Fodbold live resultater




HB Køge forfremmer Noah Sømmergaard

Skrevet af Anders Villaume Vestergaard, 20 dage siden

Den tidligere Masterclass-keeper Noah Sømmergaard har skrevet under på en kontrakt med HB Køge og forfremmes i den forbindelse til klubbens NordicBet Liga-trup.

Det oplyser Køge-klubben på sin hjemmeside.

“Noah har etableret sig og gjort det godt, siden han kom hertil fra Brøndby i sommer og derfor har vi gerne villet binde ham til klubben. Samtidig har det været et ønske for os, at få en ekstra målmand i førsteholdstruppen og med forfremmelsen af Noah lykkedes dét. Alle vores tre førsteholdskeepere er unge nok til at spille for vores U19-hold, så vi kan sikre os, at de alle får kampminutter, selvom kun én spiller NordicBet Liga-kampene,” siger sportsdirektør i HB Køge, Auri Skarbalius, til hbkoge.dk.

Den nu 18-årige Sømmergaard skiftede som 17-årig fra Brøndby til HB Køge i sommer – netop i jagten på spilletid i en seniortrup.

En jagt, der så svær ud i Brøndby.

Dengang sagde han til 3point.dk:

- Jeg har valgt at skifte klub, da jeg indså og fandt ud af, at jeg ikke blev prioriteret mere, hvilket primært var på grund af førsteholdets syn på os keepere. Fodbold er jo holdninger og det er ikke alle, som tænker og ser fodbold ens. Jeg endte i en situation, hvor muligheden for næste skridt og ind i seniorverdenen ikke rigtig var til stede, også selvom jeg følte mig værdsat i Masterclass.

 

 

 




Deltag i diskussionen








Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner