Ifølge cheftræner Niels Frederiksen er det helt efter planen, at Joel Kabongo ikke træner med holdet i øjeblikket.
FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Hvis man læser med her på 3point.dk, når vi skriver træningsreferater, så ved man, at korsbåndsskadede Joel Kabongo tilbage i september begyndte at træne med bold og i løbet af kort tid faktisk indgik i en del af opvarmningsøvelserne sammen med resten af truppen. Senere udtalte han selv, at målet var at være tilbage omkring februar.
Aktuelt er der dog ingen Joel Kabongo at se på træningsbanen i Brøndby. Men ifølge cheftræner Niels Frederiksen er det ikke et udtryk for, at den unge forsvarsspiller er blevet ramt af et tilbageslag, som man ellers så ofte ser ved den slags skader.
– Joel har ikke fået noget tilbagefald. Det er bare et spørgsmål om, hvordan vi doserer ham. Der er ikke noget ændret i forhold til det, siger Niels Frederiksen til 3point.dk.
Joel Kabongo blev skadet i udekampen mod FC Midtjylland d. 22. april. Han er 21 år og har spillet 18 førsteholdskampe for Brøndby IF.

Smid en kommentar