Fodbold live resultater




Tilfreds Gammelby: God indsats i første halvleg - nu skal vi have tredjepladsen!

Skrevet af Daniel Mads Andresen, 3. juni 2020

Selvom der ikke var fans på lægterne, var der igen fodbold på Brøndby Stadion tirsdag aften, da SønderjyskE gæstede Brøndby IF i de to holds første Superliga-kamp i næsten tre måneder.

Brøndby IF vandt kampen med 1-0 efter en underholdende affære, hvor særligt Brøndbys to wingbacks var aktive og angrebslystne.

- Jeg er meget godt tilfreds med første halvleg. Jeg synes, vi kommer rigtig godt ud til kampen og kører rigtig godt på. Det er ærgerligt, vi ikke får scoret dér. Efter at vi får scoret vores mål lader vi dem komme lidt ind i kampen og få nogle initiativer, uden at de rigtigt når at blive farlige mange gange. De får selvfølgelig nogle store chancer, men overordnet set er jeg tilfreds med de tre point, siger Jens Martin Gammelby til 3point.dk.

Det er især første halvleg, der fylder tilfredshed på tanken hos wingbacken. Også når snakken falder på hans egen præstation.

- Jeg synes, det gik meget godt. Specielt i første halvleg får jeg udfordret dem, hvilket Kevin også gør i første halvleg, hvilket gør at de bliver nødt til at stimle sammen og presse os nærmest helt ind i feltet. Det er jo en succes for os.

Nu handler det for Brøndby-holdet om at se fremad og angribe de næste kampe med den samme ærgerrighed, fortæller Gammelby. For Brøndby har et mål, de skal nå.

- Vi får en sejr, vi får tre point og vi kommer tættere på det, der er vores mål. Vi vil gerne have tredjepladsen. Vi tager en kamp ad gangen, men så er det selvfølgelig om at få så mange point som muligt.

Næste skridt på Brøndbys vej mod bronzemedaljerne skal tages søndag, når turen går til Horsens.




Deltag i diskussionen








Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner