-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Brøndby U19 drog lørdag den lange vej til Aalborg, hvor de skulle forsøge at slå tilbage på en lidt svær periode med et enkelt point i de seneste kampe mod Vejle og OB.
Til at sikre de tre point i Aalborg havde cheftræner, Viktor Kynde, udvalgt følgende 11 startende:
William Sonne (årgang 2007)
Sander Larsen (2008), Raphael Canut (2009), Philip Søndergaard (2007), Mathias Werther (2007)
Casper Svart (2008), Ali Al-Najar (2008)
Viggo Poulsen (2008)
Nikolaj Johansen (2008), Jonathan Agyekum (2006), André Escobar (2007).
Brøndby kom relativt hurtigt bagud, da AaBs Johan Hvistendahl sendte nordjyderne i front efter 13 minutter. Det blev herefter en kamp, hvor Brøndby skulle jagte et comeback i størstedelen af kampen. Det blev således en kamp med megen boldbesiddelse til Brøndby, men hvor man samtidig kæmpede med for alvor at skabe store chancer og blive tilstrækkeligt farlige. Efter kampen mente cheftræner, Viktor Kynde, at det er et meget godt billede på, hvor U19-holdet befinder sig på udviklingskurven i øjeblikket;
- Kampen mod AaB er en kamp, der viste flere sider af hvor vi står pt. Vi er rigtigt skarpe i vores høje presspil og sørger fint for at AaB ikke lykkedes med at spille. Derfor bliver det en kamp, hvor vi har meget boldbesiddelse. Generelt er vi dygtige mellem felterne, men vi mangler kvalitet i vores lave forsvarsspil, hvilket igen giver et dumt mål imod. Samtidig er vores gennembrudssspil en udfordring for tiden. Vi spiller alt for meget rundt om AaB og de lykkedes med at forsvare det meste af kampen uden at vi bliver specielt farlige. AaB scorer forholdsvist tidligt og derfra er det en kamp, der handler om at bryde dem ned. Det kæmper vi med og det skal vi lære at blive markant bedre til.
Selvom Brøndby-holdet kæmpede med at skabe tilstrækkeligt med store chancer - og dermed komme tilbage i kampen - lykkedes det dog med et sent comeback, som følge af to scoringer i overtiden, hvor først Philip Søndergaard og dernæst Nikolaj Johansen sikrede at Brøndby kunne tage fra Aalborg med alle tre point. Ifølge Viktor Kynde viser det også billedet af en trup med en stærk mentalitet og med stærke karakterer;
- Modsat er det dog også en kamp, der viser hvor stærke karakterer vi har i vores trup. Vi taler om i pausen, at det handler om at vinde en svær kamp i en svær periode - og at det kræver, at drengene bidrager hele vejen igennem. At score to mål i overtiden er for mig et eksempel på stærk karakter. Herudover er spillerne ikke tilfredse, da vi kommer på 1-1, men vi ser, at drengene jagter sejren og de får udbytte af det. Det er virkelig flot. Alt i alt en fed sejr, som giver os en hel del at arbejde med fordi præstationen var under niveau, men samtidig giver en masse moral, som vi tager med ind i den kommende uge.
Brøndby U19 næste kamp er på lørdag hjemme mod Sønderjyske.
Kampen i tal:
Minut 13: 1-0 (Johan Hvistendahl)
Minut 90: 1-1 (Philip Søndergaard)
Minit 90: 1-2 (Nikolaj Johansen)
Minut 46; Mathias Schou IND, Jonathan Agyekum UD
Minut 70; Tahir Cevher IND, Mathias Werther UD
Minut 80; Gustav Ruby IND, Raphael Canut UD
Minut 80; Emil Morgan IND, André Escobar UD
Deltag i diskussionen