-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Søndag aften skal Brøndby IF en tur til Farum, hvor en svær kamp mod FC Nordsjælland venter. Det er kampen om fjerdepladsen og kampene mellem de to mandskaber plejer at være garanti for mål og underholdning. Således blev det også 2-2, da de to hold mødtes lige inden coronapausen.
Brøndby har drillet FCN de seneste gange, de har mødtes, lyder det fra FCN-assistent Frank Hjortebjerg, der fortæller om, hvad Brøndby er gode til:
- Det er i hvert fald et hold, der har drillet os de sidste par gange, vi har mødt dem, hvor vi ikke rigtigt har været tilfredse med vores eget udtryk. Så det er vi selvfølgelig opsatte på at gøre noget ved, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Det er et hold, der angriber med en masse fart på deres omstilling. Især fra wingbackpositionerne, hvor de kommer rigtig godt afsted. Dem er de virkelig gode til at sætte i scene. Og så har de Simon Hedlund, der er en super-dygtig dybdeløber, der gjorde ondt på os sidste gang. Og så har de også Mikael Uhre, der ligeledes gerne vil løbe dybt. Så i deres omstillingsspil vil de rigtig gerne spille i bagrum.
- I det etablerede spil har de lidt flere strenge at spille på. Der prøver de også at kombinere inde imellem vores kæder og spillere, som også gjorde ondt på os sidste gang. Især Anis Slimane spillede en rigtig god kamp, hvor han fandt nogle rum på siderne af vores midtbanespillere. Det drillede os og gjorde ondt på os. Så det var de rigtig gode til at sætte i scene.
Kampen mellem FCN og Brøndby spilles søndag med kickoff klokken 18.00.
Deltag i diskussionen
mp80 27. juni 2020