NF observerer
Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Analyse: Et lunt efterår blev til et forsømt forår

 
I et forsøg på at komme ind til kernen af Brøndbys egentlige præstation i den netop overståede sæson skal vi forsøge at fjerne held og tilfældigheder fra resultaterne af kampene, og komme ind til det der er interessant for at se den langsigtede udvikling i Brøndby. Det handler om at se på præstationer før resultater, for at komme tættere på svaret - så hvordan præsterede Brøndby egentlig? Og kunne det være blevet til mere end fjerdepladsen? 3point.dk bringer dig tættere på den objektive sandhed med en præstationsanalyse af sæsonen der gik.

    • NF observerer
    • Kasper Pedersbæk
      19. juni 2022 - Klokken 15:30
  • Kasper Pedersbæk
  • Kasper Pedersbæk
    19. juni 2022 - Klokken 15:30

For at få så klinisk et svar på Brøndbys præstation i den netop overståede sæson bruges Expected Goals som analyseværktøj. Det er et objektivt værktøj til groft sagt at fjerne held og tilfældigheder fra resultaterne af kampene, og komme ind til det der er interessant for at se den langsigtede udvikling i Brøndby. Det handler om at se på præstationer før resultater, for at komme tættere på svaret - hvordan præsterede Brøndby egentlig?

Vi kigger i analysen på expected goals difference (xGD) som er resultat af egne producerede chancer (xG) minus modstandernes chancer (xGA). Uden at tærske langhalm på begrebet expected goals, så fortæller det os om den statistiske sandsynlighed for at score på en given chance. Så åbenlyst giver det et hold bedre forudsætninger (og sandsynlighed) for at vinde flere kampe over tid, hvis deres "chancekonto" (xGD) ligger i plus.

Dertil kigger vi så på de faktiske præstationer. Det vil sige antal scorede mål og indkasserede mål - lever et hold op til mulighederne? Taber man "fortjent"? Ligger nogle med i toppen (læs: Esbjergs bronzesæson, Lyngbys bronzesæson) selvom de "ikke burde" - altså en outperformance, som i længden ikke er bæredygtig. Vil man vide mere om xG kan man læse om det her eller se den her video

Distanceret af top 3

Brøndby var ikke i nærheden af at kunne påberåbe sig en forventning om en højere slutplacering i Superligaen - i hvert fald ikke, hvis vi kigger på performancedata for den netop overståede sæson. For de blågule var markant efter FCK og FCM, ligesom også Silkeborg på tredjepladsen havde bedre baggrundsdata.

Er det så ensbetydende med at Brøndby underpræsterede? Nej, i grove træk fik de blågule som man statistisk set kunne forvente, og endda en smule bedre end forventet rent defensivt. Det blev til (eksklusiv straffespark) til 40.28 xG - 40.16 xGA, hvilket i faktiske mål gav 38 - 34.

Brøndbys største styrke har været, at de generelt har præsteret gennemsnitligt sammenlignet med Superligaklubberne, gældende både offensivt og defensivt. Det er den markant forskel, hvis vi sammenligner med de øvrige hold udover top 3 (FCK bedre både offensivt og defensivt end gennemsnittet, det samme for FCM, mens Silkeborg havde en til par defensiv tilsat ligaens mest chanceskabende offensiv). Mens de øvrige hold i top 6 gik i minus på xGD, så landede Brøndby tæt på break even med et lille plus på 0.12 xGD. Det betyder i grove træk at Brøndby præsterede som det de endte: best of the rest.

Sæsonens forløb - det smukke efterår

Brøndbys sæson forløb særdeles ujævnt, og manglede på alle måder den kontinuitet mesterskabssæsonen tilsvarende havde. Den samlede præstation af xG og xGA dækker over en kontrastfyldt sæson, hvor efterår og forår var markant forskellige.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Indledningsvist på sæsonen fik Brøndby ikke konverteret deres chancer til nok mål der gav sejre. Offensiven underperformede, og da først defensiven en håndfuld kampe inde i sæsonen begyndte at blive utæt blev det en giftig kombination. Det blev til en periode, hvor Brøndby slet og ret ikke spillede sig selv i en position til at forvente flest sejre end nederlag med en i perioden vægt af flest chancer til modstanderne.

Men to ting klikkede for Brøndby godt en tredjedel inde i sæsonen. Defensiven begyndte igen at præstere stabilt, dæmpede antallet af chancer (xGA) til modstanderne, og Brøndby arbejdede sig i plus på xGD. Det blev til rekord 9 sejre i træk i perioden. Men det var ikke på baggrund af præstationer der fjernede al tvivl. For kigger vi på den bagvedliggende præstationsdata, så dansede Brøndby en tæt tango med marginalerne i den periode.

Det var ikke fordi det var spil til 9 nederlag. Slet ikke. Men der hvor modstanderne havde chancer til 1-2 mål lavede de 1, og i samme periode, når Brøndby havde samme chanceproduktion til 1-2 mål, så blev det 2 mål til Brøndby - for at illustrere det lidt groft skitseret.

Et kig på xG (egne chancer) og xGA (modstandernes) chancer sammenholdt med de faktiske scorede mål bekræfter også denne tese. Det er markant, hvordan Brøndby i perioden omkring runde 14-19 ligger over på egne scoringer ift produktionen af chancer og under på indkasserede mål ift modstandernes chancer.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Sæsonens forløb - det forsømte forår

Uden det skal blive for kontrafaktisk og et gætværk af hvad-nu-hvis, så blev salget af Uhre kostbart på den korte bane for Brøndby. Foråret blev voldsomt for Brøndby. Indledningsvist lå de blågules chanceproduktion stadig på det samme niveau, men eksekveringen styrtdykkede. I den modsatte ende af banen steg modstandernes chancer mod skyerne, og den defensive base Brøndby tidligere havde haft forsvandt som dug for solen.

Det udviklede sig i den grad til et forsømt forår. Det blev yderligere voldsomt ned af bakke for Brøndby i samme periode. Som om fodboldguderne straffede dobbelt op. For godt nok var produktionen af egne chancer dalet ned i et hidtil uset lavt leje og modstandernes ditto tilsvarende steget, men Brøndby havde slet ikke tur i den med at konvertere chancer til mål. Man afsluttede ganske enkelt dårligere end gennemsnittet i den periode, ligesom modstanderne scorede på alt det forventelige.

Grafikken nedenfor fortæller alt om efteråret vs foråret. Den stiplede linje er "potentialet", altså xGD, den faste linje er den faktiske målforskel. Fra et efterår med overkonvertering af mål til et forsømt forår, hvor det set fra lægterne godt kunne sende et maltbolsje i den gale hals.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det var et tveægget sværd Brøndby rendte ind i da slutspillet startede, for problemerne defensivt var til at tage og føle på. Man tillod mere og indkasserede mere end længe set. Og offensivt var man også dykket i evnen til at skabe chancer, og de chancer man trods alt skabte fik man slet ikke udnyttet. Manglende kvalitet i afslutningerne var en reel ting for Brøndby. Man performede ganske enkelt under gennemsnittet.

Der var elementer til sidst i slutspillet der pegede mod en vis genopretning. Defensivt var man stadig ikke nået tidligere tiders styrke og evne til at begrænse modstandernes chancer, men offensivt fik man hævet evnen til at skabe chancer, og ikke mindst konvertere dem til mål.

Facit blev en fjerdeplads

Brøndby ramte en kontrasternes sæson. Fra en overeffektiv offensiv (der konverterede chancerne over gennemsnittet) i efteråret, hvor tingene tippede Brøndbys vej - til et forår med defensive udfordringer, og en offensiv med manglende evner til både at skabe chancer og konvertere dem. Brøndby performede ikke til top 3, og måtte nøjes med at være i mixet til at være best of the rest. Man vandt fjerdepladsen på at være bedst til at performe lige til gennemsnittet.

Brøndby fik som det kvaliteten var til - en fjerdeplads. Ud fra præstationsdata og den faktiske præstation svært at forvente mere. Brøndby var best of the rest efter top 3 var solidt besat af markant bedre præsterende hold.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • En uværdig sæson for et mesterhold, både spille- og resultatmæssigt - pinligt til tider. Bestyrelsen skulle have givet CV et større råderum, faldet var for voldsomt. Frygter virkeligt denne sommer.
    2 enige
     
    • @Uche91 synes ikke at det var en uværdig sæson som mesterhold. I mesterskabs sæsonen spillede vi over evne og en del point kom bla at vi havde en klassespiller i Lindstrøm. Vi får en hevet en 4 plads hjem - 1 point fra 3. Pladsen.. personlig havde ikke forventet mere inden sæsonstart..
      3 enige

    Se 3 flere kommentarer

  • Denne analyse viser jo fint, at vi netop har overstået en mellemsæson. Data viser, ret tydeligt efter min mening, at vi får nogle markante dyk i kampene efter at vi har mistet bærende spillere. Sidste sommer Jobbe og Jung som de vigtigste, og i foråret Uhre og Frendrup, og filmen knækkede så helt, da Mensah blev skadet. Præcis som vi så det i 18/19-sæsonen efter vi mistede Nør, Pukki, Rønnow osv, og igen i 19/20-sæsonen hvor Kaiser, Mukhtar og Paycheck forlod os, plus at vi havde skiftet træner i sommerpausen.

    Pointsnit i de sidste mellemsæsoner:
    18/19: 1,45
    19/20: 1,55
    21/22: 1,50

    Principielt kan vi også tage 16/17-sæsonen med her, da vi jo også fik ny træner i den sæson. Der var snittet dog højere, 1,72.

    Så for mig står det ret klart, at der tegner sig et billede af at succes er et spørgsmål om at få kontinuitet på både træner og spillersiden. Nok mest vigtigt på spillersiden.

    Det betyder så også at vi sandsynligvis går en bedre sæson i møde i 22/23 og antagelig også året efter.
    4 enige · 3 god kommentar

  • Fin analyse, men hvis jeg må komme med lidt konstruktiv kritik:

    Kan du ikke opgradere billedkvaliten på de grafer lidt? Det er så grynet at det er svært at læse. Det er synd når du nu lægger så meget arbejde i dem. Uden at være ekspert, bør du vælge png format frem for jpg. Og i øvrigt overveje en højere opløsning.
    Farvevalg - man skal vist ikke være ret farveblind før røde og grønne streger på en grå baggrund giver problemer.

    Og så er det vist ikke det tveægget sværd betyder ;-)
    1 enig · 1 god kommentar




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder





KØB VORES KOPPER, BØGER OG PLAKATER