Fodbold live resultater




Cooper før Viborg: Vi var ringe sidst

Skrevet af Adam Emil Mossin, 15. marts 2026

Fire kampe, tre clean sheets, men ingen scorede mål. Det er ikke tilfredsstillende for Brøndby IF, ifølge Steve Cooper, der mødte pressen forud for opgøret mod Viborg FF søndag aften. Særligt det offensive spil har generet den walisiske cheftræner.

Det blev bl.a. for Cooper pointeret, at Brøndby ikke har scoret i seks timers fodbold. Det er klart, det er waliseren ikke tilfreds med.

- Det er ikke godt nok. Vi leder efter forskellige løsninger for at være en trussel på banen. Det er tydeligt, vi mistede vores største trussel i transfervinduet, men nu skal vi samle os om at true anderledes. Om det er andre spillere eller en anden taktik eller strategi.

Mange nye ansigter er at finde i Brøndbys omklædningsrum efter vinterens transfervindue. Særligt offensiven har fået en indsprøjtning af nye kræfter, men det har ikke klikket endnu. Steve Cooper nægtede dog, at det må blive en undskyldning og årsag for de manglende mål.

- Lige nu er det vores slutprodukt, der ikke er godt nok. Det første vi skal gøre er at stå ved det. Ingen gemmer sig, og vi vil gøre noget ved det. Særligt angriberne skal tage ansvar. Jeg tror ikke, at vi ikke har gode nok spillere til at kreere chancer og score mål. Vi skal bare få det til at ske noget mere.

Brøndbys cheftræner har da heller ikke været tilfreds med særligt de første tre kampe i 2026, hvor seneste kamp mod FC Midtjylland var bedre. Viborg har været en udfordring for Brøndby denne sæson. Begge gange de to hold har mødtes, er Viborg gået ud på den anden side med tre point i hånden. Senest så Brøndby sig slået 1-0 på udebane, og dén præstation var Cooper ikke glad for.

- Vi var ringe. Ingen tvivl. Vi var kedelige længst fremme på banen. Så lad os gøre noget ved det.

Men holdet er et andet sted nu. Søndag står man overfor klubben fra domkirkebyen på ny. Siden har Brøndby, i Coopers øjne, spillet en tilfredstillende kamp mod FC Midtjylland, hvor han så en offensiv, der var mere sulten efter at score og kreere muligheder. 

Derudover har man bevist, at holdet kan score mål, da de vandt en lukket træningskamp mod Silkeborg 2-0. Cheftræneren mente, at pausen tilkom holdet skidt, for der har været takter, der peger frem.

- Vi skuffede os selv sidst i Viborg. Jeg synes holdet er et lidt bedre sted nu. Et andet sted, og det håber jeg, vi kan se. Vi spillede slet ikke godt nok sidst. Det var ikke en god aften. Det vil vi gøre op for. Og den eneste måde vi kan gøre det er at fokusere på os selv.

- På de indre linjer er der en virkelig god trænings-vibe. Der er en god motivation, og spillerne har det rigtige temperament og attitude. De vil gerne have resultater og forbedre sig. Vi vil bare gerne igang.

Igang kommer holdet på søndag kl 18:00, hvor Viborg er gæster på Brøndby Stadion, og mesterskabsspillet skydes igang.
 




Deltag i diskussionen




  • LJS
  • LJS
    Betalende bruger
    Top debattør
      14. marts 2026   

  • Håber der er maksimal fokus på præstationen og at der arbejdes benhårdt på, at vi fortsat forbedrer os, fra kamp til kamp.
    Forhåbentligt er det bare et spørgsmål om, hvad målene angår, at få hul på bylden.
    Tror sgu på os, her i slutspillet, og tipper 3-0 mod Viborg.
    Bring it on.
    2 god kommentar





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner