisk set ville hente flest sejre (omend med en snæver margen). Hvert fald hvis vi kigger på de statistiske sandsynligheder for scoringer. For et offensivt output på mere end en scoring burde ingen af holdene statistisk set havde de store forventninger til. Det var ganske simpelt ikke en blændende offensiv præstation fra nogle af holdene.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et kig på Tapins shot map fortæller os om få "store chancer" (0.25+ xG), og kan måske også tjene som redskab for gæsterne i deres postmatch analyse - for skal man rise Silkeborg må det være for deres antal af relativt værdiløse afslutninger - men så på den anden side, oprykkerne kom til en svær udebane og spillede sig til et særdeles velfortjent point ved at kvæle Brøndbys offensiv.

For vender vi perspektivet 180 grader, så kom Brøndby nemlig heller ikke frem til alverdens. Der blev taget alt for mange værdiløse afslutninger. Offensivt blev det for tamt, og man blev - set udefra - et offer for sin valgte spillestil, som på dagen ikke klædte det blågulemandskab for alvor.

Konklusion - Ikke godt nok

Det var en elendig indsats af de blågule, som i den grad må være motiverede for at vise noget helt andet torsdag mod Sparta Prag. En stor del af årsagen skal findes hos cheftræner Niels Frederiksen med hans taktiske valg in mente. For hvor det var nøglen til succes hjemme mod FC Midtjylland med Slimane som en art offensivmidtbane / falsk 9er i en 4-4-2 / 4-3-3 lignende opstilling, så dumpede selvsamme taktiske setup med et brag hjemme mod Silkeborg. Det fungerede langt fra. Og det var for langt henne i kampen der blev foretaget taktiske justeringer.

Kampen mod Silkeborg var for dårlig på alle parametre, og cheftræner Niels Frederiksen kan om ikke andet, så sætte erfaringspoint ind på kontoen i at håndtere det udtryk Silkeborg mødte frem med, og så ellers terpe sine egne spillere til bedre fremtidige præstationer.




Deltag i diskussionen




  • Tak for glimrende analyse igen. Og som min gamle matematiklærer ofte sagde: "Det kan vist kun blive bedre!"
    1 god kommentar

  • K-man
  • K-man   16. september 2021   

  • Min bekymring går på, som den har gjort hele tiden. Er Niels Frederiksen taktisk i stand til at udføre gøre holdet i stand til at udføre et agressivt pres. Gennem hele hans tid i Brøndby har han meget dygtigt tilpasset sig og specielt været dygtig til et mere defensivt orienteret udgangspunkt med fokus på omstillinger. Men jeg har min tvivl om han kan få holdet til at spille et dominerende presspil. Der har i hvertfald ikke været mange gennemførte præstationer, hvor vi sad helt oppe i kødsovsen på modstanderen gennem hele kampen.

    1 enig
     
    • TorbenM
    • TorbenM   16. september 2021   

    • @K-man Jeg forstår din bekymring. Mod Silkeborg var det tit u15 niveau vi bevægede os på i presset. Jeg synes ikke, vi har spillerne til at være et aggressivt preshold, og vel også derfor vi ofte i sidste sæson, kun i korte faser var aggressive i vores pres. Det kræver mange timer på træningsbanen, hvis vi vil være et stærkt preshold og det er ikke sikkert, vi når der til, og slet ikke i en periode, hvor de næste 3 måneder mest går med kampe og restitutionstræning.
      1 enig · 2 god kommentar

    Se 2 flere kommentarer

  • Jeg er uenig i analysen. Defensivt spiller BIF en fin kamp med få chancer til SIF. Kikker man på SIFs spilstatistik performer de under vanlig standard (mediano data nummer 6 som jeg husker det). Men hvorfor spillede SIF under vanlig niveau mod BIF?Derudover får SIF alle hold (minus FCM) til at se dårlige ud. Offensivt var det en dårlig kamp både for SIF og BIF. Men specielt de første 15 minutter lykkedes BIF med aggressivt press højt på SIFs banehalvdel, men hvorfor kunne BIF ikke holde det flotte presspil? Endeligt har alle eksperter vurderet at SIF spillede flot og BIF dårligt. Jeg fatter ikke denne vurdering, når spil og chancer var ligeligt fordelt!?!
    Jeg er enig i at 4-4-2 ikke havde det forventede offensive output, men defensivt spiller SIF under vanlig standard, så 4-4-2 defensivt er klart godkendt.





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner