-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Da der manglede to minutter plus dommersn tillægstid af onsdagens opgør i U/19-Ligaen mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland, var der ikke meget, der tydede på, at det blå/gule hjemmehold ville få point ud af anstrengelserne. Gæsterne fra Farum - med fire spillere fra Superliga-truppen og ialt seks udlændinge i startopstillingen - var klart bedst på dagen, og stillingen var 2-3 i udeholdets favør.
Brøndby var imidlertid blevet tildelt et frispark ude i venstre side midt på FCN's banehalvdel. Bolden blev sendt ind i det bagerste område af feltet, hvor midtstopperen Emil Staugaard steg til vejrs og headede bolden i nettet via FCN-keeper Rasmus Froms hænder til udligningen 3-3. From har i øvrigt en fortid i Brøndby IF, mens skiftede som U/17-spiller til nordsjællænderne.
Umiddelbart efter havde FCN et skud lige forbi den ene stolperod, men på det efterfølgende Brøndby-angreb blev et skud rettet af til hjørne. For en gangs skyld valgte de blå/gule ikke en kort variant, men sendte hjørnesparket indover, hvor målscorer Emil Staugaard snittede bolden videre med hovedet til den netop indskiftede Mads Westergren, som med et tørt skud i dommerens tillægstid blev matchvinder efter mindre end fem minutter på banen.
Som nævnt var der kort forinden intet, som tydede på, at Brøndby skulle have point endsige en sejr ud af opgøret onsdag eftermiddag. Hjemmeholdet fik en forfærdelig start på kampen, og allerede i andet minut fik Emil Staugaard i det kriminelle felt fældet FCN's Emeka Nnamani, som efterfølgende selv tog sig af sparket fra pletten. Mads Hermansen fik flot pareret, men efterfølgende opstod der klumpspil i det lille felt, og det endte med, at Mikkel Eslund noget tilfældigt fik raget kuglen indover egen mållinje.
Der var imidlertid intet tilfældigt over, at FCN kom foran, og heller ikke, at de øgede føringen efter et kvarters spil ved en velspillende Simon Adingra. Brøndby kunne simpelthen ikke få spillet til at hænge sammen, og det hjalp naturligvis ikke, at bolden gang på gang helt uprovokeret blev smidt væk. Den rene gift overfor gæsternes boldfaste og hurtige spillere. Det var et teknisk niveau, men ikke er vant til at se på holdet, og det var over en bred kam. Specielt første halvleg, hvor dette mandskab med tre fra Superliga-truppen startede inde, var slem:
Mads Hermansen
Joseph Mwamba - Anton Skipper - Emil Staugaard - Jacob Rasmussen
Frederik Valdbjørn - Andreas Pyndt (A)
Peter Bjur
Mikkel Eslund - Roni Arabaci - Mathias Kvistgaarden
Omkring den halve time var den tidligere Brøndby-keeper Rasmus From pludselig i gavehumør. From sparkede ganske enkelt helt forbi en lang bold frem mod Mathias Kvistgaarden, som derfor fra 30 meters afstand fik frit løb ned mod et tomt mål og en sikker Brøndby-scoring til pausestillingen 1-2. En FCN-føring, der nemt kunne have været større, havde det ikke været for en velspillende Mads Hermansen i Brøndby-målet.
Anden halvleg lignede fra starten til forveksling første, og det var Mads Hermansen, som med flere gode redninger holdt de blå/gule fra Vestegnen inde i opgøret.Efter nogle indskiftninger først efter en times spil og siden et kvarter før tid, hvor Mikkel Eslund rykkede ned på højre back, begyndte Brøndby at komme bedre med i opgøret, og det gav bonus i 83. minut.
I højre side af feltet modtog Mathias Kvistgaarden bolden, vendte godt rundt på sin direkte modstander og sendte den kontrolleret ind ved den fjerneste stolpe med et fladt skud til sin anden scoring i kampen. Minuttet efter tryllede Simon Adingra imidlertid fra sin position som venstre angriber og bragte med sin anden scoring igen FCN på vinderkurs. Men så kom den hektiske afslutning på kampen.
På trods af en horribel indsats kunne Brøndby naturligvis glæde sig over en fin moral og ikke mindst de tre point. Desuden kan der ikke sættes en finger på indstillingen. Man kan dog godt forstå, hvis man hos gæsterne følte, at der var tale om tyveri ved højlys dag. Brøndby-holdet skal i aktion igen allerede på søndag kl. 15:00, hvor Vejle BK besøger Vestegnen.
Kampen i tal:
Brøndby IF - FC Nordsjælland 4-3 (1-2)
03. minut: Gult kort til Emil Staugaard (BIF)
04. minut: 0-1; Mikkel Eslund (selvmål)
16. minut: 0-2; Simon Adingra
30. minut: 1-2; Mathias Kvistgaarden
60. minut: Jagvir Singh Sidhu IND / Roni Arabaci UD
60. minut: Marinus Løvgren Larsen IND / Frederik Valdbjørn UD
75. minut: Giran Pyne-Cole IND / Joseph Mwamba UD
77. minut: Gult kort til Francis Abu (FCN)
83. minut: 2-2; Mathias Kvistgaarden
83. minut: Gult kort til Mikkel Eslund (BIF)
84. minut: 2-3; Simon Adingra
86. minut: Gult kort til Hektor Eusebius Højbjerre-Thomsen (FCN)
87. minut: Mads Westergren IND / Mikkel Eslund UD
87. minut: Frederik Pedersen IND / Peter Bjur UD
89. minut: 3-3; Emil Staugaard
90. minut: 4-3; Mads Westergren
Ikke benyttet: Tobias Juul (målmand)
Deltag i diskussionen
Broder Salsa
Betalende bruger
24. juni 2020
Tanken 24. juni 2020
morfar
Betalende bruger
24. juni 2020
Broder Salsa
Betalende bruger
25. juni 2020
Broder Salsa
Betalende bruger
25. juni 2020
Tanken 25. juni 2020
Jensen
Betalende bruger
25. juni 2020
Broder Salsa
Betalende bruger
25. juni 2020
andrus 25. juni 2020