Fodbold live resultater




Portrætserie: Tribunens stemmer #5

Skrevet af Magnus Daugaard, 2. juni 2025

I femte udgave af Tribunens Stemmer møder vi Rosa Lund, folketingspolitiker for Enhedslisten, som fandt vejen til Brøndby stadion ad en lidt anden rute end de fleste.

Som barn voksede Rosa op på Nørrebro, gik på Blågårds skole, og havde ikke de store følelser omkring fodbold. Men hun fortæller med et grin om en oplevelse, som for første gang fik vækket hendes interesse for, hvad fodbolden også kunne indebære:


- Vi havde beef med nogle piger fra Østerbro, og de holdt med FCK, så vi skulle selvfølgelig ikke gøre det samme. Det var lidt sådan det startede. Jeg ville ikke være som dem – jeg ville noget andet. Og Brøndby var noget andet.

Magnus Daugaard © All rights reserved

 

Først senere fik Rosa for alvor fodfæste i Brøndby-universet. Da hun blev opstillet til Folketinget i Brøndbykredsen, begyndte hun at komme oftere på stadion – og det åbnede en ny verden.

- Det der med at gå på stadion blev et frirum for mig. Når jeg træder ind på Brøndby Stadion, forsvinder alt andet. Telefonen ryger i lommen – også fordi der altid har været elendigt signal - og jeg er bare til stede. Det er et af de få steder, hvor jeg kan få ro i hovedet – og hvor jeg bare er sammen med mine venner og sammen om noget, vi elsker.

For Rosa er det netop fællesskabet, der står stærkest. Hun beskriver stadionoplevelsen som en kollektiv følelse, hvor man står sammen med andre om noget, man tror på. Og netop den solidaritet og samhørighed rammer plet hos en med socialistiske tendenser – som Rosa nok må erkende, at hun har.

Magnus Daugaard © All rights reserved

En af hendes stærkeste stadionoplevelser kom, da Brøndby vandt mesterskabet i 2021. Hun stod på Sydsiden, omgivet af medfans og en eufori, som var umulig at kontrollere. Pludselig mærkede hun, hvordan nogle medfans begyndte at løfte hende, og hun næsten blev en del af baneinvasionen:

– Jeg kan huske, at folk begyndte at løfte og kramme hinanden. Det var fuldstændig euforisk. Og da der så var baneinvasion, følte jeg nærmest, at jeg blev suget med derud. Ikke fordi jeg ville – men fordi det hele bare bar én af sted. Det var så vild en følelse. Jeg blev naturligvis på tribunen, men der var arme og ben overalt på tribunen griner hun

Men det er ikke kun resultater på fodboldbanen, der binder Rosa til klubben. Hun peger på det enorme arbejde, Brøndby IF gør i lokalområdet – især for unge og gennem frivillige kræfter.


- Det skaber en fællesskabsfølelse og en følelse af at høre til. Og det tror jeg, der er rigtig mange på Vestegnen – og mennesker generelt – der har brug for.

I dag bor Rosa stadig på Nørrebro, og hendes besøg på stadion er blevet færre. Det skyldes bl.a. hendes holdning til de nye ejerforhold og utryghed ved voldsomme episoder omkring stadion. Hun er ærlig om, at det skærer i hjertet – for hun savner fællesskabet og det blågule frirum, hvor man kan synge, drikke en fadøl og være en del af noget større.

Magnus Daugaard © All rights reserved

Men kærligheden til Brøndby lever stadig – og drømmen om igen at kunne tage til kamp uden forbehold består:

- Jeg vil bare gerne komme på stadion med mine venner, synge slagsange, drikke en fadøl og måske spise en lille pølse.

Rosa Lunds fortælling er endnu et bevis på, at Brøndby IF er mere end bare fodbold. Det er et samlingspunkt for mennesker med vidt forskellige baggrunde – og en påmindelse om, at fællesskab og tilhørsforhold kan slå rødder de mest uventede steder.




Deltag i diskussionen




  • Semperfi
  • Semperfi
    Betalende bruger
      2. juni 2025   

  • For mig har fodbold altid handlet om social identitet. Det er en væsentlig årsag til at jeg er Brøndbyfan... og så er jeg fra Vestegnen, det lukker ligesom af for andre muligheder.
    1 enig · 1 god kommentar

  • LJS
  • LJS
    Betalende bruger
    Top debattør
      2. juni 2025   

  • Nu er jeg en ærke jyde og holder til ovre ved alle ulvene, på den forblæste vestkyst.
    Forelskede mig i klubben i 80'erne, og så er kærligheden bare taget til.
    En gang Brøndby, altid Brøndby.
    En fremragende, interessant og vedkommende koncept omkring tribunens stemmer.
    3 enige · 3 god kommentar

  • Der er nok for meget politiker over en kommentar som “hvor man står sammen med andre om noget, man tror på” til at jeg kan følge bevæggrunden. For mig er årsagen til dedikation til et fodboldhold ikke, at man “tror på”, men at man har følelser i klemme. Det lugter af politisk misbrug i egeninteresse.
    Men vurderingen af artiklens indhold afhænger nok af politisk observans.
    1 enig
     
    • Semperfi
    • Semperfi
      Betalende bruger
        2. juni 2025   

    • @Kaiser Lyder mest som du ville være uenig med hende uanset hvad hun siger…
      1 enig

    Se 2 flere kommentarer





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner