Tidligere Brøndby-målmand tilbage med clean sheet efter alvorlig skade

Skrevet af Steen Sørensen, 14. juni 2020

Da Næstved BK lørdag eftermiddag tog imod Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen, var der et længe ventet comeback i buret til Jacob Pryts Larsen. Den tidligere Brøndby-målmand har siddet ude med en alvorlig knæskade siden marts måned sidste år, men trods manglende kampform blev det et fint comeback. En chancefattig kamp endte uden scoringer, og dermed kunne Pryts Larsen fejre sin genkomst med et clean sheet.

- Det var skønt at være tilbage. Overall er det jo pissefrustrerende at få et setback med en kæmpeskade. Men det var vigtigt for mig at svare tilbage og ligesom vise, at nu er jeg tilbage, siger Jacob Pryts Larsen i et interview med TV3 Sport. Se hele interviewet nedenfor inklusive en enkelt af den 21-årige målmands ellers få redninger i kampen.

Efter at have spillet sig op gennem Brøndbys ungdomsrækker kom Jacob Pryts Larsen på en Superliga-kontrakt i januar 2017 for straks efter at blive lejet ud til Næstved BK for en halv sæson. Keeperen var tilbage på Vestegnen i efteråret 2017, men skiftede permanent til den sydsjællandske klub 1. januar 2018. Hos Brøndby blev det til deltagelse i otte træningskampe, men Pryts Larsen opnåede aldrig at få officiel debut.

 

 




Deltag i diskussionen








KØB GULDBOGEN VI STÅR HER STADIG 2020/2021