Fodbold live resultater




Optakt fra modstanderens perspektiv: Vi kan få en meget vild kamp

Skrevet af Jesper Hammeken, 29. august 2021

Hvad er status for dit hold lige nu og hvordan er fornemmelsen som fan?

- Jeg synes, vi står et rigtig godt sted lige nu. Hvis vi glemmer første runde mod Odense, har vi slået de hold i den hjemlige liga, som vi har mødt. Jeg synes også, at vi har gjort det ret sikkert og ingen af kampene har reelt haft spænding. Sammen med FCK er vi det bedste hold pt. og det er selvfølgelig dejligt.

- Det føles godt i maven, og jeg tror vi vil se en turnering, hvor Midtjylland og FCK vil kæmpe alene om mesterskabet, og det er vel næsten den optimale situation; Vi er med i toppen af dansk fodbold og så vil det vise sig, hvilken af klubberne som trækker det længste strå. For nuværende er jeg ikke bekymret og alt føles sådan set godt. Meget kan dog ændre sig inden transfervinduet lukker.

- Derudover synes jeg vi står foran noget ret spændende sportsligt, når jeg kigger ind i Europa League gruppespil. Så jeg tror alt i alt, at de fleste Midtjyllandfans har det godt lige nu. Selvfølgelig med den lille bekymring omkring, hvorvidt Erik Sviatchenko bliver eller smutter.

Hvor vigtig er Brøndby kampen og hvorfor?

- Den er selvfølgelig vigtig, men det synes jeg alle kampene er. Brøndby Stadion kan selvfølgelig være et svært sted at spille, men det er jeg sikker på, vi nok skal håndtere. Vi spiller om tre point og om at fortsætte stilen og holde momentum. Man kan selvfølgelig sige, der kan være en lille fornemmelse af, at man godt kunne bruge noget revanche, i forhold til hvor guldet endte i sidste sæson. Tre point er tre point, og jeg tror ikke, Brøndby kommer til at kæmpe med om guldet, men selvfølgelig ville det da betyde noget, at sætte den nuværende situation totalt på plads. Derudover kan det også have en betydning, at gå på landsholdspause som nummer 1. 

Hvem er bedst kørende for jer og hvem skal Brøndby holde øje med?

- Ja, det har jo ændret sig lidt. Dreyer var inde i en rigtig god periode og var i gang med at brænde ligaen af. Han ville have været værd at nævne. Når jeg alligevel nævner ham, så er det fordi, jeg tror vores erstatning kan blive X-faktoren mod jer og for den sags skyld mod alle hold. Gustav Isaksen kan noget ekstraordinært, og ham ville jeg holde øje med. Raphael Onyedika har også været god og ligner nærmest en 1 til 1 for Frank Onyeka. Helt vanvittigt. 

- Derudover er Evander fuldstændig magisk i denne sæson og spiller på et uhørt højt niveau. Ham som playmaker skal Brøndby i hvert fald lukke ned for, hvis man vil have succes mod os.

Hvordan tror du, I vil gribe kampen an og hvad/hvem frygter du mest hos Brøndby?

- Jeg forventer faktisk vi vil gribe kampen an, som vi har gjort hidtil i sæsonen. Tidligere mod Brøndby har vi set, hvordan vi har ladet dem have bolden en del, fordi de dermed ikke kunne spille på deres kontraer på samme vis.

- Jeg tror dog, at vi med Bo vil spille totalt efter vore egne evner og præmisser. Jeg håber, tror og forventer vi kommer til at spille offensivt og brage afsted. Det betyder så også, at Brøndby kan blive farlige på kontra og det er jo klart der, de er farligst. Det håber jeg, vi kan håndtere og balancere, mens vi fokuserer på os selv. Jeg føler også vores systemskifte, kan få os til at stå fint overfor omstillingerne. 

Hvad tror du kampen bliver og hvad bliver udslagsgivende?

- Det er muligt, jeg tager fejl, men jeg tror vi kan få en vild kamp. Jeg håber Midtjylland flyver afsted, mens Brøndby vil forsøge at udnytte de muligheder, de får for at køre kontra.

- Så hvad bliver udslagsgivende? Det handler om, hvorvidt Midtjylland kan gå ud og køre Brøndby over på power, fysik og offensivt fodbold, eller om Brøndby vil lykkes med deres kontra-maskine og fart i omstillingerne.

- Jeg synes vi står et rigtig godt sted, også foran Brøndby, som endda har en kamp i benene fra midtugen. Jeg tror vi vinder 1-3.

Kampen spilles på Brøndby Stadion, hvor Sandi Putros vil fløjte den igang 20.00, søndag aften. Vi siger tak til Mads Bek, som har stået for optakten. Han kan findes på Twitter her.




Deltag i diskussionen




  • Jeg er ret vild med de indslag fra modstandernes fans I laver. Godt arbejde.





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner