#RFCBIF fra modstanderens perspektiv: Mikael Uhre virker ustoppelig

Skrevet af Jesper Hammeken, 2. maj 2021

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?

- Vi har på trods af nogle tætte kampe slet ikke fået nok point ud af mesterskabsspillet. Til gengæld er Thomas Thomasberg i gang med at bevise, at han er én af Danmarks allermest kompetente trænere, så sejrene skal nok komme.

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- Den er ikke helt så vigtig som Europa-playoff-kampen for et par år siden, som jeg stadig er lidt bitter over, men for Randers er denne kamp mest af alt vigtig, fordi vi skal vende os til at vinde kampe: For kun på den måde får vi en sejr i pokalfinalen. Vi kan godt lide trofæer, og så længe vi får pokalen, så er vi er vi i denne sæson fløjtende ligeglade med, hvem andre end AGF, der får det andet trofæ. Vil I have den? Så må I vinde mod de andre end os, og det er i velkomne til. Vi har stadig brug for sejrene for at komme i sejrsform.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby have øjnene mod? 

- Marvin Egho er kommet godt i gang, så hvis Alhaji Kamara også er klar til start, så får I noget at kæmpe med i front. Det er dog i den næste række, de store trusler opstår: Vito Mistrati, Mathias Greve, Tosin Kehinde, knejten Filip Bundgaard, "det røde lyn" Tobias Klysner - hvem end der starter inde, så kan de både lægge op og score selv. Vores norske andendivisionsspiller Lasse Berg Johnsen har også været farlig. Alle vil gerne være med - og der er ret høj kvalitet og selvtillid i den ellers ret smalle trup.

Hvordan tror du, i vil gribe kampen an, og hvad/hvem frygter du mest hos Brøndby?

- Hos Brøndby frygter jeg Uhre mest. Da legenden Colin Todd var træner i Randers, da understregede han, at man aldrig skal kritisere en angriber, der brænder. Så længe han kommer frem til chancer, så vil der pludselig komme gang i scoringen, og så er han ustoppelig. Det var ikke præcis det, han sagde, men tæt på. Sådan en angriber virker det til, at Uhre er. Det er træls at spille mod.

Hvad tror du, at kampen bliver, og hvad bliver udslagsgivende?

- Mere end at frygte Uhre frygter jeg, at Thomas Thomasberg vil starte med en anden opstilling end 4-4-2, hvilket vil resultere i en rodet første halvleg. I anden halvleg kommer det mere til at ligne en 4-4-1-1 for at kompensere for, at vi har lukket to mål ind. I anden halvleg scorer vi så de to afgørende mål. Det ene på et hjørnespark til første stolpe og det andet på en omstilling via én af vores kanter. Randers vinder 3-2 og alle er underholdt. Der kommer ingen VAR-episoder. Kan disse informationer bruges som grundlag for at vinde en formue i usund gambling? Næppe. Kampen kan lige så vel ende med en klar sejr til Randers.

Kampen sparkes igang klokken 16.00 og spilles i Randers. VI siger tak for optakten til Mathias, som kan følges på Twitter her.




Deltag i diskussionen




  • Philip
  • Philip
    Betalende bruger
    Top debattør
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      2. maj 2021   

  • Tak for en fin artikel. Jeg er dog ret sikker på, at Brøndby vinder kampen i dag.
    3 enige · 2 god kommentar





BRØNDBY IF DANSKE MESTRE 2020/2021