-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Da sommerens transfervindue åbnede, var der ikke ret mange Brøndby-fans som troede, at Anthony Jung stadig ville være Brøndby-spiller, når det smækkede i igen i begyndelsen af oktober. Men det er facit. Jung er stadig i Brøndby. Det på trods af at der var tyske bejlere.
Det fortæller en åbenhjertig Jung i dette interview med 3point.dk.
- Der var noget interesse for mig fra nogle forskellige bejlere i Tyskland. Jeg var også interesseret, da jeg selvfølgelig gerne ville høre, hvad de kunne tilbyde. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg altid gerne har ville bevise hvad jeg kan i den tyske liga. Man ved selvfølgelig ikke hvornår det sker, men når der kommer et opkald fra Tyskland, så er jeg lydhør, siger Jung til 3point.dk.
- Jeg havde nogle gode snakke med CV (Carsten V. Jensen, red.), og vi var begge to meget åbne omkring det. Men der kom ikke en løsning og det er jeg indforstået med. Økonomien skal også passe og det er et svært år på den front. Nu er vinduet lukket og jeg har været fokuseret på Brøndby hele tiden. Jeg er ikke en ung spiller. Jeg har det godt og spiller, så jeg er også glad for det, som jeg har her. Holdet tror på mig og det gør trænerne også. Det er stort og det skal man altid tage med i overvejelserne. Det hele er forløbet meget fint.
28-årige Jung har det godt i Danmark og i Brøndby. Det er vigtigt for ham at understrege. Det handler også om at sætte pris på, hvad man har, siger han.
- Man skal altid være taknemmelig for det, som man har. Sæt pris på det, som du er i. Jeg er i en god situation og jeg har været her i tre år. Jeg nyder at være her, men jeg har også med i overvejelserne, at jeg er i min bedste fodboldalder, og jeg vil også gerne teste mig selv af. Jeg taler ikke om Bundesligaen, for jeg er også realistisk. 2. Bundesligaen er et godt mål for mig. Jeg vil også gerne være lidt tættere på familien. Det er vigtigt for mig og min kone og vi skal selvfølgelig tage beslutningerne sammen.
- Jeg tror helt generelt, at det også er vigtigt at gøre sine ting ordenligt. Nogle spillere møder ikke op til træning i en uge for at presse et skifte på deres klub. Det har aldrig været i mine tanker. Jeg er i en luksuriøs situation, hvor jeg spiller meget og det er altid vigtigt at overveje det hele. Jeg skal tænke over, hvad mit næste mål er, og hvordan jeg realistisk når dertil. Jeg skal tænke på, om alle parter er glade i sidste ende. Nogle dage vil jeg helst bare være her, og andre dage overvejer jeg, om jeg skulle spille i Tyskland. Men som jeg sagde, så er jeg super glad for at spille her, og jeg føler mig velkommen. Jeg er i en god udvikling. Jeg har udviklet mig som spiller her.
Den venstrebenede forsvarsspiller er blandt de allerførste på Niels Frederiksens holdkort. Han nyder sin rolle og at han er vigtig for holdet.
- Jeg er vigtigere her nu, end jeg har været før. Jeg har lidt mere indflydelse på spillet nu end i mit første år i klubben. Jeg har en del ansvar og jeg spiller mere centralt. Holdet er blevet mere ungt over det seneste år og jeg føler mig vigtig her. Det skal jeg heller ikke glemme. Keg kom til klubben i en svær situation for mig og fandt min rytme her. Jeg kom efter et svært år i Ingostadt efter mit første år i Bundesligaen, og jeg ikke spillede meget. Alexander Zorniger bragte mig til klubben uden rigtigt at vide, hvor han havde mig. Vi havde et meget succesfuldt første år, hvor vi vandt pokalturneringen og desværre tabte mesterskabet helt til sidst. Man glemmer ikke det. Ingen kan lære dig det, og det fik mig til at udvikle mig selv. Det skal tages med.
Jungs kontrakt med Brøndby udløber til sommer. Da Jung hele tiden har været ærlig om, at han gerne vil hjem til Tyskland igen, ligger en forlængelse ikke lige for. Men han vil ikke udelukke noget.
- Lige nu har jeg ikke mit fokus på en forlængelse. Jeg er altid åben for at snakke om det og jeg ville aldrig sige, at der ikke var en chance. Men jeg tror på det her tidspunkt af min karriere, at det er tid til at finde noget nyt til sommer. Men jeg vil aldrig lukke døren for en forlængelse her. Der er en masse ting, som forbinder mig til klubben nu, men jeg tænker ikke så langt frem lige nu. Jeg tænker fra uge til uge på holdet. Jeg fokuserer på vores kampe og prøver at holde mig sund og rask.
