Tidligere fodboldanalytiker i Brøndby IF forlænger med DBU

Skrevet af Steen Sørensen, 31. maj 2020

Den kommende landstræner for det danske A-landshold Kasper Hjulmand er i fuld gang med at sammensætte sit hold på sidelinjen. Det involverer både tidligere og nuværende ansatte i Brøndby IF. I sidste uge blev de blå/gules tidligere spiller og senere sportsdirektør Ebbe Sand ansat som angrebstræner. Et job den tidligere landholdsangriber har bestredet før på landsholdet. Samtidig forlængede den ene af Brøndbys målmandstrænere Lars Høgh sin aftale med DBU. Senere blev Camenforte López med en fortid i FC Barcelona tilknyttet som fysisk træner. Søndag forlængede DBU så med endnu en tidligere Brøndby-ansat.

Mounir Akhiat fortsætter sit arbejde som analytiker under Kasper Hjulmand. Akhiat, der har ansvaret for at analysere modstandere, træningssessioner og meget mere, har været en del af teamet omkring A-landsholdet siden foråret 2016, hvor han kom fra en tilsvarende stilling hos Brøndby IF. Først på konsulentbasis hos DBU sideløbende med stillingen hod de blå/gule på Vestegnen. Efter godt og vel et års tid blev Mounir Akhiat ansat på fuld tid hos DBU, og den aftale er nu blevet forlænget.

- Data og analyse er vigtige grundpiller for os, og det er generelt en kompleksitet, vi skal forsøge at bryde ned i fodbold. Der sker meget i forhold til teknologi, kunstig intelligens og data, både i verden generelt, men også i fodbolden, og vi skal være med, knække koden og udnytte de muligheder, der er. Så jeg er meget glad for, at Mounir fortsætter på holdet, da jeg anser ham for at være en stor kapacitet, som også bliver vigtig i vores videre arbejde med at udvikle området. Der kommer Mounir til at være helt central, siger kommende landstræner Kasper Hjulmand til DBU's hjemmeside.

Mounir Akhiat var chefanalytiker hos Brøndby IF fra februar 2014 og frem til og med maj 2017 - de sidste 14 måneder også som konsulent for DBU og A-landsholdet.




Deltag i diskussionen








KØB GULDBOGEN VI STÅR HER STADIG 2020/2021