-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Transferen gik igennem 4. august 2021, og blot fire dage senere stod Kevin Tshiembe i sin debut for Brøndby, da de på udebane mødte FCK. Efteråret bød langt henad vejen på rigelige mængder af spilletid, men præstationerne var (for) svingende for stopperen - for cheftræner Niels Frederiksen begyndte at justere mere og mere nedad på Tshiembes spilleminutter på banen.
Kevin Tshiembe virkede til tider som et fremedlegeme i trebackkæden. Han virkede ikke komfortabel med at spille på siden i bagkæden, hvor han skulle skubbe ud og forsvare bagrummet bag wingbacken.
I tiden i Lyngby havde det taktiske udgangspunkt været en 4-3-3, så at skulle forsvare i en tremandsbagkæde var relativt nyt - kun sporadisk havde Lyngby benyttet sig af dette udgangspunkt.
Kevin Tshiembe havde en tendens til at orientere sig meget mod bolden, og kunne overlistes med løb i ryggen. Bedst illustreret nedenfor, Helenius løber i ryggen på Tshiembe der orienterer sig ind mod midten mod bolden.
De markante forskelle
Men som 2021 skiftede til 2022 kom lysere tider for Kevin Tshiembe lige så stille og roligt. Ikke fra 2022s første fløjt, men henad foråret blev præstationerne bedre - og spilletiden hyppigere. Medvinden kom for alvor, da der kom et paradigme skifte i systemet. 3-5-2 blev til en række øvrige systemer, der dog alle havde det til fælles, at der var 4 spillere i bagkæden.
Det rykkede for alvor Kevin Tshiembe i en positiv retning. Stopperen bekom sig langt bedre med en stoppermakker på sin (typisk) højreside og en venstreback på den modsatte side.
Tshiembe blev aggressiv i duelspillet, excellerede i at skubbe frem for at tage duellerne fremadrettet og ikke lade angriberen vende med bolden. Ovenfor illustreret ved en duel med Kaba i opgøret mod FCM.
Forandringerne på banen
Hvis vi tager en række KPI (Key Performance Indicators) for positionen som stopper, så kan vi se forandringen i Tshiembes spil. Til en start kan vi se forskellen på stopperens heat map for hans placeringer på banen.
Her fra sæsonen 2021/22:
Sammenligner vi med sæsonen 22/23 ser de markante forskelle på placeringerne. I indeværende sæson er Tshiembe kommet markant mere ind mod midten, flyttet fra venstre halvrum og mere ind på grænsen mellem halv- og centralt rum (naturligt som del af nu en stopperduo fremfor trio):
Derudover er der nogle ret interessante forskelle på de to sæsoner. For Kevin Tshiembe har øget sin volumen på både afleveringer og dueller - som anvist på tabellen nedenfor:
Beskrivelse | 2021/22 (pr. 90min) | 2022/23 (pr. 90 min) |
Lange afleveringer (succesfulde) | 3.86 (50%) | 6.51 (59%) |
Afleveringer til banens sidste 1/3 del (succesfulde) | 6.65 (74%) | 4.42 (79%) |
Fremadrettede afleveringer (succesfulde) | 19.73 (79%) | 20.93 (80%) |
Defensive dueller (vundne) | 5.65 (65%) | 6.4 (71%) |
Luftdueller (vundne) | 3.86 (58%) | 6.74 (66%) |
Generobringer | 12.3 | 13.8 |
Frispark begået | 0.84 | 1.28 |
Progressive løb med bolden | 1.62 | 0.7 |
Bemærkelsesværdigt er at Tshiembe øger succesraten på hele paletten, så han øger ikke blot volumen på de fleste KPIer, han formår også at udføre det bedre, så han får flere vellykkede aktioner. Det er noterbart at han kommer i flere defensive dueller - både på jorden og i luften. Især hovedstødsduellerne er steget markant, men med en simultan forøgelse på succesraten.
Tshiembe har en markant nedgang i de progressive løb med bolden - det betyder i klar tekst, at Tshiembe i betydeligt færre tilfælde flytter bolden fremad banen ved at drive den frem med fødderne.
Sammenfatning
Kevin Tshiembe har profiteret af det taktiske skifte fra 3 stoppere til 2 stoppere. Placeringerne er blevet bedre af stopperen ikke længere skal ud og forsvare bagrummet ved wingbacken. Tshiembe har flyttet sig i en markant positiv retning for en lang række af key performance indicators, og har i efteråret præsteret uhyre stabilt på et højt niveau.
Har du rost Kevin Tshiembe for hans præstationer, så er det særdeles fortjent. Udviklingen er gået stærkt, og niveau højnet markant.
Deltag i diskussionen
Ville bliv vild ! 21. september 2022
Er det muligt, at få denne samme analyse med Maxsø? Jeg tror, at mange har den opfattelse, at Maxsø er blevet mindre dominerende (inkl mig selv). Kunne være sjovt at se i tal.
Medie-k
Betalende bruger
21. september 2022
Chuck 21. september 2022
Så skal man vist heller ikke gøre det mere kompliceret for en dygtig fodboldspiller at skifte mellem 2 og 3 i bagkæden.
del Piero
Betalende bruger
21. september 2022
Det næste skridt der mangler at at forsvaret som helhed bliver bedre til at lukke af. Selvom jeg synes at både Maxsø og Tsiembe individuelt er blandt vores bedste spillere tillader vi samlet for mange chancer imod, også kæmpe store chancer, hvor modstanderen er helt fri foran kassen. Måske skyldes det også delvist mangler og placeringsvanskeligheder hos backerne og den defensive midtbanespiller, men det er ikke mange kampe i denne sæson (eller forrige forår), hvor buret holdes rent og hvor en modstander holdes på et minimum af store chancer. Så vi mangler at omsætte spillernes individuelle niveau til en samlet stærk defensiv, der vinder point og mesterskaber ved at holde modstanderen fra at score.
---