Udmelding fra Fanafdelingen i Brøndbyernes IF sammen med Brøndby Support, Svinget og Alpha

Skrevet af Nanna Møller Karlsen, 5 dage siden

3point.dk bringer her udmeldingen fra Fanafdelingen, Brøndby Support, Svinget og Alpha i sin fulde længde:

Brøndby gjorde det: Vi blev Danske Mestre. Vores drømme blev til virkelighed. Vi fik den dag, vi har drømt om siden 2005.

Tillykke til alle i og omkring Brøndby med mesterskabet. Vi har fortjent det – fans, frivillige, spillerne, amatørerne, de børn der spiller fodbold i Brøndby, trænerstaben, klubbens ledelse, sponsorerne og bestyrelsen.

Fanafdelingen, Brøndby Support, Svinget og Alpha vil med denne udmelding anerkende og kvittere for den indsats og de beslutninger, klubbens daglige ledelse og bestyrelse har truffet de sidste par år, særligt den sportslige ledelse. En indsats, der med Mesterskabet på bedste vis viser, hvad Brøndbys fællesskab kan.

Vi ønsker med denne udmelding at opfordre Brøndby til at fortsætte ad samme vej, som Brøndby har fulgt de sidste år. Vores melding er den samme, som den var i januar 2020 i vores åbne brev. Vi skal fortsat følge de gennemarbejdede og troværdige planer og strategier. Det handler om fremtiden, og det handler om fundamentet. Mesterskabet giver adgang til, at vi sammen skal i Europa og vise, hvad klubben og ikke mindst fanmiljøet står for. Det giver oplevelser, og det giver en betydelig økonomisk gevinst.

De kommende oplevelser i Europa vil vi bruge som afsæt til at skabe et endnu større og sammenhængende fanmiljø, der kan styrke Brøndby fremover. Vi vil derfor fortsætte vores arbejde med at udvikle fanmiljøet i Brøndby og koblingen til Vestegnen. Det er vores ansvar.

Som alle vi Brøndbyfans ved, vil vi altid være der for klubben. Ude og hjemme. Mesterskabet har givet ny næring til den kærlighed, der skal til at forstærke vores opbakning til Brøndby i de kommende år, uanset hvad. Det er vigtigt, at alle i og omkring Brøndby IF er klar over det. Vi fans vil fortsat være der, så længe vi kan finde fællesskab i en troværdig vision og strategi for vores klub.

Det er klubbens ansvar at sikre, at den økonomiske gevinst bruges klogt i forlængelse af de nuværende strategier og planer. Det hører vi også klubben anerkende. Vi bifalder de udmeldinger, der allerede er blevet kommunikeret fra den sportslige ledelse i Brøndby om det langsigtede perspektiv. Selvfølgelig skal vi lægge på og udvikle klubben, tage et skridt frem. Vi skal investere klogt og udnytte den økonomiske gevinst fra mesterskabet til fortsat at skabe en sund og veldrevet klub, der kan udgøre rammen for vores fællesskab. En klub med en ansvarlig økonomisk drift og fokus på det lange sigte. Vi bakker op om indsatsen de sidste år med at øge værdien og indtægterne for klubben, inden budgetterne øges.

Igen tillykke til alle i og omkring Brøndby med mesterskabet. Vi drømmer om flere i fremtiden. Det kræver, at vi alle holder hjertet varmt og hovedet koldt. Det gælder både klubbens ledelse og os fans.




Deltag i diskussionen




  • Philip
  • Philip
    Betalende bruger
    Top debattør
    Top kommentator
    Top gode
    Top enige
      5 dage siden   

  • Rigtig god udmelding !! Jeg håber vi alle holder ved dette, også selvom vi skulle ligge i midten af tabellen næste år halvvejs gennem grundspillet. Med vores budget kan vi som fans ikke forvente, at vi skal spille med i toppen hvert år - man kan dog håbe på det.
    5 enige · 3 god kommentar
     
    • Kenneth
    • Kenneth
      Betalende bruger
        5 dage siden   

    • @Philip
      Vi kan da netop med vores budget forvente vi spiller mindst top 3 hvert år.
      Og med tanke på man forventer at sætte det sportslige budget op så vil alt andet end top 3 ikke være tilfredsstillende. Kan vi leve med vi ikke ender i top 3 en enkelt sæson, selvfølgelig. Men målet må og skal være best of the rest ind til vi kan udfordre de 2 fc klubber endnu mere.
      3 enige

    Se 7 flere kommentarer
     
    • @Philip målsætningen bør altid være top-3 - med vores faciliteter, budget, trup, historie og fans.

      En top-6-placering bør ALDRIG være en målsætning for Brøndbyernes IF. Det er simpelthen for vattet og forsigtigt og ikke Brøndby værdigt.
      2 enige

    Se 6 flere kommentarer

  • Lasse P
  • Lasse P
    Betalende bruger
      5 dage siden   

  • Dejlig udmelding de kommer med, som jeg støtter 100% op om.

    Jeg tror den én af de største udfordringer til næste sæson, bliver hvor stor tålmodigheden bliver for os fans, medier og klubben selv. For første gang i flere år, kan vi nu blive presset på tålmodigheden, da vi slet ikke er sikre på at gentage succesen fra i år. Vores deltagelse i Europa kan komme til at koste i suppen. Hvad sker der hvis vi nu efter grundspillet kun ligger nr. 4 eller 5? Det må vi acceptere ganske nemt kan være tilfældet. Også med potentielle salg/kontraktudløb in mente... MEN så længe at vi holder os til strategien, og vi udvikler os hvor vi skal, så mener jeg vi kan leve med det. Når det er sagt, så mener jeg stadig at vores målsætning og budget fortsat skal være top 3. Jeg skulle kende CV/klubben dårligt, hvis man pludselig efter en så god sæson, gik ud og nedjusterede forventninger og budget.

    Jeg håber at vi holder os til strategien, og så længe vi gør det, så skal tålmodigheden være der fra både klub og fans. Husk også at den tålmodighed vi (jeg) snakker om, udelukkende bunder ud i vores forventning om, at vi inden for en årrække ligger permanent i toppen hvert år.
    2 enige

  • Fin udmelding der er svært at være uenig i. Er vi mon den eneste klub, hvor klubbens fans IKKE beder om store indkøb når der er penge i kassen - Glasgow Rangers måske.
    Når man har været ved at gå konkurs to gange, og set en nedrykning direkte i øjnene så lærer man, at det er vigtigere at klubben er HER, end at den har vundet noget.





BRØNDBY IF DANSKE MESTRE 2020/2021