Fodbold live resultater




Frøkjær: Jeg skal være Vallys' legemakker

Skrevet af Adam Emil Mossin, 15. marts 2026

Mads Frøkjær er en af de mange nye ansigter i Brøndbys offensiv. Han kom til fra Preston North End i Championship, og så har han før været en profil i Superligaen for OB.

I 2026 har overskriften for Brøndby været målfattige kampe. Få mål i begge ender. I kampen mod FC Midtjylland var takterne bedre, selvom scoringerne udeblev og Brøndby spillede deres tredje kamp med cifrene 0-0 i år.

I kampen havde man sat holdet op lidt anderledes. Der var blevet gjort plads til to reelle angribere og kanterne var erstattet af to 10’er-typer - Nicolai Vallys og Mads Frøkjær.

Sidstnævnte var da også tilfreds med den nye konstellation.

- Det passede mig fint. Formålet med at få mig ind var at få en legemakker til Vallys. Dét Noah (Nartey) viste i efteråret var virkelig højt niveau. Men det var meget individuelt, hvor han driver bolden og får afsluttet. 

- Jeg synes vi (Vallys og Frøkjær) kom tættere på hinanden dén kamp, og det var også den kamp, hvor vi skabte markant flest chancer og fik flest kvalificerede afslutninger. Det var forhåbentligt en smagsprøve på, at det kan blive et godt samarbejde.

Måltørken har altså fået Steve Cooper til at rokere lidt rundt, men Frøkjær mener ikke det ændrer det store.

- Om man spiller 4-3-3 eller 4-2-2-2, så går man efter at få flest spillere op i modstanderens felt. Målet er det samme - vi skal prikke den ind. Så er det lidt underordnet med formationen.

På Vestegnen er troen på guld i mellemtiden forsvundet, men målet om europæisk deltagelse står klart. Det kræver som udgangspunkt en tredjeplads, afhængigt af hvem der vinder pokalturneringen.

- Vi er Brøndby, vi skal ligge så højt som muligt. Der er to hold, der er stukket af, så det ville være åndssvagt at sige vi skal vinde guld eller sølv. Det ser svært ud. Men vi skal ud og blive nummer tre, så vi forhåbentligt kan komme ud og spille om at komme i Europa næste sæson. Det kræver, man tager de første tre point, og så tre point igen efter.

Frøkjærs vurdering af sine egne præstationer hidtil i brøndbytrøjen matcher hans vurdering af resten af holdet.

- Ligesom holdet har det ikke været til u.g, kryds og slange, men isoleret på kampene har der været nogle fine nok ting. Der har jo manglet noget slutprodukt ligesom alle andre. De første to, hvor jeg starter inde, var ikke det jeg havde håbet, eller Brøndby havde håbet.

Det betyder, at der er sult på forbedring og sejr, når Viborg gæster Brøndby Stadion søndag aften.

- Vi skal ud og vise, vi er Brøndby på hjemmebane, og vi længes efter tre point.

- Sneboldseffekten, når den første kommer, så ruller den sig stor. Hvis du går ud og ser vores træninger, så ligger bolden i kassen en masse gange. Så det er jo et spørgsmål om, hvornår den første kommer.




Deltag i diskussionen








Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner