Niels Frederiksen jubler over tilskuere på stadion: Det betyder noget for spillerne

Skrevet af Daniel Mads Jensen, 19 dage siden

I Brøndby betyder fansene rigtig meget. Derfor har det også været svært, at der ikke måtte komme tilskuere på stadion i de første fire måneder af 2021, men det lysner nu.

Fra på onsdag må der igen være tilskuere på de danske fodboldstadioner, og det glæder Brøndby-træner Niels Frederiksen sig over. Så meget, at han på et spørgsmål om dagens kamp mod AGF pludselig slår over i et helt andet emne.

- Det var sidste kamp i dag uden tilskuere. Det glæder vi os rigtig meget til, at vi får tilskuere tilbage på lægterne, udbrød Brøndby-træneren, som var tydeligt glad for de nye restriktioner.

Hvor stor betydning det kommer til at have for spillet på banen, ved han ikke. Men han glæder sig til, at fodboldkampene igen bliver en helt anden oplevelse at være en del af.

- Det er faktisk et godt spørgsmål, for det er jeg faktisk i tvivl om. Jeg har tidligere udtalt, at når man kigger på de fysiske parametre på spillernes præstationer, så kan vi ikke umiddelbart se forskel på når der er tilskuere og når der ikke er tilskuere. Men det betyder et eller andet for oplevelsen og for intensiteten, det er jeg sikker på, og jeg tror også, det betyder noget for spillerne. Vi lever jo af fodboldkampe der er spændende, hvor der er ild i den og drama, og det vil tilskuere på lægterne bare være med til at fremhæve, den følelse. Det tror jeg, vi allesammen savner. Det kan også godt være, der er to eller tre procent mere i spillerne, når der sidder nogen ude på lægterne.

Han tror dog ikke på de kritikere, som har tænkt i, at Brøndbys unge spillere skulle have leveret bedre i denne sæson, fordi de ikke har mærket presset fra fansene.

- Nej, det køber jeg overhovedet ikke. Det tror jeg sgu ikke. Men det kan man jo have, det argument, og man kan sige, at de ikke kan tåle presset, men der er rigeligt med pres på herude, selv uden tilskuere. Så nej, den tror jeg ikke på. Hvis jeg går ind i omklædningsrummet og spørger de unge spillere, så glæder de sig sindssygt meget til at spille for tilskuere. Det gør de ældre også. Så det er ikke noget, de frygter. Det gør jeg heller ikke.

Brøndby gæster onsdag Farum, mens første hjemmekamp med tilskuere bliver på søndag, hvor Randers gæster Brøndby Stadion.




Deltag i diskussionen




  • mp80
  • mp80
    Betalende bruger
      19 dage siden   

  • NF må selv til at steppe op, når man på forhånd ved modstanderen vil stå lavt og forsvare sig er det tåbeligt ikke at ændre på taktikken. Brøndby har det meget svært ved de hold der står lavt, så hvorfor løser NF det ikke som i testkampen?

    Pyndt var vildt godt til at finde mellemrummene og der kom det ene indlæg efter det andet ind i feltet, var var offensive og pressede modstanderen i bund. Ved godt modstanderne i SL er stærkere, men det er dumt at spille med trukket håndbremse, når modstanderen står dybt. Prøv en 4-4-3, det vil give et overtag i det offensive og modstanderen vil blive sat skak og overrasket over man ikke spiller med 5 i forsvaret.

  • Philip
  • Philip
    Betalende bruger
    Top debattør
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      19 dage siden   

  • Det bliver så fedt !! Jeg skal stensikkert på stadion, når vi spiller hjemme imod Randers og også imod alle de andre !! Jeg skal også til Farum på onsdag.