Fanrepræsentantens beretning for 2020

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 13 dage siden

Følgende tekst er skrevet af Brøndby IFs fanrepræsentant i bestyrelsen Sune Blom.

Aldrig alene

Da vi startede forårssæsonen 2020 var rammen sat. Tre af holdets største profiler var væk og de unge talenter skubbet frem i rampelyset. Det rekordstore underskud fra 2019 skulle mindskes og med CV i førersædet skulle mere spilletid til klubbens egne talenter skabe værdi på banen og samtidig bane vejen for flere og større transfers.

På dagen, hvor Fanafdelingen havde sin generalforsamling i 2020, blev fokus dog med ét, noget helt andet. Thomas Kahlenbergs besøg i Fanzonen og efterfølgende positive coronatest fik for alvor startet snakken om corona - og kun 11 dage senere blev Danmark lukket ned.

Corona har ramt de fleste i Danmark hårdt. Alle har lidt afsavn. Om savnet har været koncerter, byture, idræt og motion, skolegang eller arbejdspladsen, har corona haft vidtrækkende indflydelse på vores liv. Det gælder så absolut også fodbolden. For uanset om kampprogrammet fortsætter, er stadionoplevelsen her ikke længere. Mødet med medfans på stadion, i Hytten, i Fanzonen eller på diverse udebaneafsnit er så stor en del af ikke bare fodbolden, men også vores sociale liv, at det aldrig lader sig erstatte af fodbold på tv.

På trods af fraværet af det allermest centrale som aktiv fodboldfan, har corona-nedlukningen kun gjort vores fællesskab stærkere og mere aktivt. Og det er der grund til at være pisse stolt af.

Initiativerne for at hjælpe klubben og hinanden har stået i kø. Projekt ‘Tøm Brøndbyshoppen’, Køb Gult, Aldrig Alene-trøjen, indsamlingen af Aldrig Alene-trøjer til folk, der ikke havde råd til selv at købe en, købet af fællesskabsbilletter, ‘Aldrig Alene på kur’ og senest Aldrig Alene-facaden på Brøndby Stadion. Der er ingen grund til at sige så meget andet, end det er overvældende at opleve. Og et privilegium at være en del af.

Som fanrepræsentant har det også været en kæmpe løftestang, som er blevet brugt til at knytte klub og fans tættere sammen og til at engagere os mere i netop at skabe værdi for hele fællesskabet - også udenfor kampdage. Jeg glæder mig til, at konkrete initiativer på dette områder snart kan præsenteres.

Den helt rigtige sportslige retning

Min beretning startede med fokus på de tre store profiler, der forlod klubben inden forårssæsonen sidste år.

Det var et bevidst valg og det første tydelige udtryk for den sportslige retning, der blev lagt for et år siden. I korte træk, så skal brugen af flere af klubbens egne talenter bane vej for store transfersalg og dermed en sportslig sektor, der bidrager til en bæredygtig økonomisk udvikling.

At fokusere på en bæredygtig drift, er det eneste rigtige. Det er ikke et spørgsmål om økonomi vs. sportslige resultater. De to ting går glimrende hånd i hånd. Men det kan tage tid. Det absolut mest afgørende er, at lægge den rette strategi, og være villig til at følgende den over en længere årrække. Pengene i de største europæiske ligaer at blevet så store, at der i dag siver større og større summer ned i de mindre ligaer gennem transfers. Kontinuerlig succes med salg af spillere er derfor, mere end nogensinde før, en uundværlig del af fodboldforretningen. Som klub har vi en enorm styrkeposition i vores store fanbase og sponsorer, og de heraf følgende kommercielle indtægter. Men vi har haltet for langt bagefter hvad angår transferindtægter, hvilket både har betydet store underskud og medført, at vi i dag er afgørende økonomisk bagefter to af vores største konkurrenter i Superligaen. Det skal indhentes. Men det tager tid, selvom det kan lyde mærkeligt, vores nuværende flotte placering taget i betragtning.

Som fodboldklub har vi nu sat en kurs, hvor alle arbejder i samme retning. Og vi har taget de første væsentlige skridt i en udvikling, der skal løfte transfersalg som det ene forretningsben. Sammen med det andet forretningsben, vores kommercielle indtægter, skal det over tid gøre os i stand til at realisere det tredje forretningsben, nemlig ‘præmiepenge’, der kommer i form af tv-penge i toppen af Superligaen og Europæiske kampe.

Fra mit perspektiv er det den helt rigtige retning. Og ikke mindst rækkefølge. At jagte sportslig succes uden at have de øvrige forretningsben med, er ikke en farbar vej. Og det er fantastisk at se, hvor stor en opbakning denne retning også har fået fra klubbens fans. Glæden ved at se vores egne drenge løbe på banen er så stor, at det binder os tættere sammen og skaber synergieffekter, der løfter os som klub.

Og det er afgørende. For modgang vil komme. Og med en strategi, hvor vi både vil være bæredygtige og samtidige spille top-3, er det selvskrevet, at der vil komme tider, hvor de sportslige målsætninger ikke nås. Med to konkurrenter foran os rent øknomisk, er chancen for at “tabe top-3” større end for at “vinde top-2”. Men det er okay. For fodbold handler også om at nå mål i fællesskab. Og for Brøndby IF, som er Danmarks 3. stærkeste fodboldøkonomi, må det mål være at slå dem, der er foran os.

Vi - klubbens fans - er en essentiel del af dette. Begejstringen og den medvind vi skaber når det går godt, må kun overgås af vores styrke og sammenhold, når det er svært. Lige nu, har vi pointmæssigt meget at være begejstrede for, og jeg stoler trygt på, at opbakningen til vores hold og unge talenter kun bliver større, når vi møder modstand.

Sådan viser vi allerbedst, at vi er sammen om den sportslige retning, der skal bringe os fremad.

Jeg stiller op til en sidste periode som fanrepræsentant

Den 7. april var der generalforsamling i Fanafdelingen. Jeg har stillet mig selv til rådighed som fanrepræsentant for det kommende år. Der er ikke andre kandidater.

De seneste mange måneder har jeg været i dialog med Fanafdelingens formandskab omkring mit kandidatur. Selvom jeg kun har været repræsentant for Fanafdelingen i 2 ud af 4 mulige år, så var jeg det også tidligere for BST, og jeg synes det er i vedtægternes ånd, at vi finder en ny repræsentant snart. 7 år i bestyrelsen er lang tid, og selvom jeg er enormt glad for den tillid jeg har fået de seneste år, så tror jeg det er sundt, at der en rotation, så nye øjne og tanker kommer til.

Jeg har derfor diskuteret dette med Fanafdelingen og afsøgt mulige kandidater. Det arbejde kommer vi til at intensivere det kommende år - og så snart vi må mødes igen, vil vi afholde intromøder for personer, der kunne være interesserede i at stille op næste år.

Sune Blom




Deltag i diskussionen




  • Den vedtægtssikrede fanrepræsentation bliver hyldet, og der drømmes om større fanindflydelse.

    Men hvem er det, der ønsker denne udvikling? Er det reelt et bredt, bæredygtigt ønske i fanbasen eller er det en utopisk vision hos nogle få? Hvis man ikke engang kan stille med flere egnede kandidater til en bestyrelsespost, er det i hvert fald svært at argumentere for yderligere indflydelse.

    Respekt til Sune Blom for selv at se at der skal nye kræfter til. Det er klædeligt, og burde være et universelt princip.
    1 god kommentar