-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Brøndby U/19 spillede tidligere på ugen efterårets sidste kamp hvor de leverede en stærk præstation og vandt med 3-2 på udebane mod FC Nordsjælland. Vi vil i denne artikel levere en grundig analyse af U/19 holdets halvsæson. Det har været en halvsæson, som startede vanskeligt, men som efterhånden er blevet bedre og bedre – og som sluttede stærkt.
13 kampe, 21 point og en placering som nr. 7 med fem point til Silkeborgs tredjeplads er det endelige facit for efterårssæsonen. Bag disse tal gemmer der sig dog flere interessante forhold og forklaringer, der betyder, at vi med god ret kan se frem imod et spændende forår, hvor det er forventningen, at vi får et rigtig stærkt U/19 hold at se.
Under forskellige temaer vil vi nedenfor se på årsagsforklaringer ift. den svingende sæsonstart, holdets styrker og holdets udviklingsmuligheder.
Brøndby har sæsonen igennem spillet meget ungt og har således ligaens laveste gennemsnitsalder på 17,1 år, hvor eksempelvis FC Midtjylland og FC København har en gennemsnitsalder for efterårssæsonen på over 17,5 år. Før sæsonen havde vi en snak med cheftræner Christian Sørensen (som kan ses her: https://3point.dk/nyheder/video-stort-interview-med-u19-cheftraener-christian-sorensen), hvor vi blandt andre emner snakkede med ham omkring den unge trup. Christian Sørensen forklarede, at det var et strategisk valg og at holdet hurtigt skulle lære at spille ældre. Der har aldrig været tvivl om dette holds store potentiale og topniveau (se også afsnit omkring at være bedst mod de bedste hold), men spørgsmålstegnet har været om holdet kunne være stabilt nok som følge af den lave gennemsnitsalder.
Som vi kommer ind på senere i denne artikel var sæsonstarten tung, hvor holdet havde svært ved at hente de fornødne point og Brøndby U/19 havde nogle underlige udsving. Anden halvdel af efteråret har været langt stærkere og en delforklaring på dette kan være, at de yngre spillere har vænnet sig mere og mere til niveauet i U/19 ligaen – både individuelt og som hold.
I langt de fleste kampe har den overvejende del af holdet bestået af førsteårs U/19 spillere samt U/17 spillere og i ingen kampe har der været mindre end seks førstårs/U17 spillere i startopstillingen. I kampen mod OB var der eksempelvis hele syv førsteårsspillere og en U/17 spiller i startopstillingen imens der i den seneste kamp mod FCN var tre U/17 spillere og seks førsteårsspillere i startopstillingen.
Dette tegner lovende frem mod forårssæsonen. Mange unge spillere har fået en hel del spilletid. Vi vil vil formentligt se et endnu yngre Brøndby U/19 hold idet forventningen er, at tre eller fire spillere rykkes op fra U/17 truppen mens mange spillere fra den ældste årgang, 2004, har forladt Brøndby. Dette er udpræget godt for det vigtigste parameter i ungdomsfodbold: Udvikling.
Det har været et markant kendetegn i løbet af efterårssæsonen, at holdet simpelthen har præsteret bedst mod de bedste hold i ligaen og dårligst mod de dårligste hold. Brøndby U/19 har vundet over FCK (nr. 2 i ligaen), Lyngby (nr. 4), OB (nr. 5) samt FC Nordsjælland. Herudover spillede holdet en af de bedste U/19 kampe jeg har set i lang tid ude mod det suveræne tophold, FC Midtjylland som har vundet 12 ud af 13 kampe. Kampen tabte Brøndby med 4-3, men man var foran hele tre gange i løbet af kampen og FCM scorede sejrsmålet langt ind i overtiden. Det var dog en stærk præstation, hvor Brøndby pressede FCM igennem hele kampen.
Omvendt har holdet haft nogle mærkværdige pointtab mod de dårligere hold i ligaen – Vejle som er nr. 13 i ligaen, (1-1), Sønderjyske, som er nr. 12 (2-3), AGF, som er nr. 10 (1-4), Horsens, som er nr. 9 (1-1), Randers, som er nr. 6 (1-5). Disse kampe burde have givet 5-10 point mere og så havde placeringen i tabellen pludseligt været noget sjovere.
Ikke blot har man oplevet pointtab i disse kampe, men som det fremgår har man tabt stort i et par af dem, hvor man i perioder af 15-20 min. har lukket 2, 3, 4 mål ind. Vi vil senere i denne artikel (under spillestil) kigge nærmere på årsagerne til, at holdet har præsteret dårligere mod disse hold. En generel tendens har dog været, at Brøndby U/19 har haft svært ved at bryde lavtstående forsvar ned og modsat er blevet ramt på omstillinger (omstillinger og defensiven er et udviklingsområde for holdet). Mod de dårligere hold har kampbilledet ofte været det samme: Brøndby meget på bolden, kan ikke i tilstrækkeligt omfang skabe store chancer, rammes på omstillinger og så har der manglet stabiliteten og bundniveauet.
Som beskrevet tidligere havde Brøndby U/19 en vanskelig sæsonstart, hvilket afspejles ved, at det blot blev til 6 point i de første seks kampe, mens holdet, i de efterfølgende syv kampe, har hjemtaget 15 point. Det har dermed været to forskellige halvdele af efterårssæsonen. Ikke blot ser det bedre og bedre ud pointmæssigt, men også målt på de underliggende præstationer går det absolut i den rigtige retning. Efter efterårssæsonen har Brøndby fem point op til Silkeborg på tredjepladsen og det er således ikke svært at se, hvor Brøndby har mistet disse point: I sæsonstarten og mod de svagere hold i ligaen. Det giver dog samtidig tro på, at hvis holdet kan stabilisere præstationerne mod de lavere rangerende hold i foråret kan det ende med at blive en fornuftig og god sæson for Brøndby U/19.
Der har været en relativ stor udskiftning i startformationen i løbet af sæsonen og især har forsvaret været ramt skader og stor udskiftning, hvilket har kostet på den defensive stabilitet (se afsnit omkring spillestil).
En af årsagsforklaringerne på den haltende sæsonstart, hvor Brøndby lukkede rigtig mange mål skal findes i de store udskiftninger i forsvaret. Før sæsonen skiftede Max Juhl, som ellers skulle være lederen i defensiven, tilbage til Kolding på en lejeaftale ligesom Lauge Gülstorff stoppede i Brøndby. Herudover var Ludwig Vraa skadet i de første kampe i sæsonen. Det betød, at Brøndby startede med Hjalte Andersen og Matteo Grosso i centerforsvaret, som begge er backs – og Grosso har generelt spillet en del kampe i det centrale forsvar. Derfor hentede man også Tobias Landstrøm ind fra Lyngby, fra årgang 2004, men han nåede dog kun at spille én kamp for Brøndby inden han blev langtidsskadet.
Ydermere blev August Carlsson, som i lighed med Max Juhl var udset som en af de rutinerede kræfter på holdet, langtidsskadet i en kamp mod AGF ligesom Marinus Larsen og Lucas Ziegler også har kæmpet med skader i løbet af sæsonen.
Brøndby U/19 har derfor brugt rigtig mange spillere i løbet af sæsonen – op imod 30 spillere inklusive Schwartau, Kwasniak, Friedrich, Kvist og Marinus Larsen fra superligatruppen og Sømmergaard, Søndergaard, Claridge og Lukas Larsen fra U/17 truppen.
I løbet af sæsonen har man dog fundet frem til en mere stabil stamme og startopstilling, der også har afspejlet sig i bedre resultater. Som følge af afgangene i form af Kwasniak, Friedrich, Kean Tran, Opoku, Luka Kold og Hjalte Andersen er truppen skåret yderligere til frem imod forårssæsonen.
Brøndby U/19 har, som resten af Masterclass, en meget ultimativ spillestil, hvor der er stor fokus på transitionerne i spillet, et direkte spil med bolden og et aggressivt pres. U/19 holdet har – ligesom U/17 – en af ligaens laveste PPDA’er (hvor mange pasninger modstanderne foretager før en defensiv presaktion sættes ind), en høj presintensitet og er et af de hold i U/19 ligaen med flest interceptions. Holdet vil gerne spille meget direkte – men nogle gange spilles der måske hurtigere og mere direkte end hvad de kan følge med til, hvilket kan ses ved, at Brøndby ligger højt på antallet af boldtab. Det har også været et fokusområde fra cheftræner, Christian Sørensen, at for mange og for dumme boldtab med de lavere rangerende hold har medført for mange mål imod. Dette ses ved at Brøndby ligger nr. 4 på ”expected goals against” – altså det hold med det fjerde højeste expected goals against og nr. 4 på ”shots against”.
Det er således et af holdets klare forbedringsmuligheder gående ind i forårssæsonen. Boldtabene på kritiske områder (fordi man gerne vil spille direkte og fremadrettet) skal minimeres for på den måde også at stabilisere defensiven og lukke færre mål ind. Brøndby har i alt lukket 30 mål ind i 13 kampe, hvilket naturligvis er alt for meget, hvis man gerne vil spille med om de sjovere placeringer. 15 af målene blev dog lukket ind i de første fem kampe af sæsonen, hvor der var stor udskiftning i forsvaret, hvorfor der allerede har været forbedringer at se på dette område.
Spillestilen fører dog ikke kun negative ting med sig. Brøndby ligger nr. 1 på ”Through passes”, nr. 5 på passes til ”final third”, nr. 2 på ”smart passes”, nr. 4 på ”progressive passes” og nr. 3 på ”deep completions”. Det er også et billede på spillestilen. Den er fremadrettet og man vil gerne true modstanderne hurtigt med pasninger, der rykker noget.
Holdet har i de seneste år spillet 4-4-2 med en diamant på midtbanen. I midten af sæsonen skiftede man over til en mere traditionel 4-3-3 med bredere punkter på den sidste linie. Dette var i erkendelse af, at Brøndby havde svært ved at nedbryde lavtstående forsvar og at mange hold mødte op med et ekstremt kompakt udgangspunkt fordi Brøndby traditionelt gerne vil spille igennem midten. Mod lavtstående forsvar har Brøndby måske også manglet den type, som har fart i fødderne og kan afdrible sin direkte modstander. Mange af Brøndbys centrale midtbanespillere, Beyer, Nartey, Kvist, Mini osv ligner hinanden ved at have sine styrker i det relationelle spil i små områder.
Der er ingen tvivl om, at holdet er på rette vej, men at der samtidig er behov for at man finder en bedre balance mellem at angribe og forsvare – og at minimere fejlene og de defensive omstillinger.
I mange post-match interviews med cheftræner, Christian Sørensen, har han haft fokus på stabilitet. Ikke bare fra kamp til kamp, men også i løbet af kampene. Et eksempel på den manglende stabilitet imellem kampene er, at Brøndby U/19 vandt 2-1 mod FCK i en midtuge kamp og den næste lørdag tabte holdet 5-1 til Randers. Herudover har der også været udfordringer med at bevare den rette stabilitet i løbet af kampene. I den forbindelse skal det bemærkes, at det både er når det går og dårligt i kampene.
I en kamp mod AaB – på hjemmebane – var Brøndby i store dele af kampen fuldstændig overlegen og var stort foran, men holdet var meget tæt på at smide kampen til slut. Kampen mod Silkeborg på hjemmebane kan også nævnes, hvor man tabte 0-3. Efter en meget lige 1. halvleg scorede Silkeborg i starten af 2. halvleg to hurtige mål, hvorefter holdet faldt sammen. Et sidste eksempel er udekampen mod AGF, hvor man tabte 1-4. I denne kamp kom Brøndby foran men AGF slog tilbage med to hurtige mål med fire minutters mellemrum ligesom AGF scorede til 3-1 og 4-1 i et interval på seks minutter i 2. halvleg.
Disse eksempler viser, at Brøndby U/19 skal lære at spille mere modent og ikke falde sammen i løbet af kampene, når der kommer modgang, men at der skal være noget mere modstandsdygtighed i de svære perioder i kampene. Herudover at bevare fatningen, når modstanderne scorer – for ofte har ét modstandermål ført til et nyt kort tid efter.
Jeg har store forventninger til forårssæsonen. Som denne artikel belyser peger pilen absolut op, anden halvdel af efterårssæsonen var god med flere stærke kampe og et ungt hold har fået nyttige lærepenge og er ved at tilpasse sig U/19 ligaen. Det er et hold med enormt mange spændende talenter.
Næsten hele årgang 2004 vil forlade Brøndby ved vinterpausen herunder Solomon Opoku, Luka Kold, Hjalte Andersen ligesom også Kean Tran fra årgang 2005 vil forlade Brøndby. Tilbage fra årgang 2004 er kun August Carlsson (langtidsskdet), Oscar Sejrup, Alexander Hvid og Tobias Landstrøm (langtidsskadet). Holdet i forårssæonen bliver forventeligt endnu yngre, hvor spillere fra U/17 i form af Lukas Larsen, Adam Claridge, Philip Søndergaard, Erem Øzkul antageligvis vil få spilletid. Der har i løbet af efterårssæonen været store udskiftninger i startopstillingen, men hen imod slutningen af sæsonen har man fundet ind til en mere fast stamme. Det er også min forventning til forårssæonen – truppen er skåret til og man vil se en højere grad af genkendelighed i startopstillingen, som forhåbentligt vil udmønte sig i mere stabile præstationer.
Der er fem point op til Silkeborg på en tredjeplads, hvilket, efter min mening, er noget der er realistisk at jagte.
Brøndby U/19 starter forårssæsonen med en hjemmekamp mod AGF d. 18 februar kl. 12.30
Deltag i diskussionen
Saesonkort
Betalende bruger
Top kommentator
Top enige
19. december 2022
Personligt ser jeg, alt den snak om gennemsnitsalder og de valgte fokus-KPI’er som gemen Bullshit!
MasterClass og talentudvikling handler i sin renhed og fineste form om at rekruttere og realisere talent. Og jeg afholder med glæde et kursus i KPI-kaskadering.
Kenneth
Betalende bruger
19. december 2022
Er der positioner hvor u17 og u19 er mindre godt besat og hvor det evt giver mening at kigge efter nye spiller ?
Jakob Kjærgaard
Administrator
20. december 2022