-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
I moderne fodbold er bredde i en trup nogle gange nærmest blevet et ideal. En stor trup (kan ofte) opfattes som en styrke. Som en form for sikkerhed. Men bredde er ikke det samme som kvalitet, og mange spillere er ikke nødvendigvis lig med reel konkurrence. I Brøndby har problemet i flere sæsoner ikke været mangel på spillere - men mangel på skarphed, retning og tydelige valg.
For mange spillere har befundet sig i et ingenmandsland. De har været en del af truppen uden reelt at være aktuelle. Ikke klare startere. Ikke reelle udfordrere. Bare med. Det er ikke kun et sportsligt problem. Det er et strukturelt problem, der svækker både konkurrencen og udviklingen i hverdagen og på sigt.
Derfor er det rigtige fokus nu at bygge truppen om - ikke fylde den op. En trup på 22–24 spillere inklusive keepere er ikke et ideologisk tal, men en funktionel ramme. En størrelse, hvor alle spillere kan se sig selv i spil til kampminutter. Hvor konkurrencen er ægte. Og hvor ingen kan gemme sig i mængden og flyde med strømmen.
Konkurrence opstår ikke, fordi der er mange spillere. Den opstår, når afstanden til spilletid er kort. Når afstanden i kvalitet er tæt. Når én god uge kan ændre hierarkiet. Når bænken ikke er et venteområde, men en reel trussel mod startopstillingen. I for store trupper forsvinder den dynamik. Roller udvandes. Ansvar flyttes. Intensiteten falder.
Det er i det lys, arbejdet fra sportsdirektør Benjamin Schmedes skal forstås.
Brøndby er i gang med at skære truppen til. Ikke for at gøre den smallere for enhver pris, men for at gøre den mere konkurrencedygtig. Færre spillere - men flere, der faktisk er i spil.
Når pladserne bliver færre, bliver kravene højere. Og her er ét princip helt afgørende:
Udenlandske spillere skal gøre Brøndbys trup bedre i toppen - ikke udgøre bredden.
Udlændinge fylder mere. Økonomisk. Sportsligt. Kulturelt. Derfor er der ikke plads til udenlandske breddespillere i en trup. Ikke til spillere, der primært ligger i periferien af truppen og først kommer i spil, når alt andet er er udelukket. Udenlandske spillere skal presse startopstillingen fra dag ét og hæve niveauet omkring sig. De skal være krymmel til toppen.
Tidligere rekrutteringer illustrerer problemstillingen. En spiller som Carl Björk blev hentet som 22-årig angriber, selv om han i sin daværende svenske klub ikke var fast starter på positionen. Det var ikke et køb, der entydigt løftede toppen, men et udviklingsprojekt. Projekter kan give mening - men de fylder. Og i en for stor trup bliver de ofte en del af bredden i stedet for et reelt løft.
Men udfordringen handler ikke kun om niveau. Den handler også om egenskaber og sammenhæng. Selv spillere med et solidt CV kan vise sig at være forkerte rekrutteringer, hvis de hentes uden en klar rød tråd i spilfilosofien.
Et eksempel er Rasmus Lauritsen. En forsvarsspiller med tydelige kvaliteter i et mere afventende og lavere forsvarsspil - og en anden opbygning med bolden, men som i Brøndby kom ind i et system, der stillede andre krav: mere boldomgang, mere rummelighed og større risikovillighed. Det gjorde ikke Lauritsen til en dårlig spiller - men det gjorde rekrutteringen problematisk.
Pointen er enkel, men afgørende:
Rekruttering skal tage udgangspunkt i egenskaber, ikke navne. I hvad spillet kræver. Uden en tydelig rød tråd bliver truppen en samling løsrevne profiler frem for en samlet helhed.
Her spiller Masterclass en nøglerolle. Ikke som pynt. Ikke som et alibi. Men som en aktiv del af trupsammensætningen. I optakten til forårssæsonen har unge Masterclass-spillere som Raphael Canut, Ali Al-Najar og Andre Escobar fået chancen som “de ekstra ben” i truppen. Ikke med forventningen om, at de alle skal være profiler her og nu - men fordi deres udvikling styrkes markant af at være en del af en konkurrencedygtig hverdag.
Det er præcis sådan bredden bør se ud i Brøndby. Ikke gennem marginale seniorspillere uden perspektiv, men gennem unge spillere med opadgående kurve, som kan presses ind i den samme spilfilosofi fra dag ét. De bliver bedre af at være tæt på niveauet. Og truppen bliver skarpere af, at pladserne er få.
En mindre trup er ikke uden risiko. Skader vil komme. Perioder vil være sårbare. Men alternativet er en falsk tryghed, hvor mange spillere er dækket ind på papiret, uden at kvaliteten og sammenhængen er høj nok i praksis.
At bygge en trup om kræver tid. Det kræver viljen til at vælge fra. Men hvis Brøndby vil have en trup, hvor alle føler sig aktuelle, hvor konkurrencen er reel, og hvor kvaliteten i toppen er tydelig, er der ingen vej udenom.
Det er ikke at gøre truppen mindre.
Det er at gøre Brøndby stærkere.
Deltag i diskussionen
LJS
Betalende bruger
Top debattør
1 måned(er) siden
Den røde linje, som vi vel egentligt har manglet igennem mange år, er vel den der bliver forsøgt implementeret nu.
Det kræver en stærk og vedholdende ledelse, der ikke vil vakle, I den modgang, som der uvægerligt også vil komme.
Spørgsmålet er vel så, om vi fans, kan væbne os med den tålmodighed, som det også kræver.
Godt opslag/kronik.
Kenneth
Betalende bruger
1 måned(er) siden
Det er fedt man prøver det igen, for det er noget man har arbejdet med før. Det svære bliver at holde identiteten med danske spiller.
Mangler at se man rykker nogle masterclass spiller i a-truppen. De skal selvfølgelig have kvalitet til det.
Dette her er fra da Troels var sportsdirektør;
Det ideelle ville være, at man havde en trup på 18 og en A+-gruppe på fem-seks spillere
to-tre talenter skal løbende træne med to-tre gange om ugen, så man kan se dem an, og så de kan vænne sig til niveauet og træningskulturen. Det er en klub-beslutning.
claussterup 1 måned(er) siden
Med Schmedes, Ohnesorge og Cooper har vi for første gang i mange år et setup, der skal bygge en vej fra Masterclass til Superligatruppen.
De har netop fokus på at U19 og sågar til dels U17 i langt højere grad end tidligere, skal op og træne med Superligatruppen. Et andet fokus er at skabe en gul tråd fra Superligatruppen og hele vejen igennem Masterclass, så der arbejdes på samme måde hele vejen igennem, for at lette overgangen til Superligatruppen.
Så lad os se om ikke vi netop får flere Masterclass-talenter i Superligatruppen i fremtiden. Jeg synes tegningen til det er meget klar.
Qubert18 1 måned(er) siden
Spiller vi med kanter?
Hvor højt vægtes, at forsvars spillere kan klare sig 1:1 og stå højt?
Hvad er den minimale presintensitet, som man vil acceptere på midtbanen og frem efter?
Hvad er princippet for hvornår vi kører en omstilling /tålmodighed på bolden.
Hvilke rum vil vi gerne skabe chancer ud fra?
Det må være hr. Ohnesorges vigtigste opgave. Hvis vi dødelige fans så kunne få nogle nøgle indikatorer, så ville det jo bare være super. Så vidste alle, at disse rammer er Brøndby og deres spil filosofi.
Ingen regel uden undtagelse: Narutligvis skal træneren kunne overraske sine modstandere ved at ændre koncept til enkelte kampe fx. i Europa........ Hvis det bliver aktuelt.
mimor1 1 måned(er) siden
Elsker når vi tør ved at have en spillestil som under AZ, om man kunne lide den eller ej. Ved godt en del herinde hadede det, men jeg håber på en offensiv attraktiv spillestil i alle kampe, pånær hvis vi skal spille CHL mod Manchester og lign.
Dette har været vores gigantiske problem og derfor også svært for MC, da de ingen anelse har omkring hvordan vi spiller og hvem vi skal frygte
Qubert18 1 måned(er) siden
Helt enig. I langt de fleste kamp i Superligaen, skal spillestil og koncept bære os igennem.
Presintiteten skal ligge på et vis niveau i et gennemsnit over fem kampe. Basta.
preben
Betalende bruger
1 måned(er) siden