-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Hej kære medfans. Jeg synes det kunne være spændende med en nuanceret debat om hvor Brødnby egentlig er på vej hen. Kasrten Aabrink kritisere i sin bog det nye Brøndby og Kresten Schultz Jørgensen kritiserede også for nyligt Brøndbys mangel på retning og identitet. Jeg kunne godt tænke mig en mere nuanceret diskusison omkring, hvor Brøndby er på vej hen og om vi er ved at miste vores identitet som klub. Det handler egentlig ikke kun om de nuværende resultater, men den manglende retning i klubben i årtier? Har kopieret Per Steffensens oplsag nedenfor:
Hvad tænker folk om Brøndby og hvor vi er på vej hen?
HAR BIF SOLGT SIN SJÆL
Det er næsten ikke til at fatte, hvad vi i øjeblikket er vidner til i Superligaen.
Sidste års The Double vinder, FC København ligger i skrivende stund nummer OTTE og er i nedrykningsspil for første gang i Superligaens historie.
Det er jo vanvid.
Meget bedre er det ikke for de blå/gule på Vestegnen.
Øjeblikkeligt nummer 6, men ku’ lige så godt have været i nedrykningsspil, det forhindrede dog ironisk nok bl.a. nogle sejre under fyrede og udskældte Frederik Birk.
De seneste 8 kampe med den walisiske cheftræner Steven Cooper har kastet sølle 3 point af sig.
Og den går ikke, Granberg.
Det er ingen hemmelighed, at jeg var spiller i Brøndby IF i firserne og var med til at vinde 5 pokaler på 5 sæsoner samt et par sølvmedaljer.
Det er nu meget længe siden.
Men klubben hvilede dengang på nogle grundpiller og et værdisæt, jeg ikke længere ser.
Der var et sammenhold og et drive dengang anført af formand Per Bjerregaard.
Per kunne som ingen anden motivere de frivillige og forældre til at tage en helt enorm tørn for klubben.
For indsatsen fik de i starten en årlig klubfest og senere ku’ folk på skift komme med på klubbens Europa Cup rejser.
Dengang var det en for alle, alle for en.
Som spiller løb man ind i hjælpsomme og stolte ledere overalt i klubben og cafeteriaet i klubhuset var et samlingssted for høj som lav.
Alle var positive og den energi smittede af over det hele. Der var nærhed og empati. Det var en familie.
Brøndby-familien.
Helt ude i landets hjørner kunne folk føle den uovervindelige Brøndby-ånd.
Det var ikke sjovt for de lokale fans, når vores bus trillede forbi, for så var der øretæver i luften. På banen altså.
Efter nye 3 (dengang 2) point blev der spillet kort i bussen, fortalt historier og knappet bajere op, mens musikken brølede ud fra højttalerne.
Det skabte Brøndby-ånden. Den mytiske ånd, der stadig tales om.
Brøndbys DNA.
Tiden er naturligvis en helt anden anno 2026, men som klub burde og skulle man have kunnet holdt fast i selve modellen.
I dag er den forsvundet.
Udefra set, ligner det, at Brøndby IF har solgt sin sjæl til en amerikansk investeringsvirksomhed, der knapt ved, hvor Danmark ligger.
Det er både ærgerligt, trist og bedrøveligt set ud fra et by- og klubmæssigt perspektiv.
Brøndby er en traditionel arbejderby og ditto kommune.
Borgmesteren Kjeld Rasmussen var i den spæde start klubben en særdeles god og meget gavmild mand.
Han ku’ se, at klubben Brøndby IF kunne bringe kommunen på danmarkskortet. Det var godt set.
Skulle en spiller bruge et job, var der altid en ledig plads på kommunen.
Jeg kom til klubben fra Hvidovre IF, som i mange år var lillebror Brøndby langt overlegen.
Men langsomt og sikkert udnyttede Per Bjerregaard & Co, at Hvidovre-lederne sov i timen og nærmest i ly af natten erobrede de blå/gule førerpositionen på den københavnske vestegn og slap den aldrig siden.
De første år i BIF, hvor vi blev fuldtidsprofessionelle var næsten kun ren optur.
Når vi forlod omklædningen for at trave ud på træningsbanerne om formiddagen, passerede vi Team Danmarks kontorer og bag et vindue, der altid stod åbent sad KB’eren Niels Christian Holmstrøm. Han var helt gasblå i ansigtet af irritation og misundelse over den lokale succes og mon ikke nogle af de stunder har motiveret den gamle ræv til senere at gøre et frygtindgydende come back i dansk topfodbold med FCK?
