Noter fra tribunen: Brøndby IF 2 - 0 Randers FC

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 6 dage siden

Af: Jonas Villumsen

Blæsten forsøgte at vende mit ansigt på vrangen da jeg cyklede langs Damhussøen. Af flere omgange stod jeg ufrivilligt bomstille i modvinden, og Roskildevej var omtrent tre gange så lang som den plejer at være. Heldigt at jeg havde sendt min sjæl i forvejen, flere dage før.

Og så var vi her endelig, samlet.
Køen ved indgang D var en langstrakt, fornøjet slange. Luften var tyk af gensynsglæder, artige albuehilsner og luft-highfives.

Jeg var nået frem i god tid, og da jeg fandt mit sæde inden døre, var stadion næsten tomt. Tribunerne holdt vejret, som de har gjort hele sæsonen, hvor vi har været tvunget til at sidde hjemme og se TV-transmissioner af den triste væg-til-væg-stilhed. Tribunerne var blå i hovedet af at holde vejret. Nu skulle der langt om længe pustes liv i dem.

Folk at begyndte at indfinde sig. En gut på vej op ad trapperne var faret vild i sit mundbind, som i nogle kritiske sekunder dækkede hans øjne og ikke mange andre dele af hans ansigt.

På min venstre side langede en ung gut sin kammerat en fadøl – stolt smilende, som havde han selv opfundet den. På min højre side sad en lidt ældre gut, som allerede 40 minutter inden kampstart begyndte at få nervøse trækninger i sit højre knæ. Jeg spurgte ikke om hans navn, men i mit stille sind døbte jeg ham straks Tommy.

Så fik jeg hældt en stor spand gåsehud ned ad ryggen, da først Schwäbe og Hermansen – og senere resten af hjemmedrengene - løb ind til opvarmning. Et brøl rev sig løs fra krogen over Sydsiden, spredte sig hurtigt og begyndte at tumle rundt på de resterende tribuner. Jeg var så opslugt af at suge omgivelserne til mig, at jeg var et splitsekund fra at få foretaget et lommeopkald til alarmcentralen.

Opvarmningen kom og gik. Spillerne forlod banen igen. Vi nærmede os kampstart.

Så knitrede en live-transmission fra omklædningsrummet frem på storskærmene, og de små hår i nakken rejste sig. Tribunerne blev pludselig et vuggende hav af halstørklæder, og føromtalte nakkehår gjorde honnør. Så væltede Jump ud af højtalerne, og mit adamsæble blev udkonkurreret af en klump i halsen på størrelse med et faktisk æble.
Jeg kan ikke afvise at jeg for en kort bemærkning lignede en, der havde sovet med sine kontaktlinser i to uger.

Opgøret blev sat i gang. Tommy bed negle hver gang bolden befandt sig på vores banehalvdel. Der lå en bunke ved hans fødder efter syv minutters spilletid. Jeg sværger. Stort set.

I det 27. minut dumpede en stor chance ned for fødderne af Morten Frendrup. Men Frenaldinho manglede præcisionen, og sendte bolden i en blød bue ud over baglinjen. Jeg kiggede ikke, men forestiller mig at Tommy havde dybe tandmærker i knoerne.
 
Det så ud til at Randers skulle lykkes med at klemme livet ud af vores første halvleg. Den poppede minut for minut - ikke som champagnepropper, men som sløv bobleplast.
Men pludselig opstod en priktegning af en omstilling. Spændingen steg, man kunne høre en symfoni af sæder klappe op, i takt med at folk rejste sig. Jobbe til Uhre. Hvem ellers til hvem ellers.
Bruset, da bolden kyssede stolpen på kinden og gik i nettet, stammede fra en tid før VAR.
1-0.

Så ramte vi pausen, til lyden af Everyday is Like Sunday, og lyset fra en sol der ikke kun var til pynt. Hvis det er denne variant, må alle dage gerne være søndag, for min skyld.

Anden halvleg var som bekendt ikke nogen spillemæssig åbenbaring. Chefernes chef i trøje nummer 5 måtte dirigere, med tungen lige i munden. En let nervøs murren bredte sig på rækkerne. Min gode sidemand befandt sig på kanten af sit sæde, og lignede en der havde en krukke med et skrig gemt i inderlommen.

I 78. minut kom forløsningen - hånd i hånd med endnu et af de adrenalinbrøl, der får skruerne i brystkassen til at rasle. 2-0, og nogen bør skrive et digt til den tunnel, Hedlund lavede på en Randersspiller, sekunderne inden han støbte kuglen til Slimanes afslutning.
”Pis af, Onkel Randers!” råbte en gut på rækken foran mig, og så nærmest lykkelig ud.

Lettelsens jubel gled nærmest direkte over i en tumultarisk version af Stoltheden er kolossal i kanon, og de sidste ti minutter plus tillægstid, der gled gennem timeglasset, var én stor påmindelse om, hvorfor vi har savnet disse stunder langt ind i knoglerne.




Deltag i diskussionen




  • Saesonkort
  • Saesonkort
    Betalende bruger
    Top kommentator
      6 dage siden   

  • Tak!
    1 enig · 1 god kommentar

  • Kijo
  • Kijo   6 dage siden   

  • Tusind tak for den meget flotte beskrivelse. Det er både sjovt og meget rammende, og billederne står i kø mens man læser det. Fodbold er spænding, sammenhold, liv og død, og nu også poesi!
    1 enig · 1 god kommentar
     
    • JonasV
    • JonasV
      Betalende bruger
        6 dage siden   

    • @Kijo Jeg takker for dén fornemme tilbagemelding!

  • preben
  • preben
    Betalende bruger
      6 dage siden   

  • Tusinde tak for den !
    1 god kommentar

  • Rammer fans’nes mangfoldighed og -den menneskevarme stemning rigtig godt, med sjove billeder og et stort BIF-hjerte Tak Jonas
    1 god kommentar