Fodbold live resultater




U/17: Menno van Dam efter derby-sejr: Stolt af drengene

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 1. maj 2023

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner

Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.

Brøndbys Superliga-hold var ikke det eneste Brøndby-hold, der var i derby-aktion på udebane i denne weekend. Lørdag eftermiddag var U/17-holdet på Frederiksberg og mødte FC København.

Menno van Dams tropper trak sig sejrrigt ud med en sejr på 2-1, og det var en glad cheftræner, som 3point.dk talte med efter kampen:

- Det føles så godt. Man kan se det på reaktionerne fra alle på og omkring holdet. Jeg er stolt af drengene, men også glad for at vi kan repræsentere Masterclass på denne måde. Vi er godt på vej lige nu, siger han.

Brøndby-holdet spillede en fin første halvleg, men var alligevel bagud ved pausen. Efter et par små justeringer kom de blå/gule blæsende ud til anden halvleg og scorede to hurtige mål, hvorefter de kørte sejren hjem til Vestegnen.

- Vi ved, at FCK er rigtig dygtige med bolden. Men som jeg også talte om i optakten, skal man nogle gange kunne være et røvhul på banen. I kampen i dag (lørdag, red.) var vi præcis det i nogle omstillinger. Vi fik brudt rytmen og forblev stærke. Vi havde gode omstillinger, men fik ikke scoret, siger van Dam.

- I anden halvleg holdt vi fokus. Vi spillede så godt, men manglede bare de små ting. Vi talte om det i pausen. Vind alle dueller, læg jeres hjerte ude på banen. Og drengene startede fantastisk i anden halvleg. FCK havde ingen ro, og så kunne man mærke, at det tippede til vores side. Alle angreb fra vores side blev nærmest farlige.

- Jeg må fremhæve samarbejdet mellem Escobar og Nilas (Yacobi, red.). De spillede to mod en, men i første halvleg for smalt, og så kunne FCKs 6er dække bolden for nemt. Vi lagde Esco lidt bredere, så vi fik spredt midtbanen lidt ud og dermed spille tættere på målet.

- Vi ændrede også presset i anden halvleg. I første halvleg pressede vi med to angribere, men i anden halvleg pressede vi også med en 10er i det første pres, hvilket gjorde det sværere for FCK, fordi vi lagde presfælden i midten.

U/17 er inde i en god periode i foråret efter en svær start på forårssæsonen med to nederlag i de første to ligakampe. Menno van Dam er glad for at se udviklingen.

- I de sidste to kampe inden derbyet, vandt vi på individuel kvalitet. Fokus i denne uge var, at vi skulle tilbage i flow. Hvis vi spiller hurtigt sammen som hold, er vi rigtig gode. Så vi har arbejdet på at komme tilbage i det flow. I dag var flowet og rytmen virkelig god.

Næste opgave for Brøndbys U/17-hold er på lørdag, hvor der venter en topkamp på udebane mod OB.




Deltag i diskussionen




  • Flot flot sæson af u17.





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner