Fodbold live resultater




Niels Frederiksen om Schwartau: Jeg vælger de dygtigeste

Skrevet af Jesper Hammeken, 18. juli 2022

Det blev en fin start på sæsonen for Brøndby, da de søndag slog AGF med 1-0. Niels Frederiksen havde valgt Oscar Schwartau fra start, og dermed blev han med sine bare 16 år og 61 dage den yngste debutant i klubbens historie. Valget blev ikke truffet, fordi han er talentfuld, men fordi han var den bedste til rollen, fortæller Niels Frederiksen. Brøndby-træneren var også godt tilfreds med, hvad han så. 

- Det er fordi, jeg gerne vil vinde fodboldkampe, så jeg stiller med dem, som jeg synes, er de bedste. Jeg synes, han har vist i pre-season, at han er en rigtig dygtig spiller. Jeg synes, at noget af det han udmønter sig med, viser han også i kampen. Han spiller de andre gode, og han er god i relationerne. Han har et godt blik for spillet, og han ligger nogle tempererede afleveringer ind i de små rum. Han skal selvfølgelig vænne sig til tempoet, og det så vi også i nogle situationer, men det er naturligt, og jeg er overbevist om, at han har helt styr på det om et halvt år. Han er virkelig dygtig.

Niels Frederiksen vil også gerne mane til ro, når det kommer til at råbe Oscar Schwartau op som en ny stjerne. Brøndby-træneren er overbevist om, at der vil komme udsving, selvom han understreger, at det offensive talent har niveau til at gøre sig gældende i ligaen.

- Jeg synes, han har et stort potentiale, men han har stadig mange ting, han skal lære endnu. Han er en dygtig spiller med et stort potentiale, som jeg synes kan spille Superliga nu. Der kommer nogle udsving, det ved vi med en ung spiller. Men de ting jeg så i dag (søndag, red.), var jeg rigtig godt tilfreds med. Det var noget af det, jeg har set i træningskampene, at han kan. Jeg er helt sikker på, at han også bliver endnu dygtigere i de kommende måneder. Man kan ikke stå her og råbe det op, selvom jeg godt ved, at nogle elsker at skulle sammenligne med alle mulige verdensstjerner. Oscar er Oscar, og det skal han blive ved med, så er jeg helt sikker på, at det bliver rigtig godt.

Oscar Schwartau var en del af startopstillingen, og selvom det var en overvejelse, at han skulle have sin debut som indskifter, så var trænerteamet overbeviste om, at startpladsen var den bedste måde, han kunne komme ind til sin debut på. 

- Det var en overvejelse. Normalt vil jeg sige, når man skal have debut som helt ung, så er det lettere at blive skiftet ind, når de andre er trætte. Men nogle gange er det også svært at komme ind i en hektisk kamp, og det blev det, så vi tænkte, at han lige så godt kunne blive bragt fra start.

Den næste kamp for Oscar Schwartau og resten af holdet er torsdag, når de blå/gule møder polske Pogon Szczecin i kvalifikationen til Conference League. 




Deltag i diskussionen




  • Wolle
  • Wolle   18. juli 2022   

  • Sådan Niller! Det er dælme fedt at se, at de unge får chancen for at vise sig frem
    6 enige

  • Rigtig god debut - mange sekvenser hvor han med afleveringer og løb skabte offensiv plads for medspillerne på en måde vi har savnet siden Jobbe. Endda tæt på et par assists. Men der er selvfølgelig også plads til forbedring (alt andet ville være mærkeligt), bl.a i form af skud på mål, som vi jo véd han kan.

    Men er virkelig imponeret, og NF viser (igen) sit store mod til at give talenter chancen. Bliver enormt spændende at følge Schwartau og se om han kan holde snuden i sporet, bygge på, og så se hvor han står om et halvt år med flere kampe under bæltet!
    2 enige · 1 god kommentar





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner