Fodbold live resultater




Kristian Weise stiller op som fanrepræsentant

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 7 dage siden

Claus Bjørn Billehøj har tidligt meldt ud, at han ikke genopstiller som Brøndby IFs fanrepræsentant i år. Nu har en kandidat meldt sig. Der er tale om 45-årige Kristian Weise, som sidder i bestyrelsen i Fanafdelingen og hvis erhvervsmæssige baggrund du kan læse mere om nederst i denne artikel.

Her kan du blive lidt klogere på, hvem Kristian Weise er og hvorfor han har valgt at stille op som fanrepræsentant.

1. Hvorfor stiller du op som Fanrepræsentant?

- Jeg synes det er helt afgørende, at klubben bliver drevet bæredygtigt og langsigtet. Som fans vil vi selvfølgelig gerne have sejre om søndagen og kæmpe med om pokaler hvert år. Men jeg tror det er endnu vigtigere for de fleste af os at vide, at vi også har en sund klub, vi fortsat identificerer os med, om tyve år. Det må man ikke sætte over styr i jagten på kortsigtet succes. 

- Men der er ingen garanti for, at det ikke sker. De sidste mange år har der været alt for meget zigzag-kurs i måden, klubben er blevet ledet på. Og lige nu ser vi vel det største gamble i alle årene. Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at vi ville få et underskud på mere end 100 millioner kr. – men det er jo virkeligheden. 

- Jeg vil gerne gøre mit til, at vi har et sundt og bæredygtigt Brøndby IF, der bliver drevet på de rigtige værdier. Det har jeg hidtil gjort i fanafdelingens bestyrelse. Og jeg vil være stolt over at gøre det på vegne af alle fans i den professionelle del af klubbens bestyrelse. 

- Jeg er fra flere sider blevet opfordret til at stille op som fanrepræsentant og oplever, at jeg har bred opbakning til det i fanmiljøet. Det er jeg meget glad for og vil også i det lys gerne stille mig til rådighed for arbejdet.  

2. Hvad er det vigtigste for dig at folk ved om dig i forhold til at du potentielt bliver ny fanrepræsentant?

- Jeg tror det vigtigste er, at jeg synes det helt afgørende, at man som fanrepræsentant repræsenterer alle fans. Eksempelvis både dem, der er meget kritiske overfor GFH og dem, der ikke er. Og at en stor del af opgaven som fanrepræsentant ligger i at favne det brede fanfællesskab og være i dialog med alle dele af det. Det vil jeg i hvert fald gerne. 

- I forhold til mig som person og det, jeg kommer med, så er det, at jeg både kender klubben og den virkelighed, den agerer i. Altså særligt den økonomiske. Jeg er kommet på stadion og har fulgt klubben i 30 år. Og så har jeg arbejdet med økonomi, strategi og ledelse de sidste 20. 

- Jeg har en god forståelse af vores primære ejere i GFH, som jo også sidder på flertallet af pladserne i den professionelle bestyrelse. Og af de interesser de har som investorer, der i sidste ende jo gerne vil tjene penge på deres investering i vores klub. 

- Jeg har på forskellig vis arbejdet med kapitalfonde og andre former for investeringer, deres logikker og hvordan, de kan påvirke arbejdspladser og hele samfund. Og helt konkret har jeg eksempelvis som ’kritisk gæst’ siddet overfor ledere fra en række kapitalfonde hos Blackstone i New York, som jo er der GFH’s bagmand David Blitzer har tjent sine penge.

- Det er nogle erfaringer og kompetencer, som jeg tror kan være til gavn for fanmiljøet i dialogen med klubbens ejere og ledelse. 

3. Hvad synes du er fanrepræsentantens fornemmeste opgave?

- Jeg synes det vigtigste er at bygge bro mellem fans og klubbens ledelse samt ejere. At sikre så meget gennemsigtighed som muligt og at sørge for, at fanperspektivet er med i beslutningerne i bestyrelseslokalet. 

- Så på den ene side vil jeg gerne sikre, at alle fans kan få indsigt i, hvordan klubben drives, hvor der er nye tiltag eller satsninger, hvilke risici der tages og hvad det betyder. Og på den anden side, at fanmiljøets holdninger og ideer bliver taget seriøst. 

- Særligt det sidste tror jeg også kan give en stærkere og bedre drevet klub. Både en som vi som fans kan identificere os endnu mere med, men også en, der udnytter den tilknytning så mange mennesker har til vores klub endnu bedre. 

4. Har du nogle 'mærkesager'? Eller hvad optager dig i fodboldbrøndby lige nu?

- Jeg synes vi endnu engang er et rimelig kritisk sted i Brøndbys historie. I hvert fald den, der handler om klubbens økonomi og ejerskab. 

- Vi havde et underskud på mere end 100 millioner kr. i det foregående forlængede regnskabsår, dvs. det der var på 18 måneder, og forventningerne til det, der netop er afsluttet, er lige blevet nedjusteret til et undeskud på mellem og 120 og 140 millioner kr. Det betyder jo, at vi har tabt 2-3 mio. kr. om ugen det sidste år. Det er helt vildt. 

- På trods af den aktieemission, der var i foråret, vil man altså snart igen – medmindre der kommer meget store spillersalg – endnu gang skulle kigge kritisk på hvor mange penge, der er i kassen. Og hvor længe de rækker. Det er ikke godt. 

- Derudover har vi denne sommer set, hvad konsekvenserne af flerklubsejere kan være. Der er jo nu klubber, der ikke kommer til at spille europæisk fodbold fordi, de har ejere, der også ejer andre klubber. 

- Prøv at forestille dig, hvis det havde været os. Hvis vi havde kvalificeret os til en europaturnering, men ikke fået lov til at deltage. Det er jo ikke kun noget hypotetisk. Med Crystal Palaces sejr i FA Cup’en og David Blitzers ejerandel i dem, var det jo noget, der blev spekuleret i i år. Det ville have været meget, meget kritisk og jo egentlig fuldstændig uacceptabelt. 

- Så dermed: det er økonomi og ejerskab, der optager mig. Og som jeg tror vil fylde en del i bestyrelsen for klubben i de kommende år – og også i fanmiljøet. 

- Jeg vil gerne bidrage til opmærksomheden omkring den bæredygtige økonomi og til diskussionen om ejerskab. I forhold til det sidste så jeg gerne, at vi havde en stærkere lokal, dansk ejerkreds – lige nu nok mest realistisk som tillæg til GFH – der også indeholder et betydeligt fanejerskab. 

- Derudover synes jeg har der er et stort uudnyttet potentiale i kommunikationen mellem klubben og os fans. Der er tusindvis af fans, der gerne vil vide mere om hvad der sker i klubben og ikke mindst, hvordan der arbejdes med spillet, truppen, målsætninger og meget mere. Der er mange måder, hvor man kan knytte os bedre sammen. Og hvor man kan nå en endnu bredere del af fanskaren end det er tilfældet i dag. Det må kunne gøres bedre.  

5. Hvad er din historie med Brøndby og hvordan er du fan?

- Jeg har været Brøndby-fan og kommet på stadion i 30 år. Min første kamp på Brøndby Stadion var mod Arsenal i oktober 1994. Det var råkoldt og vi tabte 2-1. Men det var nu et lidt sjovere og mere ærefuldt nederlag end mange af dem, vi er rendt ind i Europa de sidste 10-15 år. 

- Som teenager cyklede jeg fast med min bedste ven til stadion, blev medlem af Brøndby Support og fik sæsonkort til Faxe Tribunen, som jo er Sydsiden i dag. Jeg købte også allerede dengang Brøndby-aktier – for jeg syntes, og synes stadig, at det var fantastisk, at man som fan kunne eje lidt af den klub, man støttede.

