De Uendelige Lidelsers Rejse......

Jeg har holdt med Brøndby siden 2005. Elendige europæiske kampagner, næsten rykket ned, næsten gået konkurs, næsten vundet mesterskab (og vundet mesterskab).

Og lige nu er jeg pessimist og sortseer og alt er nederen. Og transfervinduet er stadig åbent og alt kan ske.

Men må ærligt erkende at jeg ikke kan huske mig selv værende mindre entusiastisk omkring en forestående sæsonstart, end jeg er hen imod sæsonen 2025/2026.

 

Alt er som det plejer - mange brugere på 3.point.dk hyler og tuder på forhånd.

 

 

 

 

 

Jeg er af en eller anden grund næsten permanent optimist - så det vil jeg tillade mig at være for den kommende sæson også selvom jeg medgiver at flere af vores bedste spillere er solgt og der en meget der skal forbedres. Den sidste udvikling med Kvistgaarden’s pris var tæt på at ødelægge optimismen og var svær at sluge - men jeg tænker at rotterne fra Østerbro for alvor vil grine hvis vi alle her får en kollektiv depression der varer ved. Så jeg vil prøve at finde det man kan glæde sig over op til sæsonen snart starter.

 

Har haft min daglige gang i Brøndbyernes IF, i 90'erne. Det var en tid, hvor Brøndby mentaliteten huserede ned gennem rækker. Nu, not so much.
Brøndby vil altid være min klub, uanset om de spiller i superligaen, eller i Danmarksserien. Men jeg gider ærlig talt ikke længere at bevæge mig på stadion. Det er simpelthen ikke det værd. Inden hver sæson er der altid store armbevægelser i medierne, men det følges aldrig ud i livet. Man ansætter assistenter som cheftrænere, køber lottokuponer rundt omkring i verden og forsøger at snakke holdet op til det helt store. Noget det ikke er. Brøndbyernes IF er blevet en fesen omgang kejserens nye klæder, hvor alt tales op og når det så ikke går, så sadler man om. Gang på gang på gang. Vi er blevet en klub, hvor fans ikke længere stiller krav til spillerne i den gule trøje. Man kan tabe 0-3 hjemme og stadig modtage klapsalver efter slutfløjt. Jeg hader det min klub er blevet til, men det vil altid være klubben i mit hjerte.

 

Man kan ikke ha' været Brøndby fan specielt længe, hvis man synes dette er hårde tider...

 

I medgang og modgang, altid Brøndby.

En fodboldklub drevet af uduelige amatører i alt for mange år, tænk hvor vi kunne have været med en bare nogenlunde kompetent ledelse, vennetjenester og indavl, håber GFH fremadrettet får gjort op med den syge patient som Brøndby har været i alt for mange år.

 

 

Som fan af denne klub som barn siden 80’erne og de ufattelig store opture og nedture man har måtte gå igennem med sin familie, venner og andre Brøndby fans.

Så har den værste pinsel, været at idioterne gentagne gange har fyldt forsiderne med vold og hærværk, som har gjort at man har mistet troen på hvad det indebære, at være en sand fan.

Disse idioter har skadet mig langt mere i troen på at være fan og glæden ved det.

For en gang Brøndby altid Brøndby, for det ville være så meget nemmere at være fan af FCK eller en anden klub. Men kærligheden forsvinder aldrig og det skal den heller ikke, ligesom troen.

For så længe vi står på stadion eller følger holdet, så er troen ikke mistet og min tro på vores nye sportschef er så meget højere end den var på CV. ledelsen heraf JBA kunne vinde min respekt tilbage, hvis han gik ud og meldte ud at man fortrød fyringen af Ranum og behandlingen af Ebbe Sand og Per Nielsen, for jeg skammer mig langt mere over det end tabte mesterskaber eller manglende Europa kvalifikation som er røget.

For mig er vores DNA langt større end resultaterne.

Det sportlige gav Zorniger mig troen tilbage på noget stort i denne klub, den faldt til jorden igen med Jesper Sørensen som træner

Birk er jeg fortsat i tvivl om, men jeg tænker det er klogt ikke at fyre ham og have mere tålmodighed for at se hvad han kan drive med holdet

Jeg vil altid tro til det sidste på denne klub, for har vi ikke troen, hvordan skal holdet så tro på det.

Jeg tror vi går mod nye og bedre tider

 

True that!!! Smut skrevet!

Jeg har meget svært ved at forstå den her forherligelse af at være tabere. Det fandme ikke derfor jeg følger klubben. Jeg kan huske dengang vi var vindere. Det var altså sjovere. Det var en tid hvor kun sejre blev accepteret, og alt andet var uvæsentlig. Det virker som vi prøver at overbevise os selv om at det ikke er det vigtigste længere. At sammenholdet, stoltheden og loyaliteten er større end hos andre. Det er noget vås. Der er klubber som taber mere end os. Er sammenholdet og loyaliteten derfor mere imponerende hos dem?
Tanker manifestere sig i virkelighed. Vi er så indviklet i vores egene mantraer at vores frygt for bollespark lader os styre ind i en tabermentalitet. Det virker til vi dvæler ved det og vi næres ved.
Det er til at brække sig over.
Vi må simpelthen gøre op med os selv fremadrettet, om frygten for at tabe skal veje tungere end lysten til at vinde