Jeg tror det. Det er sgu egentlig meget sjovt at tænke på.
Og pudsigt nok begyndte FCK først rigtig at vinde kontinuerligt, da Brøndby IF’s 4-4-2 blev kopieret af først Roy Hodgson, så Hans Backe og siden Ståle Solbakken.
Udover de frivilliges uvurderlige hjælp og sammenholdet var der også andre ting, der udvikledes til Brøndbys DNA.
Den lokale back og fighter, Bjarne Jensen, som den dag i dag stadig har klubrekorden med flest førsteholdskampe for næsen af en anden lokal helt, Per Nielsen, er hele symbolet på klubbens optur.
Bjarne begyndte på førsteholdet, da klubben lå i 3. division og selv i årene der fulgte med mange rigtig dygtige spilleres ankomst, formåede Bjarne alligevel altid at udvikle sig med klubben og bare blive bedre og bedre.
Han var garant for et andet Brøndbysymbol “Aldrig at give op!”
Bjarne blev faktisk så god, at ingen nogensinde kunne slå ham af holdet.
Morten Olsen forsøgte en enkelt gang, da han i foråret 1992 havde to Brøndby-drenge, Bjarne og John Faxe Jensen på bænken.
Det overlevede den berømte Olsen ikke. Næste dag var han stort set væk.
Familien Brøndby stak ikke op for bollemælk og INGEN sku’ komme og tro, de ku’ behandle to ægte Brøndby-drenge så respektløst.
På banen var der heller ingen dikkedarer dengang.
Spillestilen var højt, aggressivt pres og genpres. Det krævede fysik, så der var ugentlige løb i Brøndbyskoven og styrketræningen blev også implementeret.
Vi tromlede modstanderen ned, hvis ikke via spillet, så ved fysisk overlegenhed.
Det var vigtigt, at næsten alle ku’ vinde en tackling og erobre bolden.
Cheftræneren dengang, Ebbe Skovdahl, var stor fan af Liverpool, så vi sku’ spille som dem. For Skovdahl talte kun holdet.
4-4-2 med det høje pres. Hold da kæft det gav resultater og selvtillid.
Jo højere oppe på modstanderens banehalvdel vi erobrer kuglen desto tættere på afslutninger mod modstanderens mål, messede Skovdahl.
Han sagde også en ting, som satte sig fast i min hjerne. For det er rigtigt.
Tempoet i en kamp dikteres af, hvor effektivt dit pres og genpres er, modstanderen må ikke få ro med bolden.
Vindermentaliteten var udtalt hos alle spillere.
Ikke sjældent sparkede folk hinanden ned til træning. Ikke engang et småspil ville man tabe.
Vi tager en gang “ung mod gammel til slut” råbte Skovdahl.
De unge med Brian Laudrup i spidsen fik aldrig et ben til jorden og skete det alligevel en enkelt gang, jublede og hoverede de som havde de vundet et mesterskab.
Vi havde det sku godt med hinanden. Alle løb den ekstra mil. Der var en ekstrem sult for at vinde og være de bedste.
Der var spillere med forskellige styrker.
Der var også individualisterne, målscorerne, men ingen stod over kollektivet.
Er hver af vores spillere 1% bedre end sin nærmeste modstander, så taber vi ikke, smilede Skovdahl og lignede et regnskabsgeni.
Men selvfølgelig skulle en kampafgørende Brian Laudrup og andre tryllekunstnere have lempeligere beføjelser. Brian ku’ jo afgøre kampe, så det skulle han have kræfter til og så måtte andre arbejdsfolk løbe det ekstra for at få fat i læderet.
Det har altid været ufatteligt for mig, når nogen trænere ikke kan se sådan noget.
For at behandle folk ens, skal de behandles forskelligt.
Det er da simpelt.
Jeg kan huske Bjarne Jensen engang sagde:
“Jeg kommer fra en mørk gård i Brøndby. Man slog først uanset, hvor stor og frygtsom en kleppert, der stod foran en.
Så blev modstanderen lidt bange og tilbageholdende. Nogle gange var det bluf, men man fik momentum,” grinede Jensen.
Sådan skal Brøndbys førstehold billedligt talt spille.
ALTID.
Skovdahl sagde, at de andre hold sgu da gerne måtte vide, hvordan vi spillede og så måtte de jo se om de ku’ slå os.
Og det ku’ de sjældent.
Den arbejdsindsats forventer fans fra en kommune, hvor der hver dag skal smør på bordet, så far må knokle hele ugen for familien og så vil han sgu også se sit fodboldhold give alt hvad de har i weekenden.
Logisk nok.
Selvfølgelig skulle de da have smæk for skillingerne og en positiv oplevelse.
Den respekt skulle vises, loyale fans er sgu med til at betale lønnen, mindede vi hinanden om.
Jeg kan nogengange blive lidt trist over, at de mange trofaste fans, som i dag er på tribunerne slet ikke kender klubbens historie rigtig.
De var langt fra født under klubbens første storhedstid. Det ku’ jeg ellers godt have undt dem at opleve.
For Brøndby IF er ikke det samme længere.
Udlandske ejere har taget kontrollen og jagter succes og profit via data, statistik og akademikere.
Fodbold er en arbejdersport. Come on.
Hvad med at ansætte nogle i nøglepositioner, der kender dansk fodbold og Brøndbys kultur.
Nu har man så givet al sportslig magt til Steven Cooper, men er han egentlig dygtig nok til det ?
Skal han have lov til at implementere nye ting, der slet ikke er det oprindelige BIF?
Otte kampe 3 point. Hvordan synes du selv, det går?
BIF burde i denne sæson, hvor alle kan slå alle, ligge helt i toppen og spille med om guld.
Men det gør de ikke, fordi klubben svigter, ejerne svigter, træneren svigter og spillerne svigter.
Cooper-testen holdt ikke.
Men det blir en dyr affære at skille sig af med ham, hans stab og alle de spillere han egenhændigt har fået tilført på lange kontrakter.
Brøndby IF behøver jo ingen ny sportsdirektør, han har alligevel ikke noget at sku have sagt.
Cooper har magten.
Det kan ikke blive værre.
For nogle år siden, under Jesper Sørensen, var den helt store guldfest arrangeret.
BIF skulle “bare” vinde hjemme mod AGF.
Solen skinnede og stemningen var på sit højeste.
Men hvad fik BIF-fans ved den lejlighed?
Nul og niks.
Et bovlamt hjemmehold, der var passive og fik smæk af jyderne.
Undskyld mig, i de go’e gamle dage, var modstanderen fysisk blevet trykket ned bag baglinjen.
Nu blev det den største fuser og nul fest.
Men det skal Cooper trods alt ikke have skylden for.
De seneste mange år har FC København været Danmarks svar på Bayern München.
Og som en ven i branchen for nyligt understregede: “4 nederlag i træk, havde ingen Bayern-træner overlevet.”
Ku’ man bare være en flue på væggen i de to klubbers direktions- og bestyrelseslokaler de kommende uger, hvor der spilles landskampe.
Jeg ønsker alle et godt Folketingsvalg på tirsdag. Mekanismerne er nogle af de samme som i fodbold.
Nogle bliver valgt, selv om de ikke egner sig til det.
Deltag i diskussionen
LJS
Betalende bruger
Top debattør
Per Steffensen som vores nye sportsdirektør.
Argh, okey....
Men han rammer vel rigtigt med mange ting her.
Er så lidt i tvivl om det er Coops, der egenrådigt står for vores nye strategi/system, eller om det er ledelsen/ejerne, der har nedfældet den til ham.
Studenterbrød 23. marts 2026
Vindermentaliteten var der jo pga BIF havde en større økonomi, og kunne derved hente alle de bedste spillere i landet.
Efter min mening er den største fejl klubben har begået, er den manglende langsigtede tænkning. Får vi ikke det på plads, så er vi ikke færdige med at blive overhalet af andre klubber.
Den nuværende sportslige krise er ligegyldig på den lange bane.
Den større økonomi kom fordi den vindermentalitet udmøntede sig i at vi bragte os selv i en førerposition, på et tidspunkt hvor dansk fodbold ikke var mere professionel, end at det kunne lade sig gøre med de evner der var i klubben på det tidspunkt.
Desværre formåede de ikke at forny hverken Fonden, bestyrelsen, direktionen eller medarbejderstaben uden det gik galt. Man var i løbet af 00erne, blevet som de klubber man overhalede i 80erne. Og vi har stadig ikke fundet en model, som fører os dertil.
Jeg er principielt imod flerklubejerskaber og den måde hvorpå i hvert fald nogle i GFH har tjent deres penge på. Og dog vil jeg vove at påstå, at GFH er det bedste bud vi hidtil har haft på at få os tilbage på sporet. Jeg kan næsten mene at de går for langsomt og blidt til værks, og hvis der rent faktisk var en aftale om at de holdt sig i baggrunden i to år, så er jeg sikker på at de har fortrudt den for længe siden.
Jeg kan også være bekymret for, om vi har solgt vores sjæl. Man kan jo vende den på hovedet og sige, at de sjæl solgte vi i løbet af 00erne. Pludselig handlede det ikke om at vinde, men om hvem der sad med ved bordet. Ikke af ond vilje, men simpelthen fordi man ikke i tide fik lagt en plan for hvordan Brøndby IF skulle drives i fremtiden.
Det kom der meget godt ud af, med En stemme til alle, Brøndby Supporters Trust og Fanafdelingen, samt en stor stemme til fansene generelt. Men den succes er også ved at løje af, og jeg kan være pænt bekymret for at vi stadig er et sted, hvor det for alt for mange handler om at være med omkring bordet - og så skal man jo helst ikke sige noget de andre omkring bordet ikke kan lide.
Det er ellers ikke fordi vi ikke tager mange gode skridt, men det er som om de ikke tages fuldt og helt. Uha nej, han har jo været med i mange år lader til at holde os tilbage. Der er simpelthen for lille udskiftning i organisationen, og når den kommer, er det i reglen i form af en opsigelse. Det til trods for at vi underpræsterer på for mange parametre, og har gjort det i årevis.
Jeg håber derfor vi nu ansætter en CEO, som udover at være dygtig, også er konsekvent, så vi kan få sat det hold, som kan få os på ret kurs igen. Med vindermentalitet, med en kultur og med værdier vi lever fuldt og helt op til, med sportslig succes og et plus på bundlinjen.
Studenterbrød 23. marts 2026
Pudsigt nok har alle hold der slutter som nr 1 vindermentalitet, men det kan åbenbart ikke siges på forhånd.
Jeg er helt enig i hvad du ellers skriver.
At ville vinde handler om at bringe sig selv i den bedste mulige position for at opnå et eller flere mål. Det er noget man viser hver eneste dag - gennem ofre og indsats.
Det er nå alt man gør i livet, bliver gjort for at opnå et eller flere mål. Alt. Det er det professionelle sportsfolk - i hvert fald de bedste - gør.
Det var også det Per & Co. gjorde udenfor linjerne. Det var derfor vi vandt og vandt i mere end 30 år. Fra den første oprykning, over det første mesterskab og en semifinale i Europa, til mesterskabet i 2005.
Studenterbrød 24. marts 2026
Lasse P
Betalende bruger
Jeg er ikke fan af GFH men det er bare for at pointere, at vores ulykke startede for mange år siden, og vi ligger i dag som vi selv har redt grundet +20 års manglende klar langsigtet sportslig strategi og retning.
LJS
Betalende bruger
Top debattør
Og det har jo været sådan, i rigtig mange år desværre.
Vi vil det jo så gerne.
Om man er fan af GFH og Coops, eller ikke, er jo en ærlig sag.
Men bør vi ikke, bakke op den nye strategi, selvom det p.t er trænge tider.
Og indrømmet, min egen tålmodighed er lidt tyndslidt :-))
Slår vi atter ind på en ny retning, så skal vi jo bare starte forfra igen.
Lasse P
Betalende bruger
Nu det ikke kan være anderledes, så bakker jeg op om den vej GFH nu har sat og Cooper. Jeg er jo fortsat den naive Brøndby fan, der hver gang tror, at NU har vi fundet formlen der skal få os tilbage til storhedstid.
LJS
Betalende bruger
Top debattør
Tror vi er flere, der kan nikke genkendende til den følelse/holdning.
Brøndby85
Betalende bruger
Men det nytter ikke at være sentimental - det gamle Brøndby døde i 2013, hvor udefrakommende investorer overtog magten.
Men vi er her stadig og til en ny og anderledes virkelighed.
Vores brok over spillestil og mangel på retning har sat sig på sjælen.
Men vi er her altså stadig.
Det nytter kun at kværne videre og tro på, at målene kommer i næste kamp.
Det er nemlig Brøndby DNA.
Men vi står stadig midt i et slagsmål, denne gang om hvordan vi definerer hvad Brøndby IF er i 2026 og hvad Brøndby IF skal være i årene der kommer. Vi mangler den stærke hånd på rattet, som med autoritet og overbevisning kan føre os derhen.
Jeg er ret ærgerlig over, at GFH ikke har en sådan mand til at sidde for bordenden i Brøndby IF. For alt det gode han har gjort til trods, så er der vist ikke nogen der ser JBA som den stærke hånd. Heller ikke JBA selv. Det var vel derfor han åbnede op for et salg for 4-5 år siden.
---
Vainio74
Betalende bruger