- Jeg var så heldig, at 90’ernes mesterskaber og Europa-togter var det, der formede mine forventninger til klubben: vi skulle være nr. 1 og udfordre de store. De forventninger er jo ikke helt blevet mødt de seneste årtier. Men kærligheden til klubben er kun vokset. Det er værdierne, fællesskabet og menneske omkring den, der betyder mest for mig, og som er det, der gør Brøndby til Brøndby. Og det skal vi fastholde.

- I dag har jeg sæsonkort til langsiden, sidder oftest sammen med den samme ven som for 30 år siden, og har mange venskaber i forskellige dele af klubbens fanskare. Jeg har to små børn, en datter og søn – det seneste, drengen, blev født i sidste uge! – som endnu er for små til at også, at komme på stadion, men som jeg da håber med tiden også bliver en del af mine Brøndby-oplevelser. 

- Jeg har det seneste år været medlem af bestyrelsen i Fanafdelingen. Det blev jeg på baggrund af forudgående sparring omkring klubbens økonomi og ejerskab. Og jeg har i Fanafdelingens bestyrelse særligt brugt min tid på at analysere klubbens økonomi ifm. dens regnskaber m.m., og dele dette med resten af bestyrelsen samt øvrige medfans – bl.a. ved oplæg i fanmiljøet og deltagelse i BrøndbyLyd. 

En ny fanrepræsentant vil skulle vælges på næste generalforsamling i Fanafdelingen. Det er fanrepræsentanten, som vælges i Fanafdelingen, som besætter den vedtægtssikrede plads i bestyrelsen i Brøndby IF A/S.

Kristian Weise (født i 1979) er uddannet fra Copenhagen Business School (CBS) og London School of Economics (LSE). Han har erfaring som en del af ledelsen i TrygFonden og TryghedsGruppen, der er hovedejer af forsikringsselskabet Tryg, direktør for tænketanken Cevea og generalsekretær for udviklingsorganisationen Oxfam Danmark. Derudover har han arbejdet i Europa-Parlamentet og bl.a. været rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han sidder i flere bestyrelser for organisationer og virksomheder – bl.a. Den Sociale Kapitalfond, der er en værdidrevet investor, der både skaber finansielt afkast og positiv social effekt. 




Deltag i diskussionen




  • OSLBIF
  • OSLBIF
    Betalende bruger
      7 dage siden   

  • Tak til Claus for de mange timer og tak til Kristian fordi han nu vil investere sin tid i fællesskabet - vigtigt med frivillige kræfter!

  • Man bliver jo helt svimmel over det CV han har. Han repræsenterer vel kun 0.001% af Brøndby’s fans med det CV. Men derfor kan han jo godt være den rigtige, det skal jeg ikke gøre mig klog på, og der er jo nok grænser for hvad man får adgang til og indblik i, i forhold til den daglige drift, for 350.000kr om dagen i underskud er alligevel en del, jeg ville i hvert fald gerne ud på kontoret en uge eller 2 og se hvem der laver hvad, og læse kontrakter igennem osv. men det får han/man vel næppe lov til som fanrepræsentant. Han kan jo starte med en metro linje til stadion, og bedre til/fra kørsels forhold til stadion, det burde være muligt og få lavet nogle planer for det, så de på et tidspunkt kan føres ud i livet, når vi har 350.000kr overskud om dagen, istedet…
     
    • @MetroTilStadion det var en besynderlig kommentar, kan du ikke forklarer hvordan et CV skal se ud før det flugter med det at være Brøndby fan?? Det vil jeg virkelig gerne vide noget om??

      Som bestyrelse og som bestyrelsesmedlem har man adgang til alle tal, indtægter, udgifter osv. så længe GDPR regler respekteres, der er ikke formelt nogen forskel på Fanrepræsentanten eller andre bestyrelsesmedlemmer, de er ligeværdige når det kommer til adgangen til interne rapporteringer osv.
      1 enig

    Se 2 flere kommentarer





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner