Jobbe: Et point var fint, men vi kunne have vundet

Skrevet af Kasper Pedersbæk, 19 dage siden

Da lystavlen søndag aften blev slukket efter topopgøret mellem Brøndby og AGF var det med 2-2 som det blinkende facit oven på en kamp, hvor der var markant forskel på hjemmeholdet før og efter pausen. Trods to gange at have været bagud og komme retur, så var det stadig en skuffet Jesper Lindstrøm, som 3point.dk talte med efter kampen i mixed zone, som dog stadig betonede vigtigheden i at få et point med fra kampen:

- Det er altid vigtigt at få point, så vi kan også bruge dette point. Men vi kunne da selvfølgelig godt have brugt tre.

Hvorfor begrundende Brøndbys nummer 18 også:

- Hvis vi ser på præstationen i anden halvleg, så kunne vi sagtens have vundet denne her kamp. Et point er fint nok, men nu har vi i tre kampe kun hevet et point. Jeg synes vi skaber chancerne, og skal bare sparke dem ind. De får nogle for nemme mål.

Mesterskabsslutspillet har været en pointmæssig fattig omgang for Brøndby, som efter tre kampe blot har hentet et enkelt point. En sandhed som Jesper Lindstrøm også har en klar holdning til, og som han begrunder med den kvalitet man er oppe imod, når det gælder et slutspil med de seks bedste hold i Superligaen:

- Vi møder tre hold (FCM, FCK og AGF) der ligger i toppen sammen med os. De er svære at lægge ud med.

Og uddyber om dagens modstander fra AGF:

- De ligger måske ikke så meget til vores stil. AGF vil gerne slå indlæg, få bolden op i luften og ikke så meget langs jorden. Men sådan er det, det er jo deres spillestil og fungerer tydeligvis mod os. Vi havde det svært mod AGF.

Forskellene til trods i spillestil, og en tilgang der gør tingene svære for Brøndby, så kom hjemmeholdet frem efter pausen i en mere aggressiv udgave, og fik også presset AGF længere tilbage på banen. En af forskellene på de to halvlege var også Lindstrøm, som selv beskriver, hvordan han kom mere på bolden de rigtige steder på banen:

- Jeg kommer på bolden mere, får mere plads centralt på bolden i anden halvleg. Jeg fandt også rummene i første halvleg, men i pausen talte vi om, at der måske var endnu mere tid i de rum end jeg gik og troede.

Det resulterede også i et mål fra offensivspillere, sat op af hans gode kammerat Anis Slimane. Målet var det første fra Lindstrøms fod i otte runder, hvilket han også selv var klar over, så målet varmede:

- Det var dejligt at komme på tavlen. Otte runder uden. Uden for banen har jeg det pisse godt med Anis (Slimane), vi laver ting sammen. Og på banen kigger vi efter hinanden, i dag var det så ham som fandt mig.

Og på falderebet gjorde Jesper Lindstrøm det glasklart hvad det betyder, når der på søndag kommer fans på Brøndby Stadion igen:

- Jeg glæder mig som et lille barn til der kommer fans på lægterne. Jeg glæder mig!




Deltag i diskussionen




  • Saesonkort
  • Saesonkort
    Betalende bruger
    Top kommentator
      19 dage siden   

  • Det helt store mysterie er; hvorfor sparkede Lindstrøm hjørnespark igen?! Jeg bliver simpelthen sindsyg af, at se ham pisse den væk og serve lige i favnen på Superligaens bedste keeper i feltet.

  • mp80
  • mp80
    Betalende bruger
      19 dage siden   

  • Et point var ikke fint, men skuffende.
    1 enig