Lasse Vigen
Foto: Teis Markfoged ©
NYHED

Analyse: Vundet med bolden for fødderne

 
Søndag aften tog Brøndby fortjent og helt efter kampens forløb alle tre point i topkampen mod Sønderjyske. Gæsterne fik reelt aldrig stemplet ind i kampen, og blev domineret i en sådan grad gennem alle 90 minutter, så 3point.dk uden at tøve vil kalde det for de 90 bedst gennemførte minutter i sæsonen. Nøglen til at besejre sønderjyderne blev fundet i en tålmodighed offensiv, hvor Lasse Vigen bar en nøglerolle i den opsætning der hed sejr mod Sønderjyske. 3point.dk har set kampen igennem og bringer dig her analysen.

    • Lasse Vigen
    • Kasper Pedersbæk
      16. december 2020 - Klokken 23:20
  • Kasper Pedersbæk
  • Kasper Pedersbæk
    16. december 2020 - Klokken 23:20

Niels Frederiksen stod med en mindre hovedpine før søndagens opgør mod Sønderjyske. Eller hvertfald en udfordring der skulle adresseres. For på venstre wingback stod man uden de tidligere valg på pladsen; Riveros, Mensah og Bjur, som alle var ude med kortere eller længere skader.

Resultatet blev det forventede. For mens bagkæden var den foretrukne med Rosted - Maxsø - Jung (hver gang de har været tilgængelige sammen har de spillet, 7 af 7 mulige), så var det Bruus på HWB, mens Frendrup blev flyttet ud på VWB. Centralt på midtbanen var der gjort plads til både Lasse Vigen og Jesper Lindstrøm på 8er positionerne, mens Radosevic skulle sikre bagtil som den dybe 6er. Fremme var det et partnerskab med Hedlund og Uhre.

På papiret havde Glen Riddersholm sat sit mandskab op i en 3-4-3, men en ting er papir, noget andet er et dynamisk spil som fodbold og de taktiske tanker der ligger bag. For det stod ret hurtigt tydeligt, at Sønderjyske havde en plan for kampen om at overbefolke det centrale rum, og derved udligne Brøndbys ellers nummeriske overtag centralt på midtbanen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For det der rent praktisk skete i kampen var at Albæk gik ned og dannede en duo med Ekani på midtbanen, men ikke noget med det, så trak Esken og Anders K. Jacobsen også dybt i banen og forsøgte dermed at dominere rummet centralt i spillet mod bolden. I stedet var det så op til især Eskesen og AK at skubbe frem i et pres på den boldførende yderstopper hos Brøndby.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Så i spillet mod bold blev det mere til en 5-4-1 for gæsterne end en 3-4-3. Markeret med rød på ovenstående grafik viser det hvordan Sønderjyske lod Eskesen og AK spille på midtbanen i erobringsfasen for at dominere nummerisk centralt.

Trangt centralt og 8ere i halvrum låste Sønderjyske op

Når Brøndby var i boldbesiddelse fremstod det tydeligt, at Niels Frederiksen meget gerne ville undgå at blive fanget inde centralt i banen, hvor Sønderjyske havde deponeret en hel del spillere. Lasse Vigen og Jesper Lindstrøm var gode til at falde ned og ud i halvrummet, hvor de kunne modtage bolden og sætte spillet derfra.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Bemærk på grafikken herover, hvordan Brøndby reelt set "opgiver" det centrale rum i opspillet, men i steder lader Vigen og Lindstrøm glide ud i det fri rum på siderne af Sønderjyskes midtbane, hvor de står stærkt centralt, men efterlader sig rum foran deres wingbacker (som bliver sat i det dilemma om hvorvidt de skal gå højt og presse fx Vigen, men derved efterlader rum bag sig til Brøndbys wingback i den pågældende side).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Såvel Lasse Vigen samt Jesper Lindstrøm excellerede i at finde de frie halvrum. Og mens Lindstrøm har modtaget rigtig meget ros for sin ageren i disse rum fra undertegnede, så vil jeg bruge spaltepladsen her på at udtrykke stor ros til Lasse Vigen. Det var en fornøjelse at se, hvordan Brøndbys nummer 21 brillierede i halvrummene, hvor han både drev bolden frem ved fødderne, men så sandelig også slog nogle rigtig gode pasninger frem i banen, som hjalp til at holde et konstant tryk på Sønderjyske. Ovenstående grafik et eksempel herpå.

Mål fra halvrum

Begge Brøndbys mål blev også scoret efter en ikke uvæsentlig bevægelse i halvrummene. Det første mål kan Sønderjyske ganske enkelt ikke være tilfredse med. For de satte sig mellem to stole, de havde placeret bagkæden højt, men deres første pres var slet ikke aggresivt, hvorfor Radosevic kunne orientere sig frem i banen og med en smuk lang aflevering over 40 meter fandt Hedlund, som på samme tid tog et smukt timet løb i halvrummet, lige mellem højre yderstopper og højre wingback og med elegante berøringer lagde den til rette for sig selv.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Og med en aflevering ind centralt fandt svenskeren Mikael Uhre. Uhre fortjener enorm stor ros for det intelligente løb han foretog op til sin scoring. For han starter sit løb sent, og løber i blindsiden på Schmeidl og kommer ind i rummet mellem ham og Kanstrup med en scoring til følge. Bemærk hvordan Uhre er begyndt at tage mange intelligenteløb, hvor han med simpel positionering kommer i ryggen på sin direkte modspiller, som for sent opdager hvor han løber hen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Sejrsmålet scoret af Anis Slimane kom også efter flere vigtige aktioner. Først og fremmest et vigtigt genpres, hvor Radosevic erobrer bolden tilbage. Men også hvordan Jesper Lindstrøm igen er søgt ned i det her halvrum, hvor han finder de ledige lommer med plads til at modtage bolden. Han løber på bagsiden af Sønderjyskes wingback, og på ydersiden af deres stopper. At Slimane er så spilintelligent så han opfatter situationen er et lod i Brøndbys vægtskål til at fortjene sejren.

3-4-3 i presset og Jung i markant rolle

En markant løsning i spillet mod bolden var det pres Niels Frederiksen havde sat sit mandskab op til at udføre. Det stod klart allerede i kampens indledning, hvor Jesper Lindstrøm sås som den tredje mand i den første preslinje.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For Brøndby lagde et massivt og kontinuerligt tryk på Sønderjyskes opspil. Illustreret ovenfor, hvor Lindstrøm træder frem i første preslinje, som den centrale spiller, mens Uhre og Hedlund arbejder på siderne. Det udligner Sønderjyskes bagkæde antalmæssigt, hvilket lavde et stort krav til gæsternes fase 1. Et element der sjældent lykkedes for dem.

Det bagrum som Sønderjyske rigtig gerne ville have specielt Haji Wright ud at løbe i fandt man ganske enkelt aldrig rigtigt. Dertil var Brøndbys tryk for tungt og kvaliteten af afleveringerne for ringe.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et kig på statistikken for boldbesiddelse og afleveringsnøjagtighed viser også en signifikant forskel. Sjældent har Brøndby domineret SÅ voldsomt på bolden, og specielt i anden halvleg med en uhyggelig afleveringstræf. 87% i anden halvleg taler sit tydelige sprog om et hjemmehold i kontrol, og et udehold som stod dybt og afventede de omstillinger som aldrig kom i tilstrækkelig grad.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For når de få muligheder for et etableret opspil anede sig i horisonten var Sønderjyske for forhippede på den dybe bold, ovenfor illustreret hvordan både Dal Hende, Wright og Eskesen søger frem i forreste linje, mens der ingen befandt sig i mellemrummet.

At Jung har en nøglerolle i Brøndby er antageligt ikke gået nogens næse forbi. Men mod Sønderjyske så man flere gange klare konturer af en ny måde at sætte Jung i scene på i opbygningsspillet. Det kom til udtryk i de positioner som de øvrige spillere indtog.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For ved gentagne lejligheder så man Rosted og Maxsø falde tilbage og danne et partnerskab bag en 6er-duo bestående af Jung og Radosevic, hvor Jung kom på bolden inde centralt i banen i netop 6er rummet. Foran Jung lå en kæde bestående af Bruus, Vigen, Lindstrøm og Frendrup og bevægede sig for at finde plads i mellemrummet, mens Hedlund og Uhre lå i forreste linje (Hedlund med licens til at drive på tværs).

Det efterlod Brøndby i en 2-2-4-2 kan man kalde den. Disse positioneringer kunne ganske givet godt være designet af NF specifikt med henblik på at bringe Jung på bolden, men også få ham på bolden højere i banen (og med mindre risiko nu hvor Maxsø og Rosted er bag ham og med Radosevic lige ved siden af) som en afart dyb playmaker. Den tyske nummer 3 har teknikken og ikke mindst spilforståelsen til at brilliere på denne plads.

Konklusion

Kampen mod Sønderjyske var de første gennemført gode 90 minutter i sæsonen. I spillet uden bold lykkedes man med at lægge en dyne af pres over Sønderjyske. Ikke et Zorniger'sk hidsigt hvepsepres, men et strukturelt tungt pres der umuliggjorde det for gæsterne at flytte bolden ud af egen fase 1 langs jorden. Samtidig var bagkæden utrolig disciplinerede og håndterede en stærk spiller som Haji Wright.

Med bolden for fødderne så man konstant bevægelse for boldholderen. Yderstopperne var gode til at føre bolden frem, 8erne fandt de ledige lommer på siderne af Sønderjyskes organisation og angriberne løb beredvilligt i de rum som Sønderjyske åbnede.





Deltag i diskussionen


Du skal være logget ind, for at kunne kommentere.


  • Uche
  • Uche
    Betalende bruger
      17. december 2020   

  • god læsning kasper

  • preben
  • preben
    Betalende bruger
      17. december 2020   

  • Som sædvanlig, flot analyse af kampen og så er jeg personlig glad for dine bemærkninger om rado som jeg tror rigtig meget på vigtigheden af, vi har før haft en helt nødvendig midtbane spiller som ikke just var en Ronaldo med bolden, John Jensen, som vi ikke kunne undvære, rado er dog bedre med bold. Også ros til frendrup synes jeg, gad vide hvor lang tid han holder til det .
    Endelig ville jeg håbe at kunne se kampen igen, for jeg var nok som den dumme ikke enig med de rigtig mange der roste Vigen, der er for meget puf og put bold til nærmeste og for få afleveringer, endsige driblinger der fører til noget, jeg ser frem til at Corlu bliver etableret på midtbanen sammen med de andre to unge .




Relaterede nyheder



Mest læste nyheder



Mest kommenterede nyheder