-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Brøndby IF's kvinder skulle lørdag eftermiddag en tur til Hjørring, hvor de skulle duellere om guldet med Fortuna Hjørring i sæsonens sidste spillerunde. Per Nielsens tropper skulle bruge en sejr, mens hjemmeholdet kunne nøjes med uafgjort i denne direkte duel om guldet.
Kampen startede i et hæsblæsende tempo og det var hjemmeholdet, der kom bedst ud til opgøret. De spillede sig hurtigt til to store chancer, som de dog misbrugte. I stedet skulle der et straffespark til, som de blev tilkendt efter 17 minutter. Det var en tvivlsom kendelse, da det mest af alt så ud til at Caroline Pleidrup gled i bolden. Men dømt var det, og Fortuna Hjørring bragte sig stensikkert foran ved Caroline Møller.
Brøndby havde det svært i første halvleg og Fortuna spillede sig til yderligere et par muligheder, men de fik ikke scoret yderligere. Det gjorde Brøndby til gengæld.
Mod slutningen af halvlegen leverede Frederikke Lindhardt gode ting i venstresiden, hvorfra hun slog et perfekt indlæg ind i panden på Nanna Christiansen, der headede gæsterne på 1-1, som også var stillingen ved pausen.
Anden halvleg begyndte stille og roligt. Man kunne godt fornemme, at der var meget på spil. Som halvlegen skred frem, satte Brøndby sig mere og mere på spillet, men det var hjemmeholdet, der fik halvlegens største chance. Den blev dog sparket i sidenettet og Brøndby kunne ånde lettet op. De var stadig med i mesterskabskampen.
De blå/gule havde dog svært ved at spille sig til store, åbne målchancer. Det lykkedes aldrig rigtig Brøndby at få lagt et tungt pres på Fortuna Hjørring, som derfor så småt kunne begynde at lade champagnepropperne lyde og iklæde sig guldparykkerne.
Fortuna fik en gylden mulighed for at lukke og slukke i tillægstiden, men Theresa Eslund kom fremragende tilbage i en glidende tackling og afværgede den helt frie mulighed.
Det endte 1-1 og dermed kunne Fortuna Hjørring juble som danske mestre, mens Brøndby-spillerne får en lang tur hjem med sølvmedaljer om halsen.
Deltag i diskussionen
mp80 27. juni 2020