Fodbold live resultater




U/19: Brøndby færdige i pokalen

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 25. april 2023

Tirsdag eftermiddag var der pokalsemifinale på menuen på bane 2. Brøndby IF tog imod FC København og cheftræner Christian Sørensen stillede med følgende mandskab fra start:

Noah Sømmergaard
Malek Bakhit - Ludwig Vraa-Jensen - Philip Søndergaard - Lukas Larsen (U/17)
Noah Nartey - Mathias Jensen
Marinus Larsen (U/20) - Bertram Kvist
Clement Bischoff - Oscar Schwartau

Efter en lige og jævn start på kampen, fik gæsterne bragt sig foran 1-0 efter et indlæg, som Brøndby ikke fik clearet ordentligt. Bolden havnede i stedet hos Emil Rohd i feltet, som flot sparkede den i mål.

Herfra tog Brøndby over. De blå/gule satte sig mere og mere på kampen og blev mere og mere dominerende. Til gengæld lurede FCK hele tiden på kontra, hvor de var farlige, når Brøndby mistede bolden.

Oscar Schwartau var ophavsmand til en af Brøndbys bedste muligheder i første halvleg, da han orkestrerede et godt pres med Bertram Kvist. Desværre fik Brøndby ikke gjort angrebet færdigt, og det var ret symptomatisk for Brøndbys første halvleg. Der var masser af fint spil, men hjemmeholdet manglede lige den sidste aflevering og kvalitet i afslutningerne, når tingene skulle gøres færdige.

Efter 33 minutters spil lykkedes det Brøndby at få udlignet fortjent. Mathias Jensen sendte en god bold i dybden til Clement Bischoff, som fik taget den godt med videre og sikkert lagde bolden i mål til 1-1.

Det var også stillingen ved pausen, selvom Brøndby havde flere chancer for at score yderligere - blandt andet ved en god chance til en velspillende Noah Nartey efter flot forarbejde af Schwartau og Kvist.

I anden halvleg kom FCK bedst ud og var først tæt på at score efter hjørnespark. Minuttet efter nedlagde Philip Søndergaard en mand på kanten af feltet og blev straffet med et gult kort. I pokalturneringen spilles der efter SBU-regler, hvilket betyder, at gule kort også betyder ti minutters udvisning. Derfor skulle Brøndby nu spille de næste ti minutter en mand i undertal og det prægede kampbilledet.

Brøndby havde næsten overlevet de ti minutter, men minuttet før Søndergaard skulle på banen igen, gik det galt. Noah Sømmergaard greb en bold i feltet, men tabte den direkte ud til en FCK-angriber, som let kunne prikke bolden i det tomme mål til 2-1. 

Anden halvleg blev præget af udvisninger og mange skift i bagkæden. Ikke kun på grund af Søndergaards gule kort, men også fordi Vraa-Jensen kun kunne spille 60 minutter. Mikkel Durlev blev skiftet ind i det centrale forsvar, men måtte forlade banen med en skade igen. Mathias Jensen kom ned og vikarierede, men fik et gult kort og ti minutters udvisning. Til sidst rykkede venstrebacken Lukas Larsen derind.

Brøndby fandt aldrig rigtig rytmen igen efter det første gule kort og særligt den sidste halve time i kampen blev noget rod. Mod slutningen af kampen kunne FCK have gjort det til 4-1, da de fik en friløber, hvor det dog lignede en relativt tydelig offside. Marinus Larsen rev manden omkuld i feltet, blev straffet med et gult kort og et straffespark imod.

Noah Sahsah skulle sparke, men brændte på Sømmergaard, som dermed fik lidt oprejsning for fejlen tidligere i kampen. Det endte med en 3-1-sejr til FCK og de er dermed klar til pokalfinalen, mens Brøndby er færdige i turneringen.

Christian Sørensens mandskab har dog mulighed for revanche allerede på lørdag, når der er derby i U/19 Ligaen. Kampen spilles på Frederiksberg.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/19 - FC København U/19, 1-3 (1-1)

8. minut: 0-1; Emil Rohd
33. minut: 1-1; Clement Bischoff
51. minut: Gult kort til Philip Søndergaard
53. minut: Clement Bischoff UD / Mikkel Durlev IND
61. minut: 1-2; Alexander Simmelhack
63. minut: Marinus Larsen UD / August Carlsson IND
63. minut: Ludwig Vraa-Jensen UD / Clement Bischoff IND
68. minut: 1-3; Emil Rohd
71. minut: Mikkel Durlev UD / Marinus Larsen IND
77. minut: Oscar Schwartau UD / Mads Beyer IND
81. minut: Gult kort til Mathias Jensen
90. minut: Gult kort til Marinus Larsen
90. minut: Brændt straffe, FC København
90. minut: Gult kort til FC København




Deltag i diskussionen




  • Tredje nederlag i træk til U19. Formentlig fire på stribe på lørdag.

    Man skal godt nok have luppen frem for at finde noget opmuntrende omkring vores klub.
    2 enige
     
    • @Klipklapperen Challenge accepted!

      1) Vi har flere danskere i opstillingen end tidligere.

      2) Udebaneafsnit er stadig fyldte på trods af stemningsboykot og ringe præstationer.

      3) Vi står til et stort salg af en dygtig målmand og god ambassadør for vores klub til sommer, medmindre meget går galt.

      4) Ydmygelsen af vores storaktionær med banner på stadion og i optakten/nedtakten til kampen gør forhåbentlig, at han stopper med at ytre sig om klubben på sociale medier (man har vel lov at drømme..)

      5) På trods af snart 20 års elendighed er vi stadigvæk en af de mæst populære klubber at dække i mediebilledet på godt og ondt. Uanset hvad vi gør eller ikke gør, så er det relevant og skaber opmærksomhed. Vi er vel dem med flest søndag kl 18 kampe sammen med fck. Selv hvis vi gud forbyde skulle rykke i 1. Division engang, så vil vores tv-kampe dér trække flere seere end de fleste superliga kampe. Det kan man ikke købe sig til.

      Men ja, du har ret. Udover det, så glæder man sig til sæsonen er overstået og en ny kan gå i gang.
      1 enig · 1 god kommentar

  • Ziegler, Grosso og Eskild fravalgt i en vigtig kamp?
    P.t. afvikler de i stedet for at udvikle på de unge talenter.
    Nartey og Ludvig gjorde en god indsats.
     
    • @Helikopter Ziegler og Eskild måtte ikke spille denne kamp. Eller det måtte de godt, men der måtte kun være een U20 spiller med og der valgte man Marinus.
      2 god kommentar





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner