Fodbold live resultater




Bruus arbejder hårdt for flere minutter: Omskoling er gået overraskende godt

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 4. juni 2020

Andreas Bruus spillede tirsdag aften sin første kamp i sæsonen, da han blev skiftet ind i Brøndbys 1-0-sejr over SønderjyskE. Indhoppet kommer efter en god corona-pause for Bruus, hvor han har kæmpet sig tættere på holdet. Det giver mod på mere.

- Jeg synes, jeg har haft en fornuftig opstart, hvor jeg har følt mig fit og godt tilpas. Jeg har i hvert fald gjort en del for at holde mig så skarp som muligt i den her tid, mens vi har været hjemsendt, siger Bruus til 3point.dk.

- At komme ind mod SønderjyskE var helt fantastisk efter en lang periode uden kampe. Jeg tager det som et skulderklap at få chancen mod SønderjyskE. Men når det er sagt, så er jeg sulten efter mere og går selvfølgelig efter at lægge på og optimere så meget som muligt, så der forhåbentlig kommer flere minutter min vej.

Så muligheder i stedet for negative ting

Bruus er blevet omskolet fra angriber til wingback, og det er gået overraskende godt, mener han.

- Omskolingen er gået overraskende fint, og jeg er gået hen og er blevet fint tilfreds med at spille positionen. Der er dog stadig plads til forbedringer, men det arbejdes der på og det skal nok komme.

- Jeg havde ikke spillet bold på Brøndby Stadion i lang tid, og så havde jeg en fin snak med Niels (Frederiksen, red.). Jeg så egentlig bare muligheder fra starten i stedet for at se negativt på det. Som sagt havde jeg ikke spillet og det så ikke ud til, at jeg ville stå først i køen i offensiven, så jeg øjnede en mulighed et andet sted og så handlede det bare om at klø på og se fremad.

- Grunden til at jeg ikke på noget tidspunkt tænkte udlejning var, at det altid har været min drøm og ambition at kunne bidrage og repræsentere Brøndby. Så der arbejdes på højtryk!

Bruus' næste mulighed for spilletid er på søndag, når Brøndby gæster Horsens.

 




Deltag i diskussionen








Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner