-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Anføreren stopper. Julie Tavlo stopper sin karriere som professionel fodboldspiller med øjeblikkelig virkning.
Det er helt tydeligt, at det er en stor profil, der vinker farvel til grønsværen for Brøndby. Tavlo har i sin tid i klubben været med til at vinde tre pokaltitler og tre ligatitler. Derudover er hun blevet kåret til året spiller i Brøndby tre gange. På det danske landshold har hun spillet sytten kampe og er samlet noteret for 329 kampe og 44 mål.
Hovedpersonen selv udtaler til klubbens hjemmeside:
- Min tid som fodboldspiller er slut, men det er med en kæmpe glæde, stolthed og taknemmelighed, at jeg sætter støvlerne på hylden.
- Jeg har elsket det hele. Alle de frivillige, trænere og ledere gennem årene, mine holdkammerater - og selvfølgelig vores fantastiske fans. Alle har været med til at give mig uforglemmelige minder og store oplevelser.
- Det er umuligt for mig at beskrive, hvad Brøndby IF har betydet for mig. Klubben har 'reddet' mig i mine sværeste livssituationer, og klubben har været med til at skabe mig som menneske. Tak er et fattigt ord i denne sammenhæng, og jeg føler mig meget privilegeret, at jeg fortsat får lov at være med på og udenfor banen.

Lederskabet og erfaringen hos Tavlo forsvinder dog ikke ud af Brøndby. Anføreren er nemlig blevet tilbudt en rolle væk fra grønsværen. Tavlo træner med resten af sæsonen, hvor man vil finde den helt rigtige rolle den nu tidligere forsvarsspiller skal udfylde i klubben fremadrettet.
Head of Women's football, Kim André Pedersen, taler om den store skikkelse, der nu træder ind i et nyt kapitel.
- En legende takker af. Julie har været en strålende repræsentant for Brøndby IF over mange år. Hun har bidraget med erfaring, tydelighed, engagement og forsvarsspil på højt niveau. Nu er tiden kommet til, at hun skal overlade banen til nogle andre, og denne beslutning er taget efter en god dialog, og vi har stor respekt for beslutningen.
Kim André Pedersen glæder sig i øvrigt til at fortsætte arbejdet med profilen og understreger, at Julie Tavlo fortsat vil være en vigtig person for miljøet i klubben.
Sidste kamp for Brøndby IF var Julie Tavlo med til at spille holdet i semifinalen i pokalturneringen mod ASA Aarhus W og med et clean sheet til følge.
Tillykke med den flotte karriere!
Deltag i diskussionen