Brøndbys nye U/19-mandskab sejrede 5-3 i sæsonens første træningskamp

Skrevet af Jakob Kjærgaard, 29. juli 2022

Torsdag middag skød Brøndby Masterclass’ nye u/19 mandskab (årgang 04 og 05) sæsonen i gang med en træningskamp mod B93 U/19 på Brøndby Stadions bane 5. Brøndby sejrede på 5-3 efter at have været bagud 0-2 ved pausen. Ludwig Vraa udmærkede sig med en aldeles fremragende præstation, da han kom på banen fra 2. halvlegs start ligesom Sejrup og Bischoff, med hver to kasser, ligeledes trådte frem med gode præstationer.

Brøndbys U/19 mandskab vil i den kommende sæson være meget stærkt, men også ungt, da den stærke 05 årgang kommer til at være første års U/19, imens den mere erfarne 04 årgang er lidt tynd på det absolutte topniveau. Heldigvis har en række spillere fra årgang 05 allerede en del erfaring med U19, hvorfor forventningen er, at holdet bør kunne spille med i toppen af ligaen, som de også gjorde i store dele af den forgange sæson.

Cheftræner Christian Sørensen, der i øvrigt var flankeret af holdets nye assistent Kasper Lorentzen for første gang, valgte at opdele kampen i to – med to forskellige hold i hver halvleg, hvilket tydeliggør den brede trup og den store konkurrence, som også kendetegnede U/17 mandskabet i fjor. Det sidste hold, der spillede 2. halvleg, kom klart bedst ud af dette, da de vandt deres ”kamp” med 5-1 efter at Brøndby var bagud 0-2 ved pausefløjt.

Holdet i 1. halvleg bestod af:

Lucas Ziegler
Kean Tran, Hjalte Andersen, Max Juhl, Matteo Grosso
Mikkel Durlev, August Harritsø, Mathias 'P' Jensen
Solomon Opoku, Alexander Hvid, Oscar Sejrup

Holdet i 2. halvleg bestod af:

Malthe Schou
Malek Bakhit, Hjalte Andersen, Ludwig Vraa, Matteo Grosso
Benjamin Luka Kold, Noah Nartey, August Carlsson
Mads Beyer, Clement Bischoff, Oscar Sejrup

I løbet af 2. halvleg blev Benjamin Kold indskiftet i stedet for Sejrup og Durlev kom ind i stedet for Grosso, der så sendte Hjalte Andersen ud på backen.

B93 kom klart bedst fra start og allerede efter mindre end 30 sekunder havde holdet fra Østerbro bragt sig foran med 1-0 på et stort forsvarskoks fra Brøndby. Generelt var det en 1. halvleg, hvor Brøndby slet ikke ramte niveau og tidligt i kampen kom de således også – ganske fortjent – bagud med 2-0. Efterfølgende diskede Ziegler op med flere klasseredninger i buret og det var ikke uheldigt, at Brøndby kun var nede med to pinde, da holdene gik til pause. 

Christian Sørensen udnyttede halvlegen til at foretage hele 8 udskiftninger, hvor kun Sejrup, Hjalte Andersen og Grosso blev på banen fra den oprindelige startopstilling. Det var ikke kun på opstillingen, at Brøndby var som forvandlet. Det samme var spillet og attituden, der var en helt anden. Ludwig Vraa, som netop har sat sin underskrift på en professionel kontrakt med Brøndby, lavede ganske kort inde i 2. halvleg sin signatur: En lang diagonal fra det centrale forsvar, som sendte Bischoff afsted. Bischoff lagde bolden ind i feltet, hvor Sejrup kunne gøre det til 2-1. Vraa er en virkelig spændende spiller med en fantastisk pasningsfod, som han også adskillige gange viste prøver på i løbet af kampen. Generelt var Vraa Brøndbys bedste og senere i halvlegen reddede han også kastanjerne ud af ilden for keeper, Malte Schou, da denne skød forbi bolden, der blev opsnappet af en angriber fra B93 og sendt mod mål – men Vraa nåede i et heroisk tilbageløb at kaste sig og sparke bolden ud til hjørnespark. Det ligner U/19 holdets nye forsvarsgeneral til trods for han er førsteårsspiller.

Sejrup gjorde det til 2-2 inden Bischoff sendte Brøndby i front med 3-2. B93 kom på 3-3 efter et perlemål inden Bischoff og til slut, Mads Beyer, kunne afgøre kampen til slutresultatet 5-3.

Alt i alt en ok. første kamp for det nye mandskab mod en fin modstander. 1. halvleg var dog meget dårlig, men denne blev fulgt op af en god præstation i 2. halvleg. 

Det bliver aldeles spændende at følge dette hold i den kommende sæson, hvor cheftræner, Christian Sørensen, har rigtig mange kort på hånden og hvor der er en enorm stor konkurrence på snart sagt samtlige pladser.

Kampforløb:
0-1: B93
0-2: B93
1-2: Oscar Sejrup
2-2: Oscar Sejrup
3-2: Clement Bischoff
3-3: B93
4-3: Clement Bischoff
5-3: Mads Beyer




Deltag i diskussionen




  • Super fedt referat - tak for det.

    Det tyder jo på endnu en sæson med masser af mål i begge ender. Der er formentlig for lidt kvalitet i både top og bredde i 04 til, at vi kan spille med i toppen, men hold op hvor er der mange spændende spillere.

    Jeg skyder på Nartey som årets profil og Kean Tran som årets overraskelse.
    1 god kommentar

  • Er sikker på at Clement Bischoff bliver næste MasterClass spiller som kommer i SL truppen og for chancen. Nu så jeg kampen så det skal lige siges at B93 lavet en omvendt brøndby de stillet med A kæden i første 45 min og mix i de sidste 45 min.
    2 god kommentar

  • Sinbad
  • Sinbad
    Betalende bruger
      30. juli 2022   

  • Jeg synes at Nanna snakkede om en et nyt afsnit i masterclass magasinet efter sidste sæson - er mc magasinet nedlagt ??? Nogen der ved noget?
    1 god kommentar
     
    • nannasoph
    • nannasoph
      Administrator
        30. juli 2022   

    • @Sinbad havde et planlagt med Christian Larsen, men han blev syg og så tog jeg til Tyskland. Siden har vi kæmpet lidt med at finde en dag i et komprimeret kampprogram, men det skal nok lykkes!
      1 god kommentar

    Se 2 flere kommentarer

  • Saesonkort
  • Saesonkort
    Betalende bruger
    Top kommentator
    Top enige
      30. juli 2022   

  • Hvem bar anførerbindet?





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER