-
Søg
-
Log ind
-
Opret bruger
Inden weekenden havde Brøndby U17 to betydningsfulde kampe tilbage i sæsonen; Sæsonens sidste kamp i U17-ligaen på hjemmebane mod AGF og pokalfinalen d. 11 juni mod Lyngby. Lørdag eftermiddag spillede U17-holdet den sidste liga-kamp, da man tog imod AGF på Brøndby Stadions fornemme græstæppe. Og de gode rammer så ud til at bekomme de unge Masterclass-spillere vel, da de leverede en stærk præstation i 1.halvleg til trods for 1-1 resultatet ved pausen. Efter kampen var cheftræner, Viktor Kynde, meget tilfreds med præstationen i 1. halvleg, som han kaldte en af sæsonens bedste:
"Vi spiller en rigtig god 1. halvleg. Vi taler om det i pausen og mit spørgsmål til drengene er, hvilken følelse de havde siddet med, hvis den stod 3-0, hvilket den godt kunne have gjort, og så er drengene ret hurtigt ovre på, at de har en god følelse og at de spiller godt. Jeg synes ærlig talt, at vi splitter dem ad og skaber den ene store chance efter den anden - og så er det sådan i fodbold nogle gange, at vi på en eller anden mærkelig måde ikke får scoret før vores straffespark, men det er jo på ingen måder et reelt billede af kampen, at den står 1-1 ved pausen. Og derfor var vi helt rolige i pausen. Nogle gange - og vi oplevede det samme i Midtjylland - kan det næsten være en fordel ikke at have føringen ift. at vi virkelig også skulle ud at præstere i 2. halvleg. Jeg synes faktisk, at 1. halvleg er en af vores bedste præstationer i sæsonen, men jeg sidder med følelsen, at vi spiller så godt, som vi kan"
Brøndbyholdet kæmpede lidt mere med præstationen i 2. halvleg. På trods af det formåede holdet at score tre gange til slutresultatet 4-1. Det var dog ifølge, Viktor Kynde, lidt paradoksalt at man formåede at score tre gange i 2. halvleg og kun én enkelt i 1. halvleg:
"Det er det, der er lidt sjovt med fodbold for jeg synes ikke 2. halvleg er ret god fra vores side og jeg synes, at vi spiller en markant bedre 1. halvleg. Men lige pludselig begynder vi at score på nogle lidt mindre chancer imens vi i 1. halvleg brændte mange store chancer. Vi er dog stadigvæk det bedste hold og over kampen er der absolut intet at sætte på det. Men vi er ikke tilfredse med 2. halvleg. Det udtryk vi kom ud med var for slapt, vi har for urolige på bolden og vi får skabt for få gode angreb. Hvis man skal være ærgerlige over noget er det næsten, at sæsonen er ved at slutte for vi ser rigtig gode ud lige nu og det er et kæmpe skulderklap til gruppen og holdet at kunne sige, at vi er sluttet stærkt af og at vi har været gode i dette forår. Nu har vi en pokalfinale, som vi rigtig gerne vil vinde, men ellers er det en god energi ind i det nye år, hvor nogle bliver U19-spillere og andre bliver andenårs U17-spillere. Så på den måde kan det ikke være meget bedre end den følelse vi går på ferie med efter pokalfinalen"
U17-holdet har gennemgået en enorm udvikling over sæsonen. I efteråret spillede man med mange nyoprykkede førsteårsspillere, som skulle vænne sig til U17-ligaen og det udmøntede sig i et resultatmæssigt svært efterår, hvor resultaterne ikke altid fulgte præstationerne. Holdet har dog set enormt stærkt ud i foråret med mange stærke præstationer og gode resultater. Vi spurgte Viktor Kynde, hvordan man egentlig evaluerer en sæson på U17-holdet og om den meget positive udvikling henover sæsonen:
"Når vi evaluerer en sæson sker det lidt i to spor. Der er trænersporet ift. om gruppen har rykket sig herunder også om vi rammer inden for de KPI'ere, som vi har sat os; Presser vi som vi gerne vil, presser vi nok, eroberer vi nok bolde, er vi aggressive i genpres, får vi fat i bolden i genpres, kan vi bygge op og har vi det antal pasninger, som vi gerne vil ligge på. Det er det ene spor, som vi kigger på sammen med vores analytikere. Det andet spor er det rigtig interessante for der kigger vi hver enkelt spiller og om de har flyttet sig nok. Det er det der er vigtigt ift. at gøre dem klar til U19 eller at gøre dem klar til at være ledere på U17 i næste sæson. Vi har mange spillere, som startede sæsonen som U16-spillere, så blev de U17 liga-spillere og nu er de U17-liga profiler - og det er en kæmpe succes for os. Vi har set en helt enorm udvikling hos spillerne; På måden som holdet sætter tingene sammen på, på måden som drengene selv er blevet i stand til at justere nogle ting. Nu havde vi lige to kampe i foråret mod Horsens og Sønderjyske, hvor vi blev ramt på omstillinger, men ellers hvordan vi har udviklet os især i foråret. Spillerne har virkelig taget over. I starten af sæsonen var det os fra sidelinien, der hele tiden skulle dirigere "op, ned, højre, venstre", men nu er det spillerne og der er nogle spillere, som er blomstret til at blive kæmpe ledere på banen. Ift. dét vi reelt kigger på i talentudviklingen så synes jeg, at vi har haft et sindssygt godt år. Vi har virkeligt fået flyttet nogle spillere og det er vi mega stolte af. Og når vi så samtidig, specielt her i foråret, har kunne sætte det sammen med, præcist som du siger, måden vi gerne vil spille på, stadigvæk spille mange unge spillere og så gode resultater. I trænerteamet bliver vi jo også klogere og vi har også justeret lidt undervejs. Vi har set, at det der med at have et meget aggressivt udtryk, det er vi interesseret i og det skal vi blive med, og der er også nogle interne krav til det, men der ryger også noget energi ud af spillerne og os, hvis man spiller, som man gerne vil og måske ikke helt leverer de resultater man ønsker. Når vi tror på, at en god præstation medfører et godt resultatet så skal det også gerne gøre det over tid - og det er jo eksempelvis ikke en god præstation, hvis man bliver ved med at give en omstilling imod som giver mål og derfor har vi i foråret kigget på, at for at få bedre præstationer skal vi have et bedre restforsvar - og der har vi kigget på hvordan Superligaen gør ift. "attacking balance", hvordan gør U19 og så har vi prøvet at kigge i den retning, hvilket har hjulpet os her i foråret, hvor vi har været rigtig stærke"
Det er endnu usikkert hvordan U17-holdet ender sæsonen. Pt. ligger holdet på en 2. plads, men de øvrige tophold har spillet fire kampe mindre.
Slutteligt en opfordring til at møde op i Tingbjerg d. 11 juni, hvor det talentfulde U17-hold skal forsøge at gentage sidste års triumf.
Deltag i diskussionen