Fodbold live resultater




Historiske spillersalg løfter Brøndbys regnskab markant

Skrevet af Kasper Pedersbæk, 12. februar 2026

Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S har offentliggjort sin delårsrapport for perioden 1. juli til 31. december 2025 - og regnskabet viser et markant kursskifte sammenlignet med samme periode sidste år.

Resultatet før skat lander på et overskud på 88,8 mio. kr. mod et underskud på 56,4 mio. kr. i første halvår af 2024/25. Den afgørende forskel skal findes i transferaktiviteterne.

Historiske salg driver resultatet

Resultatet af transferaktiviteter udgør 134,2 mio. kr. i perioden mod -17,2 mio. kr. året før. Udviklingen skyldes især salgene af Yuito Suzuki og Mathias Kvistgaarden, som begge skriver sig ind blandt de største transfers i Brøndby IF’s historie.

Det betyder i praksis, at transferindtægterne mere end opvejer de stigende omkostninger i driften - og reelt er hele halvårets overskud båret af spillersalgene.

Stigende omsætning - og stigende udgifter

Nettoomsætningen steg til 155,4 mio. kr. mod 141,5 mio. kr. i samme periode sidste år. Fremgangen skyldes primært højere indtægter fra partneraftaler samt deltagelse i kvalifikationsrunderne til UEFA Europa Conference League.

Omkostningerne steg dog samtidig markant til -195,8 mio. kr. mod -175,2 mio. kr. året før. Stigningen kan især henføres til øgede personaleomkostninger samt højere kampdagsudgifter - herunder europæiske udekampe.

Ser man isoleret på driften uden transferindtægter, er billedet altså fortsat præget af betydelige investeringer.

Sportsligt solidt udgangspunkt

På banen overvintrede herreholdet på en 3. plads i Superligaen, ni point fra førstepladsen - et udgangspunkt, der holder medaljekampen åben frem mod foråret.

Kvindeholdet sluttede ligeledes efteråret på en 3. plads i Kvindeligaen og har samtidig spillet sig i semifinalen i Kvindepokalen.

Forventninger til helåret

Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat før skat i niveauet 0 til 50 mio. kr., som tidligere meldt ud den 19. januar 2026. Klubben understreger dog, at forventningerne er behæftet med usikkerhed - hvilket traditionelt knytter sig til både transferaktiviteter og sportslige resultater.




Deltag i diskussionen




  • Lasse P
  • Lasse P
    Betalende bruger
      12. februar 2026   

  • Man taler om at en succesfuld økonomisk klub opererer med 3 ben; Spillersalg, det kommercielle og europæisk deltagelse. I de sidste 20-ish år har Brøndby primært kun præsteret på det kommercielle punkt (merchandise, partnere osv.) Jeg syntes/tror at vi er godt i gang med at sikre det det økonomiske ben over tid som hedder spillersalg. Vi har taget MC seriøst og er begyndt at se mange salg efterhånden (Jobbe, Frendrup, Kvistgaarden, Hermansen og Nartey). Flere vil følge, og det er gået op for klubben hvor vigtigt det er. Jeg syntes efterhånden godt man kan betegne Brøndby som opererer på 2 af de 3 ben. Vi skal stadig blive bedre til at lave endnu større salg - og det tror jeg også kommer.

    Det sidste ben (Europa)... Jeg oplever et Brøndby som går benhårdt efter europa, og derved full cirkle. Skulle det lykkedes at få sparket døren ind til europa kontinuerligt, ja så har vi sikret det sidste ben og jeg tror vi vil se en meget bedre økonomi fremover. Kontinuerlig deltagelse i europa , vil også have en positiv indflydelse på de to andre ben. Jeg ser derfor vi har et stort økonomisk potentiale og det er også det jeg tror GFH/bestyrelsen ser.

    Skulle europa mislykkedes, så står vi fortsat på 2 ud af 3 ben, hvilket stadig er bedre end tidligere. Derudover kan GFH beslutte at skrue ned for budgettet til spillertruppen. Jeg tror derfor ikke vi nødvendigvis skal være bekymret for vedvarende underskud i 100 mio. kr. klassen.
    7 enige · 6 god kommentar
     
    • @Lasse P Det ville være fantastisk om du havde ret. Men din tro på at Brøndby IF står solidt på det kommercielle ben kan ikke bakkes op af data, så vi står på ét ben – som vi endnu ikke kender styrken af. Vi har nemlig stadig til gode at se kontinuerligt flotte salg og transferregnskaber, og evnen til fortsat at være konkurrencedygtige. Det er det FCM gør flot, og det, der adskiller dem fra FCK i denne sæson, hvor de ikke har formået at bevare niveauet efter nogle flotte spillersalg.

      I dette halvårsregnskab trækker vi endvidere veksler på at vi holdt sammen på truppen i sidste regnskabsår, hvorfor vi sælger for mere i dette end vi typisk ville have gjort.

      Med hensyn til det kommercielle, så står vi desværre i stampe – i bedste fald. Vi har mistet vores placering som landets stærkeste sportsbrand, vores landsdækkende appel er svækket, vi kommunikerer dårligt og konkurrenterne løber hurtigere end os kommercielt.

      I dette halvårsregnskab går vi pænt frem på ”Entré, tv- og præmieindtægter”. Det gør vi ikke mindst takket være en ekstra runde i europæisk fodbold. Den ekstra runde forklarer også den lille fremgang i ”F&B, arrangementer m.v.” Omvendt går vi tilbage på ”Merchandise m.v.” og der er stilstand på ”Udlejning af erhvervsejendom m.v.” og ”Anden nettoomsætning”.

      Det eneste – udover transfers – vi ser bedre ud på, er ”Indtægter fra partnere og sponsorer”. Men her er fremgangen ikke nævneværdig, hvis vi ser bort fra det nye hovedsponsorat med Betano. Det er faktisk ikke utænkeligt, at der slet ingen fremgang ville være, hvis ikke det var for det nye hovedsponsorat.

      Så jeg mener at du tager meget fejl, hvis du tror at Brøndby IF står på to ben. Det er klart og rart at det kommercielle ben ser stabilt ud – men det vokser ikke i nærheden af hvad det burde, når man ser på vores konkurrenters evne til at styrke deres kommercielle ben. Det er heldigvis noget GFH er opmærksomme på, og det kommer med meget stor sandsynlighed til at fylde rigtig meget i den nye CEOs jobbeskrivelse.
      4 enige · 3 god kommentar

    Se 21 flere kommentarer

  • Et rigtigt godt halvårs resultat gør desværre ikke at vi er på rette kurs... endnu.

    Sommeren vinduet gav et flot overskud på omkring 150 millioner i transfers, mens at vinterens gik i omkring 0 og med tanke på hvad klubben har meldt ud om forventninger til årets resultat i niveau 0 til 50 millioner, hvilket jo må betyde at der stadigvæk bruges en del mere end der tjenes.

    Der hvor at jeg kan se et problem er til sommer, hvor at vi egentlig ikke har de store salgsobjekter med mindre at vi allerede sælger Ambæk til sommer (hvilket jeg syntes vil være den forkerte beslutning og at man holder ham et år mere), ja der skal nok blive solgt spillere til sommer, men det bliver jo nok ikke til de særlig store beløb da det formentlig vil være reservespillere og samtidig er der vel forventninger om at der skal købes spillere ind til sommer også.
     
    • Ljm
    • Ljm   13. februar 2026   

    • @Bornholms_Granit Så ligner det jo bare det samme som fc klubberne lever under. Kommer de ikke Europa eller sælger spillere for 100 mio så løber deres forretning heller ikke rundt. Det er også det JB siger. En del af Brøndbys forretning er at sælge spillere og komme i Europa for at det skal løbe rundt. De år hvor Brøndby ikke kommer i Europa eller kan sælge spillere for 100 mio, så vil der være underskud. Når du som klub satser hårdt på at være top 3 klub i Danmark nægter jeg at tro på at du kan få det til at løbe rundt kontinuerligt uden store spiller salg og Europa. Enkelte år måske.

    Se 8 flere kommentarer
     
    • @Bornholms_Granit Salgsemner til sommer:

      Vallys 1,0-2,0 mio. euro.
      Tahirovic 1,5-2,0 mio. euro.
      Pentz 2-3 mio. euro.

      Potentielt salgsprovenue 5 mio. euro = 35-40 mio. kr.

    Se 4 flere kommentarer

  • Saesonkort
  • Saesonkort
    Betalende bruger
    Top kommentator
    Top enige
      13. februar 2026   

  • Mine 2 bekymringer går udelukkende på:
    1. Hvordan lægger vi afstand til 4-12 i superligaen og sikre europæisk fodbold hvert år.
    2. Hvem bliver de næste store salg set med en 2 årig horisont?
     
    • @Saesonkort Jeg ville have kvalifikation til europæiske ligaspil som min nummer 1. Det er vigtigt at vi bliver det tredje danske hold der bidrager stort til den nationale koefficient såvel som vores egen koefficient. Vi skal fastholde så mange europæiske pladser som muligt, så vi har mulighed for flest mulige hold i Europa hvert år. Og vi skal selvfølgelig selv have en koefficient, der seeder os hele vejen til et ligaspil - om ikke andet i Conference League. Det vil også betyde at vi "kun" skal lægge afstand til nummer 5-12 herhjemme.

    Se 3 flere kommentarer

  • LJS
  • LJS
    Betalende bruger
    Top debattør
      13. februar 2026   

  • Nu regner folk vel heller ikke med, at vi bliver en rentabel drevet klub overnight.
    Det lange seje træk, I stedet for alle mulige krumspring, i alt sin enkelhed, er vel at foretrække i længden.


---





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner