Foto: Teis Markfoged ©
- Han forstod ikke, at træneren ville have mig ind i boksen
Nicolai Vallys blev dobbelt målscorer i søndagens 5-1-sejr over OB. Vallys' første mål var til 2-1 i første halvleg, da han med pandebrasken dirigerede et indlæg fra Sean Klaiber i kassen.
Vallys jublede og pegede ud mod bænken. Måske på Alan Tate, som virkelig har fået sat ild under Brøndbys standardsituationer? Nej, faktisk ikke:
- Nej, jeg pegede ikke på ham. Jeg pegede på Stijn (Spierings, red.), som i går havde sagt, at han ikke forstod, at træneren ville have mig ind i boksen, fordi jeg ikke kan heade alligevel. Så jeg havde faktisk aftalt med ham, at han skulle komme ud i zonen der, det tekniske felt, og juble med mig, hvis jeg scorede på hovedet, lød det med et grin fra Vallys i mixed zone efter kampen.
Og på den seriøse note var Vallys glad for at være tilbage i målscorerens rolle:
- Det var dejligt. Jeg startede godt i Superligaen på den front. Jeg har så været en lille smule uskarp og har brændt nogle chancer også, så jeg er glad for at bidrage på den front.
Næste opgave for Vallys og co. er på søndag, når det gælder en udekamp mod FC Fredericia.

Deltag i diskussionen