Tyskeren er vellidt i truppen. Vigtig på banen. Og på trods af sine bare 28 år er han også en af de ældste i en ung Brøndby-trup. Han nyder den rolle, han har, og hjælper gerne de unge spillere. Han kan godt se sig selv lidt som en storebror i truppen.
- Jeg kan godt se mig selv i den rolle. Alder er bare et tal og jeg er jo ikke gammel i fodbold-regi, men jeg er gammel i forhold til de 19-årige, som også er på det her hold. Jeg er måske ikke den person, som kommer hen til dem og spørger om de skal have hjælp, men jeg er der for dem, hvis de har spørgsmål både på og uden for banen. Jeg vil altid prøve at hjælpe dem. For at beskrive rollerne på holdet kan man sige, at der er Kevin (Kevin Mensah, red.), Tørnes og mig, som er lidt ældre end flere af dem.
- Det giver noget power at have de unge på holdet. De er ikke så bange for noget. De er ikke børn, men de har det her, hvor de ikke går med så mange tanker om alt muligt. De spiller frit. Det handler om at finde den her gode balance med unge og rutinerede, som vil hjælpe med at udvikle os.
Efter at have spillet på venstrebacken under Alexander Zornigers ledelse, spiller Jung nu som venstre stopper i en tre-mands-bagkæde under Niels Frederiksen.
- Jeg nyder at spille centralt i forsvaret lige nu, og på den måde ser jeg mig mere der, end som venstreback. Jeg er en større del af kampen. Jeg er ikke afhængig af om forsvaret finder mig ude i venstre side, så jeg føler mig tilpas, og jeg føler mig stærk i positionen. Men jeg er glad for stadig at være i venstre side med to wingbacks og tre centralt, for man kan stadig gå frem og være med i det offensive. Men man har bare mere indflydelse.
Selvom Jung er en af de få tyskere tilbage i Brøndby efter Zorniger-tiden, er han også glad for Niels Frederiksen. Det lægger han ikke skjul på.
- Han gør et virkeligt godt stykke arbejde. Han holder os balanceret og klar. Han er dygtig til at integrere de unge på holdet. Det har ikke været nemt for Niels, specielt med det første transfervindue, hvor han først fik spillere ind helt til sidst. Han gør det rigtig godt, og han prøver altid at holde niveauet højt på det her hold, siger Jung.
I visse kredse har Frederiksen fået ry for at være lidt meget bankmand og ikke føle med på sidelinjen. Men det kunne ikke være mere forkert, mener Jung.
- Det er ikke vigtigt, hvordan det ser ud i tv eller på et stadion. Jeg kan bare sige, at Niels helt sikkert kan råbe og skrige. Men det sker ikke ligeså ofte, som det gjorde med den tidligere træner. Men de er to meget forskellige trænere og de har forskellige personligheder. Men Niels er meget detaljeret i sit arbejde, så han prøver altid at forbedre os. Vi havde træningskampen mod FCK, hvor han prøvede en anden formation, da vi måske møder hold, som står længere tilbage på banen. Der er altid plads til at forbedre os, og han bruger altid sin tid på at forsøge det. Jeg kan godt lide at arbejde med ham. Han er dygtig. Det er da ærgerligt, hvis han ikke får den kredit, som han fortjener.
Anthony Jung står noteret for 119 officielle kampe for Brøndby IF.
Deltag i diskussionen
Joblar 28. october 2020
mp80 29. october 2020
Broder Salsa
Betalende bruger
29. october 2020
Hvis Jung forlader os til sommer, hvilket jeg ikke håber, så vil han blive husket som en utrolig loyal soldat fra AZ-æraen og NF's pt. gode overtagelse af holdet. Jungs udtalelser - når den danske presse endelig spørger ham om noget - er modne ord og han fortjener al den respekt han kan få. Jeg under ham virkelig at komme hjem til Tyskland, nu når det er dét han ønsker sig. Men jeg havde rigtig gerne beholdt ham. I top 3 over vores vigtigste spillere den seneste tid.
'Han står noteret for 119 kampe' - ja, og hans flotte stats kunne da godt tåle at blive tilføjet i samme ombæring: 4 mål og 13 assists.
ThomasDiego 30. october 2020
---