Fodbold live resultater




Viktor Kynde efter storsejr mod FCM: Måske sæsonens bedste præstation

Skrevet af Jakob Kjærgaard, 18. maj 2024

Brøndby U17 skulle lørdag eftermiddag på en svær opgave i Ikast, da U17-ligaens nr. 2, FC Midtjylland, tog imod Masterclass-drengene. På trods af en chokstart, hvor FCM scorede efter blot 20 sekunder, viste U17-drengene et skyhøjt niveau i den resterende del af kampen og cheftræner, Viktor Kynder, karakteriserede præsationen som den måske bedste i sæsonen overfor 3point.dk efter kampen:

"Det er altid svært lige at rangere kampene, men det her var måske vores bedste præstation i sæsonen. Jeg synes spillerne spiller, og det er dét jeg nogle gange har efterlyst, en moden kamp i den forstand; tag de chancer der kommer. Vi har snakket rigtig meget om, at vi skal tage dét der kommer til os. Vi ved, at Midtjylland er sårbare overfor omstillinger så derfor; Løb de omstillinger. Vi havde selvfølgelig også lavet nogle taktiske ting ift. at vi spillede med kanter sådan vi kunne hjælpe spillerne lidt med at tage omstillingerne. Vi vidste, at de ville prøve at presse os ind i banen og derfor skulle vi undgå at spille for meget centralt, som vi ellers normalt gerne vil. Det accepterede vi og så spillede vi forbi og udenom deres pres. Da Midtjylland så ændrer deres positioner i pausen for at lukke ned for vores bredde og kanter, så begynder drengene bare at lave angreb lige ind igennem dem, som ligner vores normale spillestil. Det var virkeligt flot håndteret og det er vildt fedt"

Det var et noget andet taktisk udtryk vi så fra Brøndby-holdet i denne kamp end hvad vi er vant. Normalt spiller U17-holdet med mange spillere centralt i banen i en diamantformation på midtbanen, hvor man forsøger at spille ind igennem modstandernes organisation med små, korte pasninger. Til dagens kamp spillede man i stedet i en regulær 4-3-3 med brede kanter og der blev spillet meget direkte og dybt, hvilket Midtjylland slet ikke kunne håndtere. Om de taktiske overvejlser udtaler Viktor Kynde:

"Vi havde lavet nogle ret store taktiske ændringer. Vi vil normalt gerne spille med korte pasninger centralt i banen og inde i modstandernes organisation, men i dag spillede vi hurtigt bredt eller dybt. Vi har i perioden op til kampen arbejdet på at spille hurtigere omstillinger, dybt tidligere og på vores kantpositioner fordi vi vidste, at vi kunne straffe Midtjyllan der. Vi har tidligere haft for mange korte pasninger, hvor vi har lukket os selv inde i et område - og der har vi talt meget om, at vi skal spillere hurtigere væk fra det og det lykkedes vi med stortset igennem hele kampen. Midtjylland er gode i deres genpres, men vi formår hele tiden at spille os væk fra det tidligt og hurtigt - og så dybt for at sætte vores forreste i nogle rigtig gode positioner. Så det var en plan vi havde med drengene, der bare lykkedes"

Brøndby U17's offensiv er varm for tiden. I den seneste kamp scorede holdet ni mål i en nedsabling af Vejle og i dag blev det til hele seks mål. Det glædede Viktor Kynder, som fortæller, at man også har arbejdet på at brede målscoringen lidt mere ud:

"Der er noget momentum i det (at vi har scoret så mange mål red.). Men det jeg også er tilfreds med i dag er mængden af store chancer, som vi skaber. Sander (Larsen red.) sparker en ind oppe i hjørnet, som er vild, men ellers kommer vores mål på gennemspillede angreb og store chancer, hvor vi virkeligt får spillet dem tynde. Og dét er jeg glad for. For hvis man scorer seks mål, hvoraf tre af dem er langskud så er det en anden følelse, men her er følelsen, at vi skabte virkeligt mange store chancer - og det var ikke tilfældigt, at vi scorede seks mål fordi vi kunne også have scoret flere. Jeg kan huske, at vi to på et tidspunkt snakkede om, at Ambæk scorede næsten alle vores mål og der har vi brugt noget tid på at få bragt de andre i nogle positioner, hvor de også kan bidrage med flere mål. Og i dag havde vi mange målscorer, hvilket er super positivt".

I denne sæson har U17-holdet spillet med rigtig mange førsteårs U17-spillere samt U15 spillerede. Det resulterede i en lidt shaky sæsonstart, men som sæsonen er skredet frem har de unge spillere været igennem en flot udvikling, hvor man har spillet sig tilbage i toppen af U17-ligaen. En udvikling, som Viktor Kynde er meget tilfreds med:

"Hvis vi kigger på spillernes udvikling, som jo - i hele det her vi taler om med resultater og holdpræstatioer - er kernen, så kan vi bare kigge på det hold, der sluttede kampen i dag, hvor kun to spillere ikke kan spille U17 i næste sæson pga. aldersgrænse. Det vil sige, at vi, alt andet lige, kan spille med de samme spillere næste år, som vi spiller med nu og det siger noget om, at de her mange førsteårsspillere som vi har spillet med i denne sæson nu er blevet rigtig gode spillere i U17-ligaen. Nogle af vores bedste i dag er vores U16-spillere og de er rigtig gode mod nr. 2 i U17-ligaen. Og det der ryk fra at være spændende U16-spillere til at være rigtig dygtige U17-liga spillere er hvad vi har stilet efter således, at når vi starter op efter sommer så står der rigtig, rigtig mange gode U17-spillere klar"

Endeligt kiggede Viktor Kynde hen imod slutningen af sæsonen og ikke mindst pokalfinalen, som spilles d. 11 juni i Tingbjerg:

"Nu har vi to kampe tilbage i ligaen mod Randers og AGF, vi har en pokalfinale mod Lyngby og så skal vi til Tyskland at spille mod Dortmund og Bochum. Nu skal vi have gjort turneringen færdig på en god måde og dette var det første skridt på vejen. Både præstationsmæssigt, men også i forhold til, at vi gerne skulle ride videre på en flot sejr mod Vejle efter en ellers lidt hård periode resultatmæssigt. Vi skal have sluttet turneringen godt af mod Randers og AGF - og så gjort os klar til pokalfinalen, som vi vildt gerne vil vinde"

Brøndby U17's næste kamp er på hjemmebane mod Randers på lørdag. Brøndby U17 indtager pt. en tredjeplads i U17-ligaen dog med flere spillede kampe end Nordsjælland på den næste plads.




Deltag i diskussionen




  • Der er meget (forståeligt) love til MVD, ikke helt lige så meget til kynde. Virker satme også skarp.





Støt os og bliv medlem af 3point.dks venner