Fodbold live resultater




Christian Friedrich: Det er et kæmpe skulderklap

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 26. marts 2022

2022 har været et godt år for Brøndbys Christian Friedrich. Han har været med Superliga-holdet på træningslejr og skrevet under på en kontraktforlængelse, som gør at han nu er fuldtidsspiller. Lige nu er han med U/19-landsholdet i Spanien og håber at kunne hjælpe holdet til at kvalificere sig til EM.

- Det har været et stærkt år og det er gået hurtigt, så det vil være en ekstra krone på værket med en kvalifikation til EM, siger Friedrich til 3point.dk.

- Det er et kæmpe skulderklap for mig personligt at blive udtaget til Elite Round. Det giver selvtillid, for jeg tolker det som at jeg gør det godt hjemme i klubben. Det er bare fedt at være med. 

Lørdag aften spiller Danmark første kamp og det er mod Østrig. Rusland var oprindeligt også med, men er blevet ekskluderet på grund af krigen i Ukraine. Derfor er det Danmark, Østrig og Spanien, der dyster om en EM-billet.

- Der venter os nogle vigtige kampe, men vi hygger os bare hernede. Når vi træner, er vi fuldt fokuserede, og når vi kommer tilbage på hotellet, snakker vi bare sammen og hygger os, så vi får dyrket sammenholdet og kan tage det med os på banen.

- Vi har selvfølgelig set at Spanien og Østrig spillede uafgjort, så det giver os en lille fordel. Men vi skal bare ud og holde os til den plan, vi har lagt og gøre vores bedste.

Hvem skal vi holde øje med fra Danmark i lørdagens kamp?

- Det er et godt spørgsmål. Hold øje med vores angriber Wahid Faghir, han er stærk, slutter højrebacken Friedrich.




Deltag i diskussionen




  • Betalende bruger
      26. marts 2022   

  • Hold begge ben på jorden, arbejd stenhårdt, så er Bruus indenfor rækkevide i løbet af dette kalenderår :)





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner