Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Analyse: Brøndbys fremtid - Bygger Niels Frederiksen fundamentet?

 
Brøndby står som en anden teenager midt i et identitetsskifte. For Brøndbys vedkommende er det et taktisk identitetsskifte. På kort sigte kan det få nogle hårde resultatmæssige konsekvenser i foråret, der koster kampen om bronzemedaljer, ligesom en fjerdeplads er i farezonen for ikke at blive aktuel. Men det kan vise sig at være fundamentet for den fremtidige spillestil på Vestegnen, som Niels Frederiksen er igang med at støbe. 3point.dk har kastet et blik på det der kan være nogle af tankerne bag skiftet.

    • Kasper Pedersbæk
      27. april 2022 - Klokken 05:00
  • Kasper Pedersbæk
  • Kasper Pedersbæk
    27. april 2022 - Klokken 05:00

Halvvejs inde i Superligaens slutspil anno 2022 ligner det ved første øjekast et anskudt Brøndbyhold. Både målt på de faktiske resultater, og ligeså hvad angår det taktiske udtryk, hvor de blågule startede foråret i Farum mod FCN i en 3-4-3, og senest har stillet til start i en 4-3-3 de seneste tre kampe.

Det er taktisk store skift de forsvarende mestre har været igennem, og murres der i krogene over taktisk rodløshed og konstante skift er det svært ved første øjekast ikke at lade denne tanke få lidt næring.

Dykker vi et spadestik dybere kan det vi ser på banen dog være Niels Frederiksens opbygning af et nyt fundament for fremtiden. En taktisk fornyelse der skal gelejde Brøndby videre i udviklingen, så man ikke stagnerer i den hidtil anvendte 3-5-2.

Begræsninger i en 3-5-2

Salget af Mikael Uhre var kolosalt influerende på det taktiske udtryk. Uden den lynhurtige og dygtigt dybdeløbende angriber manglede Brøndby den spiller der eksekverede en stor mængde af de blågules mål. Og efter vinterens transfervindue manglede man stadig den spiller der 1:1 kunne erstatte Uhre på nævnte kvaliteter.

En 3-5-2 har visse taktiske begrænsninger - eller mere korrekt - nogle naturlige til og fravalg. Et kan være en udfordring af lægge et højt aggressivt tryk på modstanderne qua de tre spillere der er bundet tilbage på banen sammen med wingbackerne.

Ved netop at binde en spiller som den ekstra stopper kommer det til at koste på mulighederne for et mere aggressivt tryk højere på banen.

Offensivt kommer begrænsningen især til udtryk, hvis et hold mangler den eller de angriber(e) der kan lægge et markant antal mål i nettet, medmindre produktionen fra wingbackerne er markant. I Brøndby har wingbackerne netop ikke bidraget i udpræget grad på den offensive konto.

Med andre ord - Brøndby i en 3-5-2 i foråret ville være præget af en tandløs offensiv produktion qua et manglende offensivt bidrag fra spillerne på de afgørende positioner.

Taktiske overvejelser som kan have ligget til grund for det skifte fra 3-5-2 som Niels Frederiksen drejede sig hold mod i vinterpausen.

Åbningskampene viste 3-4-3 heller ikke var svaret

Det fungerede ikke. Det der ikke fungerede var 6er makkerparret Bell og Radosevic - som udgjorde den centrale midtbane i den 3-4-3 foråret blev åbnet i. De trådte hinanden over tæerne, og især Radosevic blev en skygge af sig selv. Bevares, kroaten erobrede stadig sin del af boldene, men distributionen og antallet af afleveringer dykkede markant i kvalitet og antal, og Bell fik ikke nok bolde at arbejde med, hvorfor den nyankomne new zealænder ikke kom nok på bolden.

På trods af det endte med en 1-0 sejr i Silkeborg var det også en kamp der viste, hvor svært Brøndby havde det defensivt med blot to centrale midtbanespillere. For Silkeborg løb gentagne gange i mellemrummet på Brøndby, som slet ikke fik beskyttet forsvaret nok, og at de rødklædte fra Søhøjlandet ikke kapitaliserede mere på dominansen kan godt overraske deres generelle formudvikling in mente.

Så da de efterfølgende fire kampe blot resulterede i et point via 1-1 hjemme mod AGF kom skiftet væk fra 3-4-3 ovenpå 0-3 i Silkeborg, hvor Radosevic også endte med et rødt kort og efterfølgende karantæne.

4-3-3 er fundamentet for fremtiden

Hjemmekampen mod AaB var første smag på den 4-3-3 Brøndby siden har sat fra land i. For Brøndby handler det om at skabe flere målchancer ved at have flere punkter at ramme højere i banen. Som en kilde i fodboldmiljøet siger - "Medmindre man vil spille som Atalanta, så er det svært at være en sælgende klub med så få offensive spillere på banen, der gerne vil spille et intensivt presspil i en 3-5-2".

Og det er netop de udfordringer Brøndby ville risikere at rende hovedet mod, ligesom man offensivt - i en verden uden Uhre i klubben - mangler den profilerede målscorer der kan fuldende den 3-5-2 man tidligere praktiserede.

For at illustrere det skal vi tage et kig på nedenstående grafik, hvor de ændrede roller skal forsøges forklaret.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

I en 4-3-3 vil det kræve to dynamiske duelstærke stoppere der evner at bringe bolden fremad banen i pasningsspillet såvel som med den (bolden) for fødderne. For uden den ekstra stopper centralt kræver det en vis fart og/eller forudseenhed, når man både skal lukke sin zone og sørge for at bakke af for makkeren.

Backerne vil få et lavere udgangspunkt mod bolden i modsætning til i possession, hvor de skal udgøre bredden og skubbe højere i banen.

På midtbanen er 6eren afgørende. Det skal være den styrende spiller, den der sætter spillet - og veksler mellem at cirkulere bolden i bagkæden (hvor han skal være en konstant aftager af bolden til stopperne, så de har en vinkel frem i banen) og evne at vende med bolden for at drive bolden op gennem modstaderens kæder - igen enten ved pasninger eller med bolden for fødderne. Nedenfor kan det ses hvor essentiel 6eren er, han er bindeleddet mellem det opbyggende spil (populært kaldet fase 1) og det at få bolden bragt videre frem i den næste fase.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Udover 6eren kan der operere en variation på midtbanen alt afhængig efter modstander. Det kan blive en duo af 6ere i en meget defensiv opstilling (meget lidt sandsynligt), og det kan være to 8ere (mere sandsynligt i Brøndbys tilfælde) med licens til at søge halvrummene i hver side for her at danne trekanter med back og sideangriber i den pågældende side, se illustration nedenfor.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Med en sådan trio på midtbanen vil det også åbne op for at Brøndby bedre kan bringe typer som Cappis og Greve i spil, og rent faktisk drage fordel af deres kompetencer. Selve skiftet til 4-3-3 handler om at en stopper bliver vekslet til et punkt højere i banen. Mere sættes på spil mod en tilsvarende højere belønning.

I front taler 4-3-3 ind i de typer af spillere der allerede findes i truppen. Carl Björk har tidligere i sin karriere spillet mest på venstrekanten, og har nogle evner der taler for en rolle som yderangriber til venstre ligger bedre til ham fremfor som rendyrket 9er, fra siden kan Björk skære ind i banen for enten at komme til afslutninger eller sætte andre op, ligesom der i modsatte side er en Marko Divkovic med lignende kvaliteter der taler mere for en sådan rolle fremfor som rendyrket spidsangriber. Unge Mathias Kvistgården ville også kunne arbejde på begge sider i en sådan trio.

Det er væsentligt at forstå, at de to yderangribere ikke skal arbejde og agere som fløje, men som sideangribere. De skal som udgangspunkt ikke udgøre bredden, den skal udgøres af backerne der skal komme bagfra. Sideangriberne skal kunne arbejde i halvrummene, de skal både kunne arbejde i længderetningen såvel som droppe ned i banen for at agere spilstation. Og så skal de have en vis portion fart. Det ville også være oplagt på sigt, skønnes han god nok, at give minutter til Yousef Salech i den centrale rolle oppe foran, hvor han med sin fysiske styrke vil få bedre vilkår for at komme til sin ret.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

I spillet mod bolden vil man givetvis kunne se de to sideangribere arbejde udefra og ind, et pres der ikke er helt ukendt på Vestegnen, da det især under Zorniger var den foretrukne variabel af presopsætninger for at skubbe bolden ind centralt (hvor man står med flest spillere).

Kill your darlings - et tungt farvel

Skal den illustrerede 4-3-3 fungere for Brøndby kræver det to aggressive boldsikre og udfordrende backer, stoppere der er rolige på bolden og har gode pasningsfødder, en 6er der teknisk kan holde på bolden og diktere spillet enten ved hurtige pasninger frem i banen eller ved at vende med bolden, løbevillige og teknisk stærke 8ere, sideangribere med fart og evnen til at løbe dybt i halvrummene og en 9er der arbejder stenhårdt i presset og som kan veksle mellem dybdeløb og at sætte sine medspillere op via løb på tredjemand.

For Brøndby kan det betyde et farvel til en eller flere stoppere, hvor det kunne blive Sigurd Rosted og Andreas Maxsø der gik ud af døren (Maxsø med ønsket om en tur til udlandet in mente?). Ligesom det kan blive nødvendigt at slå en darling ihjel. Josip Radosevic. Indkøbet af Joe Bell kunne være optakten til et farvel til Vestegnen for den kroatiske hardhitter. Som en anden kilde i fodboldmiljøet tørt siger det - "Joe Bell kan 95% af de ting som Radosevic kan defensivt og 2000% af de ting han kan offensivt". En duo med Bell har ikke vist sig særlig godt fungerende.

Radosevic vil være for højt i hierakiet og for dyr på lønchecken til at sætte på bænken, ligesom der inden længe også skal tænkes de næste generationer ind i holdet. Det smerter at skrive, men et farvel til Radosevic kan være et mål for CV i sommerens vindue.

En forårsdag i helvede

Et af de store endagscykelløb bliver kaldt for en forårsdag i helvede. For Brøndby kan det ende med lidt mere end en enkelt forårsdag i helvede. For på den korte bane kan det meget vel betyde et hårdt resultatmæssigt forår, mens man såer de taktiske frø til fremtidens Brøndbyhold og måden man ønsker at spille på.

En af årsagerne til det kan blive et rigtig træls forår må også ligge i sammensætningen af truppen, hvor det ikke virker utænkeligt, at man i den sportslige administration har fejlvurderet det niveau flere af nyindkøbene kom med, hvilket på den korte bane her i foråret kan få resultaterne til bestemt ikke at være imponerende. Det kan uden tvivl godt koste en placering i top 4, og i den grad også sætte femtepladsen på spil.

Sammenfatning

Skiftet fra 3-5-2 over 3-4-3 til 4-3-3 handler for Niels Frederiksen om at så de taktiske frø til fremtidens Brøndby. Man veksler direkte en stopper for en angriber, og åbner banen op med endnu en aftager til afleveringer i længderetningen. Det er en taktisk tilpasning der ligeledes giver mening på en række fronter i spillertruppen hvad angår de typer der allerede er at finde, ligesom man sætter Joe Bell i noget nær en optimal rolle med mulighed for at diktere spillet. Cirkulationen af bolden skal hurtigere flyttes fra bagkæden og frem i banen, hvor igen en Joe Bell får en nøglerolle sammen med de to stoppere der skal starte. Wingbackerne skal udgøre bredden, og sideangriberne arbejde i halvrummene begge veje.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

4-3-3 åbner op for hele tiden at skabe en masse vinkler frem i banen for boldholderen, en masse trekanter hvor bolden kan bliver cirkuleret igennem hele tiden med flere aftagere til boden.

På kort sigte kan det få nogle hårde resultatmæssige konsekvenser der koster kampen om bronzemedaljer, ligesom en fjerdeplads er i farezonen for ikke at blive aktuel. Men det kan vise sig at være fundamentet for den fremtidige spillestil på Vestegnen.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • mimor1
  • mimor1   27. april 2022   

  • Håber virkeligt at dette bliver vores kommende udtryk og på tide må man sige. For hvor har vi godt nok spillet jammerligt fodbold på andre holds præmisser.
    Er spændt på om Niels har det offensive i sig
    1 enig

  • mp80
  • mp80   27. april 2022   

  • Den store fejl ligger i, at man ikke henter spillere som passer til den spillestil man ønsker, det falder tilbage på CV.

    At NF så fastholder en spillestil uden at have spillere til den og ikke hurtigere tilpasser sig det spiller materiale han har til rådighed er hans fejl.

    Det handler om at se på de enkeltes spidskompetencer og hvilken position og rolle de er bedst i. Derudover synes jeg også NF begår den fejl, at han igen og igen udtager spillere, som er i et dybt form dyk.

    Der skal kvalitet ind til alle kæder og det skal være fra en hylde flere niveauer højere end meget af det man har hentet på det seneste.

    Håber at se nogle klassespillere til hver kæde og så giv chancen til egne talenter, så skal de nok blomstre, det så man bl.a. med Frendrup/Kaiser.

    På den positive front er der masser af talent, så hent nu nogle de kan støtte sig til og
    udvikle sig til profiler.
     
    • @mp80
      At NF så fastholder en spillestil uden at have spillere til den og ikke hurtigere tilpasser sig det spiller materiale han har til rådighed er hans fejl.

      Jojo, men nu har man så også valgt at hente spillere til en formation der hedder noget i retning af 7-2-1. Det holder jo heller ikke.

  • Omkring Rado. Vi forlængede med ham d 20. august sidste år, og hvis kasper får ret skulle han være på vej ud. Det lyder i mine øre som fuldstændig håbløs planlægning. Kan godt være at Bell kan blive bedre end Rado på 6'eren, men var det virkelig dér vi havde mest brug for at forstærke os i vinters??

    Vi skal altså passe bedre på vores penge
     
    • @Marc Johnson vi kan kun være enig om at vi skal passe på pengene, men igen ting går stærkt i fodbold, der var ingen som drømte om vores 3-5-2 skulle gå hen og fejle på det tidspunkt da man forlængede med Rado, men hvis vi beholder den 3-4-3 eller 4-3-3 bliver Rado desværre til overs da han ikke i min optik besidder evnerne til at spille disse 2 systemer og han og Bell render mere i vejen for hinanden
      2 enige
     
    • @Marc Johnson hans tidligere kontrakt udløb d. 30.06.2022. Så hvis man ikke forlængede, kunne han smutte gratis til sommer. Tror godt man kan få +5 millioner for ham.
      3 god kommentar
     
    • Jensen
    • Jensen
      Betalende bruger
        27. april 2022   

    • @Marc Johnson - Jeg er enig med @Ville bliv vild !
      Hvis ikke Rado var forlænget, var han smuttet gratis til sommer.
      Nogle gange skal man bruge penge, for at tjene penge.

    Se 2 flere kommentarer

  • Jeg tror også dette er fremtiden. Og som jeg har skrevet tidligere. Så tror jeg NF ville havde gjort dette, allerede fra starten af den nuværende sæson. Grunden til man forsatte var pga europa. Dette er blot gisninger.

    Jeg synes det er det helt rigtige valg. Som en anden bruger skrev i anden debat- mener det var Jensen. Så har de fleste succesfulde hold et klart og tydeligt koncept. Dette er jeg stor tilhænger af- og jeg mener ikke 3-5-2 eller en anden 3-mands bagkæde er fremtiden.

    Hvis man gerne vil se et aggresivt Brøndby hold med massere af intensitet- så hænger dette bare ikke sammen med en 3-mands bagkæde.

    Og som Kasper skriver- så passer Radosevic ikke ind i den nye formation- han er simpelthen ikke god nok på bolden. Han har masser af andre kvaliteter. Håber man kan sælge ham. For det bliver også et tema. Kan man få solgt de spillere der er til overs?

    Jeg har ofte tænkt på om Radosevic kan omskoles til højre back. Han har den fysiske pakke til det + han er aggresiv, god mand mod mand- og han er fornuftig med bolden- tror han vil være endnu bedre på bolden ude på backen, da han ikke skal orientere sig 360 grader Der venter et travlt sommervindue. Både med oprydning og nye indkøb.
    1 enig
     
    • mimor1
    • mimor1   27. april 2022   

    • @Ville bliv vild ! Men det pinlige fodbold vi viste i Europa, virker det ikke som om Niels overvejede det allerede der, for vi kunne umuligt have været dårligere end vi var i andre systemer

    Se 1 flere kommentarer


  • Enig i analysen. Men i min optik har NF været alt for langsom til at komme i gang med den omstilling, som var indlysende i det sekund, Uhre var ude af døren.
     
    • @ShavenRaven Det skulle være sket før denne sæson. Jeg forstår dog udemærket grundlaget for at forsætte i 3-5-2. Det fejlede dog, men sådan er det nogle gange.

  • kewell
  • kewell
    Betalende bruger
      27. april 2022   

  • Jeg synes det er nogle rigtigt fine betragtninger, og jeg er meget enig med det der skrives.
    Jeg tror, og håber, også at det bliver basen som vi kommer til at køre herfra og ind i næste sæson, hvor jeg ser et stort potentiale, hvis vi formår at løfte niveauet i vores handler.
    Vi mangler ikke mange, men der skal nogle profiler ind på holdet, for at løfte det hele, ikke mindst i angrebet.
    Jeg mener så at de tre forreste positioner vil blive varieret alt efter hvilke spillere man vælger.
    Der kunne man sagtens trække 9'eren tilbage som en 10'er, eksempelvis med Slimane og så køre et to-mands angreb, hvor man så er ovre i en 442D, som jeg personligt foretrækker.
    Men basen i forsvaret og de tre på midtbanen vil være det samme.
    Jeg synes også klart at det er den formation (433 og 442D) der komplimenterer vores trup bedst, vel vidende at der mangler noget kvalitet rundt omkring, og specielt fremme.
    Samtidigt er det også bare lettere at køre et hårdt pres, når du har en ekstra mand længere fremme til at deltage i presset, som jo er roden i vores spilfilosofi, og derfor skal genfindes.
    Alternativt kræver det meget af vores wingbacks, og nok også mere end de magter.

    Jeg er meget spændt på de sidste kampe.
    Har jeg ja-hatten på, kan jeg godt se os gøre det godt i de resterende kampe.
    Men jeg synes også at alle fem modstandere er kompetente.
    Der er ikke rigtigt nogen bløde modstandere i år, så det bliver ikke let.
    Onde tunger vil nok påstå at vi er den eneste bløde modstander i top-6, og med resultaterne i hånden er det svært at argumentere imod.
    Jeg har dog en tro på, at vi kan lave et par gode resultater, og forhåbentligt er det nok til at lande på 4. pladsen.
    3 god kommentar

  • preben
  • preben
    Betalende bruger
      27. april 2022   

  • Når Kasper er så entydigt begejstret for 433, så er det jo svært at begå sig med at være 352 tilhænger. Jeg mener stadig at vi har spillere til det system, ikke bare rado bliver overflødig men også CVs bedste indkøb overhovedet, hegheim, bliver tilsyneladende også, han skal måske sælges til sommer ?
    Vi skal ikke have spillere som kun kan forstå et spillesystem, vi burde have spillere der kan tænke fodbold og som minimum kan tæmme en bold, ikke frygte boldene, og som midt i en kamp kan ændre system hvis det er nødvendigt.
    Uden at ville gå ind i en nærmere system analyse vil jeg bare konstatere at vi i de sidste tre kampe har givet mål væk og maxøs udvisning, pga mgl forsvar, så pt ser det ud til at vil skal bruge 3 i midten og uanset formation skal derfindes plads til Hegheim den eneste der i forsvar /midtbane der tilsyneladende ikke er bange for bolden
    2 god kommentar
     
    • kewell
    • kewell
      Betalende bruger
        27. april 2022   

    • @preben
      Der er vel ingen der siger at Heggheim ikke kan bruges i en 4-backkæde?
      Han var vel kun marginalt bag Rosted, og tænker han snart er fast mand igen.
      I øvrigt tror jeg gerne at NF, som dig, ser at vi kan skifte system alt efter hvordan kampen forløber.
      Synes måske også der ligges for meget vægt på bagkædens fejl ved det røde kort.
      Vi lavede også fejl med en 3-backkæde som kostede både mål mm, og hvor vi formentligt nok kunne have afværget denne specifikke situationen med en ekstra CB, så er der andre situationer hvor det er en klar ulempe.
      Og helt isoleret set, så koster kæmpe fejl som den Rosted laver bare chancer og andet skidt. Havde han været isoleret med angriber i feltet og mistimet sådan, så havde der også være en åben chance, uanset om man spiller med 2 eller 3 i centerforsvaret.
      Det er bare et elendigt indgreb som følges op af den helt forkerte beslutning af Maxsø, og så koster det os mere eller mindre kampen.
      Jeg synes den ekstra midtbane/angriber vi har byttet for en CB hjælper os enormt i både presset og spilopbygningen ved at vi har en spilmulighed mere længere frem i banen.
      Lindstrøm og Uhre gjorde at vi kunne score mål med et meget defensivt mindset, men det kan vi bare ikke nu.
      Vi er nødt til at sætte brikkerne anderledes op med den trup vi har nu, og det kræver at man satser nogle steder på banen, frem for kun at forsvare egen kasse.
      I øvrigt var vores defensiv heller ikke så prangende med 3-backkæden + to 6'ere, hvis man kigger på mål imod.
      Det var noget andet hvis man nærmest kunne spille til 0 hver gang. Så gav det mening. Kedeligt, men stadig med mening.
      2 enige · 3 god kommentar
     
    • @preben Altså - jeg er begejstret for alle opstillinger der giver sejre. Jeg er ikke nødvendigvis fortaler mere for 433 end 352. Jeg forsøger at analysere udviklingen, og pege på hvad der kan ligge bag af tanker.

      3-5-2 har ubetinget bragt meget godt med sig (læs: mesterskabet i 2021), men alting har sin tid, og fornemmelsen - hvert fald med den seneste udvikling in mente - er at man vil tage klubben og holdet et skridt videre i en retning mod et mere aggressivt pressende og angribende hold.
      1 enig · 2 god kommentar

    Se 3 flere kommentarer
     
    • @preben kan på sin følge logikken med den ekstra forsvars spiller som backup, hvilket måske ville gavne i nogle situationer. Det er dog svært at gardere sig imod at Rosted header 8 meter forbi bolden og Isaksen derefter laver en retningsbestemt tæmning med arm/hånd for derved at være retvendt og nærmest forbi sidste mand. Så kan vi jo sætte 10 mand i bagkæden og stadig blive scoret på. 2 mål er et straffe ikke engang sviatchenko ville have dømt, og nr 3 er rado der vel nok laver en fejl der var blevet udskammet i serie 5. Kan ikke se hvad en 3 back kæde havde ændret?

    Se 2 flere kommentarer


  • Echo46
  • Echo46
    Betalende bruger
      27. april 2022   

  • For mig at se, har vi allerede to kompetente stoppere i truppen, som passer på den profil, i Tshiembe og Heggheim. Tvunget af omstændigheder starter de givetvis i Randers på søndag - det bliver interessant!
    Jeg synes vi har kernen i den formation på plads - der mangler i min optik blot en rutineret leder i hver kæde, som binder holdet sammen og frigiver de unge spillere til at blomstre. Personligt har jeg en forhåbning om at vi opgraderer HB, en 8'er og en angriber. Drømmen er Wass på fri transfer.
    3 enige · 1 god kommentar
     
    • @Echo46
      Wass kommer ikke til sommer, men han er nok til at hente når hans kontrakt løber ud i sommeren 2023.

  • Super fin artikel.
    Jeg synes vi med 4-backkæden har set betydelige forbedringer i forhold til spillet med bolden, men samtidig er der lidt flashback til det hyppigt skete inden vi skiftede til 3-5-2, dvs den sidste tid med Zorniger, Retov og NFs første måneder.

    For det første skal vores fullbacks spille som det, og ikke som wingbacks. Specielt har Bruus haft udfordringer med at der ikke er samme defensive opbakning på indersiden af ham. For det andet har vi i glimt set samme tendenser som vi så med Arajuuri og Hermannsson, hvor personlige fejl fra midtstopperne giver kæmpe chancer til modstanderen. Og for det tredje står vi i samme situation med Rado som eneste 6'er og kun to stoppere bag ved ham til at modtage afleveringer. Modstanderne presser på ham, så han laver store fejl som koster.

    Det mest kritiske af dette synes jeg umiddelbart er Rado. For hvordan skal vi finde plads til ham. Måske spille med diamant, og så lade 8'erne trække ned i banen og modtage bolden i stedet? Eller lade en af de to CB føre bolden frem a la Agger. Det vil Heggheim og Tshiembe være gode til.

    Fullbacksituationen kan løses ved at Heggheim kommer ud på højre back på sigt. Specielt hvis man sælger Bruus, vil dette give mening. Så ender trupsammensætningen heller ikke med at være helt så skæv, da vi jo så i princippet vil spille med 3 stoppere i en 4-backkæde.
    2 god kommentar

  • Virkelig god analyse, Kasper. Jeg synes der er mange interessante betragtninger.

    Personligt håber jeg du får ret i det meste.

    4-3-3 som fremtidig Brøndby-formation - og evt. som 'reserve' en 4-4-2 med diamant. For min skyld kan vi godt sælge foråret, køre den nye formation ind under huden og så være klar til næste sæson tilsat et par forstærkninger.

    Rado < Joe Bell. For min skyld er der ingen grund til IKKE at starte med Joe Bell fremover. Og ja, det koster desværre for Rado - men sådan er gamet.

    Tshiembe og Heggheim bliver interessante at se i Randers på søndag, da de meget vel kan udgøre midterforsvaret til sommer. Maxsø er nok videre og Rosted måske også - hvis vi skal køre 4-3-3. Er spændt på hvordan det går dem i Randers. I øvrigt for første gang alene sammen - jeg forventer nok en del fejl, men so be it.

    Björk som sideangriber tror jeg stadig kan blive godt. Han var vist også VWB i Sverige, så han har forudsætningerne. Om kvaliteterne er der må vi lade tiden vise. Indtil videre skal han i hvert fald have chancen for at bevise sig i det nye system.

    Hedlund er vist ikke lige blevet nævnt, og han er også lidt et spørgsmålstegn for mig. Arbejder stenhårdt, men er alligevel fyldt 29 år. Er der fremtid i ham på det nye Brøndby-hold?

    Nåh, men jeg glæder mig til at se mere Brøndby i 4-3-3 resten af foråret. Synes de sidste par kampe har været super opløftende at se på som BIF-fan - hvilket er paradoksalt, når vi har tabt og scoret 0 mål i åbent spil. Men jeg synes bare udtrykket er så meget federe end i 3-5-2. Jeg tror på at det nok skal blive godt på sigt.
    4 enige · 3 god kommentar


  • sirtrip
  • sirtrip
    Betalende bruger
      28. april 2022   

  • Jeg har bedre kunne lide det udtryk vi har haft de seneste kampe og jeg ser helt klart tegn på at det sagtens kunne være det vi skal bygge videre på. Men for mig at se er alfa og omega at vi beholder så meget af holdet som muligt så vi ikke igen skal starte forfra med at skabe relationer spillerne imellem på holdet vi er pinedød nødt til at få noget kontinuitet ind ellers kan det næsten være lige meget med taktik og opstillinger med videre.
    1 enig




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER