Fodbold live resultater




Torsdag på træningsbanen - rondo og godt humør

Skrevet af Kasper Pedersbæk, 10. november 2022

Torsdag formiddag havde efteråret et solidt greb i postnummer 2605, hvor spillerne i Brøndby IF trådte på træningsbanen forud for søndagens strabadser mod Viborg FF i Superligaen. Sidste runde før en vinterdeprimerende lang pause venter - afstedkommet af en kulturløs VM-slutrunde.

Men humøret fejlede ikke noget ved træningens start, som blev ledet af fysisktræner Anders Storskov. Spillerne blev sendt igennem diverse indledende øvelser, heriblandt klassikeren rondo, hvor en større gruppe af spillere skal holde boldbesiddelsen, mens bolden jagtes af en mindre gruppe af spillere i midten af cirklen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Der var energiske spillere, forudseende spillere og så var der Sebulonsen. Den unge nordmand kløede på, og var særdeles aktiv i denne øvelse. Flere gange leverede han energiske glidende tacklinger med bid i, og blev da også belønnet et par gange for det. Mens det for andres vedkommende - læs: Wass - var erfaringen der kom ham til gode, den danske landsholdsspiller viste nærmest hvor holdkammeraterne ville lægge deres afleveringer.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Efterfølgende var der nogle øvelser på mindre området, hvor det handlede om erobring hurtigt kombinationsspil og genpres (i mindretal) når man havde tabt bolden. Joe Bell viste sig udmærket frem, og kiwien gav prøver på sine snerte vendinger med bolden, og forståelse for holdkammeraternes bevægelser.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Spillerne gik efterfølgende over til noget der mindede om 11 mod 11 på 3/4 bane, overvåget af trænerteamet, hvor Retov i vanlig stil var god for en opmuntrende eller kæk bemærkning, mens cheftræner Niels Frederiksen i højere grad svingede pisken, og, når han følte spillet kunne flyttes hurtigere, tydeligt lod spillerne vide tempoet og intensiteten skulle skrues i vejret.

I denne del af træningen var de småskadede - eller genoptrænende spillere - trådt ud af banen. Det var en Kevin Mensah, som ellers havde været med indtil da, ligesom Oskar Fallenius og Sebulonsen også gjorde ham selskab i en række øvelser på siden.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Opløftende må det være for unge Oskar Fallenius allerede at være i en tilstand, hvor han kunne indgå i de tidlige øvelser med bold og efterfølgende spurte op og ned langs sidelinjen. Det samme gjaldt for Sebulonsen. Nordmanden lignede en i kraftig retur fra skade, og med en mentalitet der pustede til gløderne om at komme ind og byde sig til. Det var ikke en opgivende spiller der trådte på banen.

Noteres skal ligeledes en opløftende indsats fra Kevin Tshiembe. Den danske stopper fortsatte sin indsats fra søndagens kamp mod OB og clearede alt i træningen. Simpelthen alt. Uanset hvad der blev smidt stoppperens vej, så blev det håndteret. Indlæg, dybdebolde, bolde til duel - who cares, Tshiembe åd sine holdkammerater.

Christian Cappis ligner også en spiller der vokser med tiden i Brøndby. Amerikaneren indtager en langt mere selvsikker rolle, og har en helt anden pondus i sit spil, hvor det tyder på en øget fysisk styrke tilsat hans udmærkede evne til at arbejde med begge fødder i pasningsspillet.

Vallys har en evne til at slowe spillet ned, og se åbninger og rum før end alle andre på en bane, det er tydeligt, når man står og ser en træning. Den nyindkøbte offensiveprofil viser, som i kamp, også på træningsbanen, hvad det er Brøndby har hentet ham til.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Mod slutningen af træningen blev intensiteten skruet yderligere op, da der blev spillet intervalspil. Altså spil til to mål på kort bane med få spillere igang i kort tid. Det var intens og hidsigt, og det var tydeligt, at spillerne på banen absolut ikke ville lade sig nøjes med at tabe.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

På falderebet kan det noteres, at trods kulden, så valgte Joe Bell at gennemføre træningen i korte ærmer - som den eneste. Modsat viste Blas Riveros hvor hans opvækst er foregået henne og i hvilket klima, for sydamerikaneren var godt pakket ind til træningen.




Deltag i diskussionen




  • 1878
  • 1878   11. november 2022   

  • Fedt med træningsupdate! Tak.
    1 enig

  • Uche
  • Uche   11. november 2022   

  • @ pedersbæk bliver der trænet spillestil - relationer - forsvar, for ud fra din artikel, lyder det ikke til at det er det der bliver trænet, det kan også bare være at jeg ikke kan læse.
    1 enig





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner