-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Brøndby U19 fik lørdag eftermiddag tilkæmpet sig to point på en svær udebane i Odense. Det var en kamp med to ansigter: En dårlig 1. halvleg og en langt bedre 2. halvleg. Efter kampen tog 3point.dk en snak med cheftræner, Menno Van Dam, om kampen mod OB og han var ikke specielt begejstret for hvad han så i løbet af de første 45 minutter.
"Vi havde problemer med tempoet i 1. halvleg. OB havde analyseret os godt og lukkede meget ned i midten af banen. I de situationer må vi enten tage tempoet lidt ud og så accelere spillet eller starte opspillet meget hurtigt. De første 10-15 minutter i kampen synes jeg var meget fine fra vores side, vi accelererede spillet i de rette perioder, vi fandt vores midtbanespillere i mellemrummene, men når vi skulle videre fra midtbanen til angrebet og afslutningsspillet lavede vi så mange fejl. Jeg ved ikke hvad der skete. Det handler om kvalitet og det udgør forskellen. Hvis vi havde haft mere kvalitet i de situationer kunne vi have bragt os foran og så ville det have været en helt anden kamp. Resten af halvlegen.. jeg ved ikke. Brøndby skal spille med intensitet, Brøndby skal presse med intensitet, men efter indledningen stoppede spillerne med det. Spillerne ville forsøge at spille uden om det centrerede OB pres, men det var i et alt for lavt tempo. Og måske kom de lidt i tvivl om hvordan de skulle spille igennem OB og tvivl er tid. Det tager tempoet ud. Vi havde også inden kampen snakket om at OB gerne vil afslutte, når de er omkring feltet og at vi derfor skulle blokere alle skud. Det gjorde vi ikke ved deres første mål. Ved deres andet mål laver vi en pasningsfejl på midtbanen. Det er to fejl og så var vi bagud med 2-0.
Nej (til at årsagen til den dårlige 1. halvleg skulle findes i, at mange spillere havde været med landsholdet red.). Så begynder vi at finde undskyldninger. Det er en mental ting og det er også den proces vi er i med holdet. Hvis du taber bolden må du presse frem og straks vinde den tilbage. Du kan ikke tabe bolden og så blive stående eller løbe tilbage i banen. I de tre første kampe gjorde vi det virkelig godt. Jeg ved ikke hvorfor vi ikke så det udtryk i især 1. halvleg. 1. halvleg var faktisk som at se Brøndby U19 fra sidste sæson i vores udtryk. Vi kommer bagud 2-0, hovederne hænger og vi mangler intensitet og vilje. Men jeg må også give spillerne det kompliment at de kæmper sig tilbage"
Brøndby kom som forvandlet ud til 2. halvleg og på blot 12 minutter havde Brøndby vendt resultatet fra 0-2 til 3-2. I pausen blev Clement Bischoff og Noah Nartey sendt på banen, men disse to spillere skulle ifølge Van Dam ikke have kun æren, idet hele holdet steppede op. Det var blevet til en ærlig snak i pausen, hvor Menno Van Dam havde snakket om stolthed og hvad det vil sige, at være professionel fodboldspiller.
"Det skyldes ikke kun Clement og Nartey, at vi spillede langt bedre i starten af 2. halvleg. Hele holdets intensitet var på et andet niveau. Vi ved, at vi får mål med Clement med hans sparketeknik og at Nartey kan skabe en masse med hans driblinger op igennem banen, men det er for meget kredit bare at give til de to. Det var hele holdet, som steppede op. Jeg snakkede også direkte til holdet i pausen og fortalte dem, at de måtte vise stolthed over at repræsentere Brøndby, at de er professionelle fodboldspillere og på kontrakt i Brøndby. Og stolthed er først og fremmest at arbejde hårdt, hvilket vi ikke gjorde i 1. halvleg. Det skal bare være normalen at arbejde hårdt. Sådan er det i alle jobs - for en maler, for alle. Sommetider går det let, men andre gange må du arbejde meget hårdt for at få tingene til at fungere og lige der, i 2. halvleg, var et moment, hvor de virkelig behøvede at arbejde hårdt.
I 2. halvleg spillede vi med langt højere kvalitet på bolden, vi vandt bolden tilbage meget hurtigere, vi stod med vores sidste linie langt højere på banen - og vi kunne derfor holde dem presset i de første 20-25 minutter. Da vi kommer på 3-2 måtte vi slå kampen ihjel og score til 4-2 og 5-2, men vi holdte OB i live. OB begyndte at sparke langt og holdte tre angribere oppe. Vi manglede også noget i vores backtracking. Vi skulle have gjort det bedre efter vores føringsmål".
Tobias Landstrøm blev udvist med 10 minutter igen og Brøndby måtte dermed spille kampen færdig med en mand i undertal. Paradoksalt højnede Brøndby niveauet i den afsluttende fase og havde optræk til flere muligheder, der kunne have afgjort kampen til Brøndbys fordel. Det undrede dog Menno Van Dam, hvorfor Brøndbyholdet ikke viste den mentalitet igennem hele kampen.
"Selvom vi kom på 10 mand havde vi mod slutningen af kampen to vældig gode omstillingsmuligheder, hvor vi kunne have vundet kampen, men vi manglede igen den sidste kvalitet på bolden og det er noget vi må arbejde på. Men vi spillede godt efter det røde kort kort. Det kan være, at jeg næste gang skal tage en spiller ud og spille med 10 mand. Det er så underligt. For mig er det så underligt, at vi pludselig finder den mentalitet igen til at vinde kampen, når vi får et rødt kort og ikke havde den, da vi faktisk er en mand mere på banen og kunne have slået kampen ihjel. Det er virkelig det sidste skridt for at blive en professionel fodboldspiller - at have passionen og viljen igennem en hel kamp og bare at arbejde hårdt i 90 minutter. Men jeg er okay tilfreds med at komme herfra med to point efter at have været bagud med 2-0. Det må jeg vel være tilfreds med ligesom jeg også er tilfreds med indsatsen i perioder i kampen"
Deltag i diskussionen
BrianV
Betalende bruger
17. september 2023
Zander1
Betalende bruger
17. september 2023